20. juni 2011
Astrid Maria Bigoni
Webtanker
6 kommentarer

Storify og journalisten som kurator

De seneste par uger har jeg kigget nærmere på Storify. Det er et simpelt værktøj, hvor man kan kuratere en fortælling ved brug af sociale medier. Det virker som et rigtig stærkt værktøj til eksempelvis at samle reaktioner på noget, eller til at fortælle en begivenhed linært. For eksempel giver det mening, når The Washington Post fortæller om den islandske vulkan, Grimsvotn. I den historie gør mediet brug af både tweets, billeder og videoer. Berlingske har også prøvet det af, her om det royale bryllup i England.

Efter at have kigget rigtig mange forskellige Storify-historier igennem slår det mig, hvor lidt de journalister, der har givet sig i kast med Storify, blander sig som journalist eller kurator i deres egne historier. Jeg synes, at noget af det bedste ved Storify er, at man kan skrive sin historie, og lade tweets, videoer eller billeder indgå som scener eller citater. Hvis man blot vil have en strøm eller en søgning på et hashtag – så dækker coveritlive og andre tjenster fint det behov. Men i Storify kan man prioritere og ikke mindst skrive mindre stykker journalistisk tekst ind mellem det kuraterede indhold.
I min verden hænger sociale medier ret meget sammen med journalistik, men det er som om, at ude i virkeligheden kan man ikke rigtigt få forbundet de to størrelser. Her er et værktøj, som gør det let at gøre det. Men de eksempler jeg har set, er det som om, at journalisten får berøringsangst og ikke tør bruge sig selv som journalist i det.

I sidste uge holdt jeg et oplæg for mine kollegaer på ekstrabladet.dk om Storify og da jeg skulle forberede mig, kom jeg i tanke om den tredje fortællemåde. Kort fortalt er det en metode til featurejournalistik, der går ud på, at man inddeler sin tekst i fem afsnit: først et sceneafsnit, der fanger læserens opmærksomhed, et faktaafsnit, der beskriver faktuelle ting omkring vinklen, dernæst endnu en scene, endnu et faktaafsnit, og så slutter det med en scene. Umiddelbart virker det oplagt at bruge Storify på den måde.

At journalister skulle lære at blive kuratorer har i flere år synes at være mottoet flere steder fra. Og det er jeg helt med på. Men vi kan også noget andet – vi kan binde historier sammen. – Så hvorfor ikke gøre det?

Læs også

6 kommentarer

  1. Nice to find someone else who is casting a critical eye on Storify!

    I wonder if the nature of the tool encourages a linear presentation. This is not necessarily a bad thing – your post reminds me of discussions on whether live blogs are real 'journalism'.

    I have collected a few examples where a certain amount of analysis/commentrary has been added, which work quite well, although I always sigh when I see "load more"!

    • Oh yes. The ‘load more’ is yet another sign that the curator didn’t bother to find an angle or at least try to limit the story.

  2. God pointe om kurator-problematikken. Og selvom Washington Posts Grimsvotn-dækning viser, hvad Storify kan, så udstiller den også et problem, der måske netop hænger sammen med den manglende, journalistiske bearbejdning: Der er ingen klar storyline – eller i hvert fald ikke nogen velvalgt dramaturgi og ingen klar vinkling på sagen (nærmest "alt eller noget om Grimsvotn-udbruddet").

    Vi springer direkte ud i Obamas tweet uden den dramatiske opbygning, der kunne ligge i at begynde fortællingen med "21 maj: Grimsvotn i udbrud" – fulgt op af dramatiske videoer – eller måske begynde med den skæve vinkel: ingen gider være venner med en vulkan på Facebook (hvorfor? – se her…osv.).

    Der er klart potentiale til at gøre Storify til en egentlig historie-generator fremfor "bare" en opslagstavle for sociale kuriosa :-)

    • Ja, det er som om vinklen ryger ud med badevandet. Og det er ærgerligt – for det er jo noget af det, vi er gode til.

  3. Apropros: her er et eksempel, hvor Storify bliver brugt til at vinkle – der er godt nok ingen FB-elementer med, men det kunne der sagtens have været: http://storify.com/tafkal/google-angriber-facebook

Skriv et svar

*.

*