Mit forkølede board

16. februar 2012
Astrid Maria Bigoni
DENFRI, Featured, Webtanker
6 kommentarer

Pinterest er et overhypet sort hul

Den seneste måned har den sociale delingsopslagstavle Pinterest oplevet en hype uden sidestykke. Den er blevet fremhævet for sine kommercielle fordele, fordi tjenesten generer meget trafik. Nogle mener vist også, at det er et fedt sted at lege med virksomheders brands. Senest er Signe Wenneberg faldet på halen for Pinterest, som hun bruger i arbejdsmæssig sammenhæng.

Pinterest fungerer som en opslagstavle, hvor du kan emneinddele de ting, du deler. Samtidig kan du følge hvad andre deler på deres emneinddelte opslagstavler.

Jeg kan slet ikke se, at tjenesten har gjort sig fortjent til denne hype. I mine øjne generer tjenesten flere gentagelser og mere støj end interessant indhold. Og den måde, der bliver delt indhold på på Pinterest, er noget af det mest uoriginale der er på nettet. I hvert fald, når man kigger på, hvad almindelige mennesker deler. Og her er hvorfor:

1. Ingen bidrager med noget

Her hviler Pinterest på skuldrene af Tumblr. Det handler ikke om at skabe noget af værdi selv. Den gælder derimod om at finde de få, der laver interessante billeder eller flot design, og videresende det indhold. Man producerer så at sige ikke andet end likes. Man ser ikke engang remixes af det, andre har lavet. Man har muligheden for at kommentere og derigennem selv genere indhold. Men det er vist sjældent, det sker.

Signe Wenneberg påpeger vigtigheden af at komme “ud af Pinterest og pinne rundt om på nettet – ikke kun pinne videre i en stor cirkelbevægelse inden for Pinterest …” (Wennebergs egen kursivering) for at give noget af sig selv, som det er skik og brug på sociale medier. Wenneberg nævner også, at man som en god pinner bør uploade noget selv “fra tid til anden”.

2. Indholdet hylder en ligegyldig forbrugskultur

Hvis man ser på, hvad folk så rent faktisk deler, er det jo i tjenestens natur billeder. Og nu kan det selvfølgelig være, at jeg følger de helt forkerte, men hold nu op, hvor er det røvkedeligt. Kjoler med kraver, bandbilleder, lyserøde kager og skæve lysestager i lange baner. Det er da pæne ting, bevares. Og jeg kan også godt lide pæne ting. Men jeg har det med den slags, som jeg har med modebloggere og vendingen ‘must have’ – det handler om at forbruge og drømme om at stoppe flere kjoler ind i det alligevel overfyldte klædeskab. Og det synes jeg ærlig talt er både overfladisk og sørgeligt.

Mit forkølede board

Mit forhold til Tumblr var længe om at blive defineret, og det er stadig en noget ustabil affære. Jeg er ikke sikker på, at Pinterest og mig når dertil. Ind til da kan nysgerrige finde mig dér – jeg er hende med ‘et forkølet board, som jeg har kopieret fra andre’.

Læs også

6 kommentarer

  1. Hæhæ, hun er sjov, Wenneberg:

    “En af mine bedste oplevelser på Pinterest var, da jeg fandt historiske farvebilleder af ægte indianere i ægte indianertelte taget for 100 år siden. Disse var jeg aldrig snublet over uden Pinterest.”

    Nå, men synes du har ret. For meget forbrug, for mange ‘smukke’ ting, og alt for meget genbrug af hvad andre har pinnet (?). Men tænker der må være originale måder at bruge det på, ikke at jeg har knækket koden.

  2. Hvad kan Pinterest, som Picasa ikke kan? Picasa laver ovenikøbet selv albums af dine billeder fra dine sites, så har du en gang postet et billede, så ligger det i Picasa for ever and altid.

    Mit eget Pinterest board må være dybt uinteressant for andre end mig, jeg bruger det som huskeliste og ønskeliste, med et par extra boards for hyggens skyld.

    • Jeg har ikke så stor erfaring med Picasa. Men umiddelbart ser Pinterest da ud til at lidt mere lækkert end lige netop Picasa.

  3. Godt at se et andet synspunkt midt i al hypen over Pinterest. Jeg har opgivet at følge med forkantstroppen undtagent på ganske få områder, der synes indlysende, og et halvt år senere er den dårlige samvittighed ofte væk. Var f.eks. ikke på Buzz og på Wave var det udelukkende @tveskov s fine publiceringssatsning, der trak. Begge er afgået ved døden. Tog heller ikke Prezi til mig (men tjekkede). Er så dybt afhængig af tjenestere som dropbox og evernote fordi de dækker et udtalt behov, men orker ikke flytte til den næste “dropbox” el. lign.

    • Det forstår jeg rigtig godt. Og hvis tingene fungerer godt for én, er der ingen grund til at skrifte dem ud.

Skriv et svar

*.

*