Austin Kleon har genopfundet poesien. Det er i hvert fald det, han selv siger i denne TEDx-video.
Han havde en skriveblokade, og i stedet for bare at fortvivle begyndte han at finde ord i en avisartikel og strege alle unødvendige ord ud. Han brugte en blog til at få sine digte ud og fandt ud af, hvor givende det kan være at have et kommentarspor.
Det er inspirerende, når noget så analogt som digte, finder en anden og mere interaktiv form end i en bog. Jeg er også en stor fan af sms-digte og noveller.
Noget andet, der slog mig, da jeg så videoen, var hvordan amerikanerne er så gode til at bruge store ord. Jeg mener, når man proklamerer at man har genopfundet poesien, sætter man ikke just sit lys under en skæppe. Og det er beundringsværdigt.
