19. april 2012 Astrid Maria Bigoni

7 grunde til at journalister skal bruge Delicious

Bookmarkingtjenesten Delicious har længe været min favorit, når det kommer til at gemme og sortere links. Jeg var da også noget mellemfornøjet, da der sidste år var forlydener om, at tjenesten skulle lukke. Heldigvis blev den købt og jeg behøvede ikke at finde en anden tjeneste, der har alle de gode elementer, som Delicious har. I efteråret fik Delicious så en tiltrængt opdatering, hvor blandt andet muligheden for at lave ’stacks’ kom til.

Jeg er stødt på flere artikler, med tips til, hvordan journalister kan bruge Pinterest. For mig at se, er Pinterest mest interessant for journalister, som arbejder med meget visuel journalistik, f.eks. madjournalister, modejournalister eller fotojournalister. For måske er jeg helt galt på den, men jeg ser Pinterest som en billeddelingstjeneste – og ikke en tekstdelingstjeneste. Delicious er klart bedre til at dele tekstindhold.

Hvis man gerne vil have et redskab, som tillader dig at samle links inden for en tidsperiode og udgive det i magasinstil, skal man kigge nærmere på Paper.li eller Scoop.it. I forhold til de to tjenester, er Delicious’ styrke, at det er dynamisk og du kan ændre indholdet i en linksamling over tid.

Hvis du som journalist stadig gemmer interessante links blandt favoritterne i din Internet Explorer, er det nu på høje tid, at du begynder at bruge et værktøj, som både er socialt, nemt giver dig overblik og som sikrer dine links – også når din computer går ned.

1. Bookmarking

Med Delicious gemmer du dine links, efterhånden som du støder på dem. Du skal ikke bruge unødig energi på at finde linket, du mangler. Fordelene ved Delicious og andre sociale bookmarkingtjenester fremfor favoritmuligheden i diverse browsere er mange. Men det vigtigste af dem er, at du har mulighed for at tilgå dine bookmarks fra andre steder end lige din arbejdspc.

2. Samling i bundter

Stacks-funktionen giver dig mulighed for at samle links om et emne i dynamiske stakke. Da jeg i sidste uge var i Radio24Syv og tale om Ushahidi, lavede jeg en stack om emnet med de links, der var relevante for programmet. Den stack kunne radioprogrammet så selv linke til for at give deres læsere en samlet indgang til mere læsestof om emnet.

3. Samarbejde

Hvis man arbejder flere sammen om større projekter, er Delicious stacks en oplagt måde holde hinanden opdateret om links om emnet. Hver enkelt samarbejdspartner kan tilføje links til en stack, som I kan gøre offentlig tilgængelig for læserne, når projektet bliver publiceret.

4. Giv læserne overblik

At linke til at den research du har været igennem for at skrive en længere artikel er sjældent en realistisk mulighed. Ved at dele et enkelt link til enten din stack om emnet eller til dine bookmarks med samme tag, giver du læseren muligheden for at blive klogere. Dermed har du sorteret alt det irrelevante fra, der dukker op i en Google-søgning, for din læser.

5. Privathed er også en mulighed

Hvis du ikke har lyst til, at hele verden skal kende til din forkærlighed for asiatiske teenagepiger i lyserødt, har du også muligheden for at markere links som private. Stacks er også private indtil du vælger at publicere dem. Så hvis du arbejder på noget, hvor du har behov for at holde kortene tæt til kroppen, er du ikke afskåret fra at bookmarke undervejs i din proces.

6. Networking

På Delicious kan du søge efter bestemte tags. Du kan også se, hvor mange, der bookmarker samme links. Og ved at bruge lidt tid på det, kan du finde Delicious-brugere med samme interesser som dig. Det giver dig mulighed for at finde artikler eller andet, som du måske ikke ville være fundet frem til.

Hvis du vil følge tættere med i, hvad bestemte brugere bookmarker, har du også muligheden for at følge andre.

7. Mange tjenester trækker på Delicious

Der findes mange tjenester, der bygger oven på Delicious. Jeg har langt fra det fulde overblik, men en hurtig Google-søgning viste, at man kan visualisere sine links, lave tag-clouds og en masse andet. Der kan dog være problemer med tjenester, der ikke er blevet opdateret efter Delicious’ opdatering.

Personligt bruger jeg Delicious Bookmarks-udvidelsen til Chrome, der med et enkelt klik lader mig tilføje en side til mine bookmarks i tjenesten. Så tjek, hvilke udvidelser din browser har.

På twitter anbefalede Jonas Heide Smith mig Packrati, der giver dig mulighed for at autobookmarke links i dine tweets. Det’ smart.

Fra Instapaper er det også muligt at bookmarke til Delicious. Du kan også sætte safari på iPhone og iPad op til det. Det’ også smart.

Du har også mulighed for at vise dine seneste links frem. Du kan vælge om, du vil vise alle links frem eller det kun er links med bestemte tags. Her på bloggen kan du ude til højre se mine seneste bookmarks.

Hvis du vil læse mere:

Dyk ned i den lille stack om emnet, som jeg har lavet.

Opdatering 24. august 2012: For et par måneder siden offentliggjorde Avos, som står bag Delicious, at de ville sløjfe stacks. Det er nu trådt i kraft. Desværre.

 

Tagged: , , , , , ,