Til novembernummeret af musikmagasinet Soundvenue har redaktionen sprunget med på den sociale vogn og skabt, hvad de selv kalder ‘Social Issue’. Bladets læsere har ved hjælp af en afstemning på Soundvenue.com valgt, hvem der skal pryde magasinets forside. Læserne har kunne stille spørgsmål til kunstnerne og anmeldt plader. Derudover er magasinets faste klumme på de bagerste sider i magasinet erstattet af et uddrag af en debat på Twitter.
I udgangspunktet synes jeg, at initiativet er fint. Det er sundt for en redaktion at være tvunget til at høre på, hvad læserne har at sige om ens produkt. Hvis man lytter efter, kan man sikkert få et bedre produkt ud af det. At læserne er med på magasinets sider gavner i høj grad identifikationen, og det gør, at magasinet kommer mere i øjenhøjde med læserne. Især beslutningen om at lade læserne anmelde plader er god i den forbindelse. Man kunne godt forestille sig, at mange af Soundvenues læsere allerede anmelder på deres egne blogs. Hvis ikke de gør det der, er der stor sandsynlighed for, at de gør det på den sociale del på Soundvenue.com.
Debatten fra Twitter om hvad musikere og musikelskere kan bruge Twitter til og hvad de sociale medier gør ved musikbranchen fungerer slet ikke. Debatten er bestemt relevant, – omend emnet er en smule gammelt. Men formen holder ikke. Debatten kørte en fredag under #socialmusik, og det var mit indtryk, at nogle deltagere i debatten allerede følte sig hægtet af under debatten. Der er af gode grunde ingen ordstyrer på Twitter, og det betød, at debatten blev spredt og usammenhængende. Jeg bliver hægtet af, når man så vælger at trykke et uddrag af debatten i magasinet. Omkring 60 udsagn på 140 tegn sat op på et opslag giver mig ikke andet end fragmenterede brudstykker, der er så uoverskuelige, at jeg ikke orker at læse det. Jeg køber magasiner for at få en læseoplevelse, og få en oplevelse af noget lækkert og gennemarbejdet. Ikke for at få del i en bestemt Twitterstrøm. Det klarer Twitter fint for mig. Skulle man bruge en social platform til noget, er jeg sikker på, at der ville komme masser af emneinput, som kunne redigeres sammen af redaktionen. Og jeg tror også, at man kunne finde en yderst kompetent Soundvenue-læser til at stykke en klumme sammen.
Jeg havde egentlig glædet mig, at ‘Social Issue’ udkom. For jeg var spændt på, hvad redaktionen bag havde fundet på. Jeg blev desværre skuffet. Jeg synes hurtigt det bliver en flad fornemmelse. Det holder på en eller anden måde ikke, hvad det lover. Soundvenue-folkene kunne sagtens have taget det sociale til sig i endnu højere grad, og brugt deres eget krudt på redigering.


19. marts 2011 at 20:29
Det er sgu tit skuffende, det der kommer fra den side..