Links er essentielle på nettet. I bund og grund ville der ikke være et net uden links. De fleste kender sikkert figuren med det distribuerende netværk. Hvis ikke kan man se det her. Hvis en artikel kun linkede tilbage til forsiden, kunne man i grunden betragte siden som et centraliseret netværk. Internettet er et distribuerende netværk. Vi kommunikerer direkte med hinanden, der er ikke brug for de samme mellemmænd, som var avisernes tidligere roller og vi deler i højere grad tekster, billeder og lignende med hinanden via netværket.
Langt de fleste medier er gode til at linke internt til andre sider, blandt andet i “Læs mere …”-bokse. Men når det kommer til at linke ud af butikken, kræver det mod. For det er dårlige nyheder for annonceafdelingen at sende brugerne videre ud af siden. Men ikke desto mindre er det en service til brugeren. Så brug den.
Den behøver ikke nødvendigvis føre til andre artikler. Det er oplagt at linke til dokumentationen for artiklen. Det gavner i høj grad troværdigheden. Politiken.dk linker meget i deres artikler. At de til tider kan gøre det mere elegant, så det ikke forstyrrer læsningen helt så meget, er en anden sag. Det lader heller ikke til at de er så bange for at linke eksternt. I denne artikel bliver der linket til dokumentationen for sagen.
