3. juli 2012 Astrid Maria Bigoni

Volt – opladning til din smartphone på festival

Batteriet er ikke større end at kan være i tasken.

Udfordring: Du skal holde dig opdateret på, hvad dine venner uploader til Instagram og hvad de skriver på Facebook. Du skal også have adgang til sms og opkald for at finde vennernes lejre og det rette sted at mødes før koncerten. I sig selv ikke et stort problem, men når man er på festival med en smartphone, kan det være svært at få batteriet til at holde til det hele. Det er muligt at få mobilen ladet op rundt omkring i garderoberne på campingpladsen. Men så går du måske glip af sms’er eller samtaler i den tid, mobilen er til opladning.

Opladning i tasken

Fra en lille graffitioverdænget campingvogn ved Bycenter West på Roskilde Festival forsøger en gruppe unge mænd at løse den udfordring. Siden sidste års Roskilde Festival har Trygve Aabye Dam arbejdet på at finde det helt rigtige mobile batteri, som kan lade en festivalgængers smartphone op, mens mobilen ligger i tasken.

Batteriet er ikke større end at kan være i tasken.

Med omkring 1000 batterier på lager har han og de andre bag projektet startet en service med mobile opladning. Man betaler 180 kroner for et abonnement og lægger 150 kroner i depositum. Når det er betalt, får man udleveret et af de små hvide batterier, som man kan lade sin mobil op med. Når mobilen er opladet, er det lille hvide batteri afladt. Så bytter man det flade batteri til et fuld opladet ved fyrene i campingvognen. Man kan bytte afladede til opladede batterier lige så mange gange, man har behov for det.

– Vi kunne også have lavet en forretning, hvor vi bare solgte batterierne. Men det løser ikke problemet med, at man skal vente på, at noget lader op, fortæller Trygve Aabye Dam.

Udsolgt på kort tid

Allerede tirsdag i festival ugen har han og de andre bag Volt, som firmaet hedder, måtte sande at projektet er en succes. 650 abonnementer er solgt, så Volt er nødt til at beholde resten af lageret, så der er opladte batterier til de festivalgæster, der allerede har købt abonnement.

– Folk er rigtig glade for det. Flere har sagt, at det er genialt. For selvom folk bruger deres telefoner på forskellige måder, så giver det her dem mulighed for at bruge deres smartphone på festivalen, som de bruger den derhjemme, siger Tobias Aabye Dam, der er storebror til Trygve og med i projektet.

Det er første gang, at noget som dette er med på Roskilde Festival og det er en test for det nystartede firma.

– Det er ikke meningen, at vi vil skalere op med det samme. Men vi vil først have noget feedback fra brugerne og finde ud af, hvornår folk kommer og får byttet batterierne.

Næste stop for Volt er Samsø Festival og Skanderborg Festival. Trygve og Tobias håber på, at Volt i fremtiden kan blive en integreret del af det at gå på festival.

Tagged: , , , , , ,
  • http://www.mardahl.dk Karen Mardahl

    G.E.N.I.A.L.T.

Kontakt mig!

Send mig en mail, eller ring! Jeg glæder mig til at høre fra dig.