17. august 2009
Astrid Maria
Webtanker
Skriv en kommentar

Almindelige amerikanere fortæller

Almindelige mennesker og deres helt igennem almindelige historier er sjældent noget, der bliver fortalt i hverken aviser, radio eller tv. Når der ikke er en aktualitets krog at hænge historien op på, kommer de ikke med. Især ikke, hvis historierne ikke rummer konfliktskabende elementer. På nettet er der masser af eksempler på, at almindelige mennesker fortæller deres historier. Men så gør de det som oftest selv. I form af blogs eller sociale medier som Facebook kan hverdagens historier komme til udtryk. Ofte er de så ikke særlig godt fortalt.

Interview Project David Lynch

Med projektet, Interview Project, er filminstruktøren, David Lynch, taget på roadtrip tværs over USA for at finde helt igennem almindelige amerikanere. Nu er det ikke David Lynch, der er taget af sted. Han derhjemme i sin kælder og ryger cigaretter, kan man se. Men hans hold er taget af sted fra Californien og har indtil videre interviewet, filmet og fotograferet 26 amerikanere. Holdet er taget af sted uden en plan for, hvor de skal hen og hvem de skal tale med. Derved har de mødt mennesker, hvis historie aldrig ville have nået mig.

Mange af menneskerne er skæbner, som holdet har mødt ved vejen. Nogle har de mødt på barer, andre mens kilderne gik og slog græs i vejkanten. Jeg elsker at høre mennesker fortælle. Det er en af de vigtigste grunde til, jeg blev journalist. Men jeg må også erkende, at hvis historien ikke rummer bare et enkelt stænk af konflikt, har jeg meget svært ved at fastholde min koncentration. Derfor er de mest interessante historier, for mig, også dem, som handler om en forvandling og om at klare det på trods af alt. Det er Lynn og Diana gode eksempler på. Andre af historierne er for mig at se variationer over temaet Gammel-mand-fortæller-om-at-vokse-op-uden-penge. Og det synes jeg personligt ikke er så interessant. Men det er en smagssag.

De korte indslag er alle meget smukke og flotte i deres opbygning. Det er ikke bare en videojournalist på arbejde. Det er et helt hold og det skinner igennem. Under hvert klip kan man finde stillfotos fra der hvor interviewet har fundet sted. Det er en rigtig god detajle. Især fordi de små indslag består af total og nærbilleder af interviewpersonen.

Læs også

Skriv et svar

*.

*