De seneste par uger har jeg kigget nærmere på Storify. Det er et simpelt værktøj, hvor man kan kuratere en fortælling ved brug af sociale medier. Det virker som et rigtig stærkt værktøj til eksempelvis at samle reaktioner på noget, eller til at fortælle en begivenhed linært. For eksempel giver det mening, når The Washington Post fortæller om den islandske vulkan, Grimsvotn. I den historie gør mediet brug af både tweets, billeder og videoer. Berlingske har også prøvet det af, her om det royale bryllup i England.

Efter at have kigget rigtig mange forskellige Storify-historier igennem slår det mig, hvor lidt de journalister, der har givet sig i kast med Storify, blander sig som journalist eller kurator i deres egne historier. Jeg synes, at noget af det bedste ved Storify er, at man kan skrive sin historie, og lade tweets, videoer eller billeder indgå som scener eller citater. Hvis man blot vil have en strøm eller en søgning på et hashtag – så dækker coveritlive og andre tjenster fint det behov. Men i Storify kan man prioritere og ikke mindst skrive mindre stykker journalistisk tekst ind mellem det kuraterede indhold.
I min verden hænger sociale medier ret meget sammen med journalistik, men det er som om, at ude i virkeligheden kan man ikke rigtigt få forbundet de to størrelser. Her er et værktøj, som gør det let at gøre det. Men de eksempler jeg har set, er det som om, at journalisten får berøringsangst og ikke tør bruge sig selv som journalist i det.

I sidste uge holdt jeg et oplæg for mine kollegaer på ekstrabladet.dk om Storify og da jeg skulle forberede mig, kom jeg i tanke om den tredje fortællemåde. Kort fortalt er det en metode til featurejournalistik, der går ud på, at man inddeler sin tekst i fem afsnit: først et sceneafsnit, der fanger læserens opmærksomhed, et faktaafsnit, der beskriver faktuelle ting omkring vinklen, dernæst endnu en scene, endnu et faktaafsnit, og så slutter det med en scene. Umiddelbart virker det oplagt at bruge Storify på den måde.

At journalister skulle lære at blive kuratorer har i flere år synes at være mottoet flere steder fra. Og det er jeg helt med på. Men vi kan også noget andet – vi kan binde historier sammen. – Så hvorfor ikke gøre det?

Læs også

• Var Egypten en Facebook-revolution? (1)
• Curators Code – ny måde at kreditere kilden (2)
• Ucensurede billeder fra Syrien, et kort til at tegne på og et par andre links (0)
• Pinterest er et overhypet sort hul (6)
• Nyhedsstrømmen bør være fri på Twitter (0)
• 2011: Social Media-fatigue og konsekvenserne (0)
• Klikjagt, talbesættelse og konstruktive debatter (0)
• Vi stoler på mennesker, ikke på aviser (2)