Irakerne i Brorsons Kirke og hjemsendelserne har i medierne mest været behandlet på systemmåden – “Hvad er det rigtige at gøre” og så har der været de ulidelige afstemninger på Facebook. Her til eftermiddag dukkede så et stykke med case så op på Politiken. En ung pige fortæller i et webtv-indslag om, hvordan det er at skulle tilbage til et land, hun ikke har været i siden hun var ni år.
Hun er en stærk case. Identifikationen virker, selvom hendes gentagelser svækker hendes udsagn. Indslaget er lavet med stativ (hurra!) og det er hendes fortælling, der bærer det frem. Det er rigtig godt! Der er ingen speak og det er altid forfriskende og modigt. Kapitlerne i det fem minutter lange indslag bekendtgøres ved hjælp af tekst. Det er ærgerligt, at man ikke har fået hende til at starte snakken selv, så kapitlerne ville glide bedre og gøre teksten overflødig.
Udvist iraker fortæller sin historie er et godt og stærkt krydderi i en efterhånden alt for melet kage. Hvis ikke Politiken i forvejen har bekendt kulør i sagen, gør de lidt med det her indslag. Interessant er det i hvert fald.