Foto: Sugar Daze (f:k:a LittleMissCupcakeParis)

12. oktober 2011
Astrid Maria Bigoni
DENFRI, Webtanker
4 kommentarer

Mig og min apps-lede

Foto: Sugar Daze (f:k:a LittleMissCupcakeParis)

I morgen, torsdag 13. oktober er der Danish App Award, og det giver mig lejlighed til at sætte et par ord på alt det, jeg synes, der er galt med den hovedløse apps-feber.

Det er første gang, at man holder rygklapperfest i appsbranchen i Danmark. Man kårer vindere i kategorierne design, funktionalitet, brugervenlighed, årets app og publikumsfavoritten. De heldige vindere kan, ifølge RealApps.dk traske hjem fra Nationalmuseet med en 2,5 kg sukkerknald i marmorgranulat. Ja, du læste rigtigt. En 2,5 kg sukkerknald i marmorgranulat.

Nå, men det er jo ikke marmorgranulat, der er det primære problem med apps. Det er hypen. Jeg. Forstår. Det. Ikke.
Det kan godt være, at nogle har tjent en bunke penge på det. Ja, jeg har da selv en del på min telefon, og en del af dem gør mit online liv lettere. Ja, det er da smart, at nogle ting pakket ind i en overskuelig lille og funktionel pakke til mig. Men hold nu op med at tro, at apps løser alle denne verdens problemer.

For det første:

Hold nu op med at lave nye apps med ganske få funktioner, der reelt ikke bringer noget nyt på banen. Det er lidt som, at satse hele opsparingen på at lave en couponforretning i København, der satser på restauranter og tilbud på massage. Det blå ocean er forlængst farvet mørkegrønt.

Jeg kan ikke se det som andet end et symptom på vores åndssvage overforbrug af bytes. Jeg er med på, at vi tilsyneladende har alt den dataplads i verden. Men det gør da ikke grådigheden mere flatterende. Min egen erfaring er, at jeg nødvendigvis ikke hører alt den musik, jeg downloader. Apps – lige som musik – bliver til dataaffald eller cyberskrot i samme omfang som alle de indholdsløse og halvhjertede profiler på forladte sociale netværk.

Nej, giv mig i stedet noget, der bygger ovenpå det eksisterende på samme måde som, at jeg nu ikke længere behøver at oprette nye profiler, men logge ind nye steder med min twitter- eller facebookprofil. Og kære appsbranche, brug jeres innovative kreativitet og vis mig, at der findes noget, der hedder digital bæredygtighed. I ved, noget jeg også bruger til næste sommer.

For det andet:

Nyhedsapps fungerer ikke. Og slet ikke dem, der koster penge. Drop det. Pretty please. Med mindre dine brugere er topvild med breaking news og du kan finde ud af at lave det i push notifikationer, så brug dine udviklingspenge til at gøre mobilversionen af dit site rigtig godt eller kig nærmere på responsive webdesign.

Dine brugere kan finde samme historier en trilliard andre steder gratis. I nyhedsapps’ne bliver rigtig mange historier valgt fra – og jeg er bestemt ikke i mod redigering til bestemte platforme, men brugerne er vant til at have alt tilgængeligt. Det skal man også have på sin mobil – giv dem det lækkert i Safari.

For det tredje:

Godt indhold er stadig essentielt. Bare fordi du pakker dit lorteindhold lækkert ind i en flot app, gør ikke indholdet bedre. Og overvej så lige en ekstra gang, hvor det liiige er, at folk skal have dit coupontilbud på mobilen – når nu det er nøjagtigt samme indhold som på web og din app ikke engang er lokationsbestemt.

Læs også

4 kommentarer

  1. Bliver spændende at følge. Eftersigende skulle Danske Bank være en af favoritterne..

    Ja det er til grin med betaling for nyhedsapps. De fleste er plain og kedelige.

  2. Danske Bank-app’en har jeg ikke prøvet. Men applikationerne fra bankerne er også smarte, når man lynhurtigt kan overføre penge.

  3. Hej Astrid

    Jeg er virkelig enig i dine betragtninger. Den klart mest brugte app på både min telefon og min tablet hedder Safari, og en undersøgelse fra Aalborg Universitet viser, at jeg bestemt ikke er den eneste i landet med den præference.

    Din indvending mod betalte nyhedsapps er jeg for så vidt også enig i. De holder ikke, men det holder jo i det hele taget ikke at tage penge for nyheder på et website – hvilket netmedie har i dag succes med at sælge nyheder i nogen som helst form for indpakning? Og hvis ikke nyheder – journalistik i det hele taget?

    Jeg håber, at det ændrer sig, men faktum er, at en virtuel fugl i Angry Birds i dag repræsenterer en højere værdi for brugerne end en hel en dags arbejde fra alle landets dygtigste nyhedsjournalister. Og DET problem løser vi desværre ikke ved at lave et mobilsite i stedet for en app … Eller omvendt.

    • Jeg tror nu sagtens på, at man vil kunne sælge journalistik i app-form. Bare ikke i den kvalitet, vi hidtil har set i Danmark – og ikke nyheder.
      Jeg betaler selv gerne 30-40 kroner for et Wired eller andet i den stil til min iPad. Men jeg ville foretrække, hvis jeg kun havde en iPad-magasin-app, som jeg kunne hente alle mulige forskellige interaktive magasiner ned til.

Skriv et svar

*.

*