13. september 2011 Astrid Maria Bigoni

Vi stoler på mennesker, ikke på aviser

Hvad enten man kan lide det eller ej, har internettet ændret medierne. I dag er det sociale en stor forudsætning for vores medieforbrug. Som medieforbrugere vælger vi, hvilke historier, vi har lyst til at læse, blandt andet ud fra hvem af vores venner, der linker til den. Den sociale kuratering er et grundvilkår.

– Det er ligegyldigt med feeds af dine historier på twitter. Du skal være der – og du skal være social, sagde Molly Wood, techjournalist og blogger for CNET på en miniudgave af New Media Days, 12/9 2011.

Det handler om relationer og om, at vi stoler mere på mennesker, end vi stoler på medier eller maskiner. En tydelig afsender er vigtig for troværdigheden.

I min verden er det efterhånden blevet til en kliché. Vi har hørt det gentaget utallige gange. Og nok er det sandt.

Men hvis man alligevel regner med, at folk så har fanget den, må man tro om igen.

Jeg støder dagligt på blogs og artikler på nyhedssites, som ingen afsender har. Jo, altså der er en afsender. Men vedkommende har valgt, at jeg ikke skal vide, hvem det er.

Jeg forstår godt, at man vælger at blogge anonymt, hvis man blogger om meget private emner eller hvis bloggen har dagbogslignende karakter. Men nogle af de blogs, hvor afsenderne vælger at være anonyme handler om harmløse emner såsom gadgets og apps.
Jeg begriber ikke, at man ikke vil sætte sit navn på den slags. Har man lavet noget godt, bør man vel være stolt af det. Når der ikke er noget navn på, mister sitet sin troværdighed. For hvem står bag? Elektronikproducenter? Engagerede skribenter? Eller?

Man kan argumentere for, at folk er bange for at få deres navn på nettet. For det hænger ligesom fast. Og laver man nogle uheldige ting, kan det ikke bare slettes fra Internettet. Jeg har for eksempel lagt navn til nogle ting på nettet, som nok vil sørge for, at jeg ikke er den oplagte kandidat til et job i Vatikanet.
Det vilkår er bare en del af gamet. Og hvis jeg ikke kunne tåle det, skulle jeg nok finde mig en anden levevej.

Men det vilkår betyder ikke, at man så skal slette sin byline, hvis man ikke har lyst til at ens navn skal hænge ved en underlødig eller slet og ret elendig artikel på et nyhedssite. Så er det artiklen, man skal slette. For troværdigheden er noget af det dyrebareste, vi som journalister har. Og vælger én journalist at slette sin byline på en underlødig artikel, går det ud over hele sitets troværdighed.

The Economist har aldrig brugt bylines (Tak, Lars, for at gøre mig opmærksom på det). Her fungerer journalisterne som et kollektiv, hvor hver enkel journalists arbejde er med til at skabe troværdigheden for alle de andre. Sådan fungerer det i princippet også alle mulige andre steder – med omvendt fortegn. For når en journalist vælger at slette sin byline, går det også ud over alle de andre journalisters troværdighed. På samme måde som en usand historie vil skade hele avisens troværdighed.

For nogen vil dette måske ligne bylinebesættelse, der handler om at gøre journalister berømte og feterede. Det gør det langt fra. For mig er det ethos – personlig ethos.

I nogle tilfælde er et navn nok til at give artiklen tyngde og troværdighed. I andre tilfælde som på blogs vil tre linjer om de personlige grunde til at skrive om emnet og forudsætningerne for at skrive være tilstrækkeligt.

Tagged: , , , , , ,
  • Jeg foretrækker også en byline for at sikre at der er en person bag, og ikke en “papermill” type skribent. OK, måske kan The Economist slippe afsted med hvad de gør fordi de er en brand og en autoritet af en slags. Men random artikler man falder over på webben, især via Twitter, skal have et eller andet afsender før jeg kan stole på det, og før jeg videresender det med min insinuerede godkendelse. Jeg har videresendt artikler der kommer fra anonyme forfatter eller fra ret anonyme sites. Jeg bliver altid så flov bagefter. Hvorfor glemte jeg at tjekke på lige den artikel? Måske blev jeg grebet af emnet. Men jeg synes vi har en kæde: den oprindelige forfatter og så alle dem der deler den. Jeg kan ikke lade være med at vægte kvaliteten eller vigtigheden på basis af de mennesker der rører den artikel på den ene eller den anden måde.

  • Astrid Maria Bigoni

    Jeg er helt enig. Det er ikke kun journalistens og mediets troværdighed. Det handler i høj grad også om min troværdighed, når jeg deler et link. Men det handler også om tredjepartsindhold.
    Et medie som Ritzau burde for eksempel blive meget bedre til at sikre, at deres telegrammer ikke indeholder stavefejl og den slags, fordi telegrammerne ender på netaviser i hele landet. Og ofte bliver de publiceret automatisk uden korrektur. Men læserne bliver sjældent sure på Ritzau. Det er netmediet, der får ridser i troværdighedslakken.

Kontakt mig!

Send mig en mail, eller ring! Jeg glæder mig til at høre fra dig.