16. august 2016 Astrid Maria Bigoni

Tricia Wang – Don’t trust the truth

the-conference-2016

Glem alt om at sandheden findes i data, at kode er objektiv og at teknologien redder verden.

For sandheden skal vi ikke stole på. Og alt afhænger af, hvilket perspektiv, du går til verden med. Det var de helt grundlæggende begreber som sandhed, perspektiv og empati, der var omdrejningspunkterne, da Tricia Wang gik på scenen som den første keynote speaker på dette års The Conference i Malmö.

Tricia Wang er etnograf og stillede i sin talk skarpt på faren ved at give teknologien mandat til at være empatiske på vores vegne.

tricia-wang-the-conference-2016

I sin keynote Don’t trust the truth brugte hun eksempler fra historien til at belyse, hvordan vi mennesker gennem tiden har brugt et singulært perspektiv til at lede efter sandheden.

Linearperspektiv forvrænger perspektivet

Hun startede med renæssancens malere, der opfandt linearperspektiv, som i sin samtid blev hyldet som det sande perspektiv til at opfatte og repræsentere verden på. Leon Bastista Alberti, der i 1400-tallet skrev bogen Della Pittura, beskrev hvordan linearperspektiv var den fornemmeste kunst, fordi den kunne indfange sandheden. Malerier af denne slags var en slags genvej til virkeligheden.

Implicit i denne måde at afbilde verden på, er at sandheden er noget maleren ser. Den opfattelse tager ikke højde for, at der findes flere udgaver af sandheden.

Men det er en myte, sagde Tricia Wang, at vi kan se sandheden fra et singulært perspektiv, og at det, vi ser fra et singulære perspektiv, er sandheden.

Og det er den samme myte, der går igen, når vi tror, at ny teknologi repræsenterer den sande verden for os – for vi vil så gerne kende sandheden i håb om at lære verden bedre at kende. Men teknologien forvrænger vores perspektiv på verden.

Den italienske missionær Matteo Ricci ville i starten af 1600-tallet vise kineserne, hvordan verden så ud. Han skabte et stort verdenskort på træpaneler. For at skabe kortet måtte han forkorte kystlinjer, strække nogle lande ud, mens andre lande måtte formindskes.

Og kortet er teknologi – og ethvert stykke teknologi, hvadenten det er data eller et stykke kode, vil altid være skaberens version af verden. Det er skabernes valg, der skaber værket. Det er skaberen, der vælger hvilke elementer, der ikke skal være med i det endelige værk.

Tag ikke teknologien som et sandhedsvidne

Teknologien reducerer nødvendigvis opløsningen i sin repræsentation af verden. Matteo Ricci reducerede verden, men påstod samtidig, at det var sandheden – og at sådan som verden så ud fra hans perspektiv, var sådan verden så ud.

Ifølge Tricia Wang skaber vi teknologi ud fra et ønske om, at det skal hjælpe os med at forstå verden bedre og på sigt skabe en bedre verden. Men i stedet gør det verden mindre klar.

VR som empatimaskine

Ny teknologi bliver fortsat gjort til sandhedsvidne. Siden Matteo Ricci skabte sit verdenskort, har vi blandt andet fået fotografiet, der i mange år (og tildels stadig i dag) bliver opfattet som en sandfærdig udgave af verden.

I dag bliver virtual reality gjort til det store sandhedsvidne. Jaron Lanier har blandt udtalt, at virtual reality har potentiale til at udviske klasseskel og gøre os mere empatiske. Mens andre har udtalt, at VR er en empatimaskine.

Dét, ifølge Tricia Wang, er ikke rigtigt. VR skabes af mennesker. Det er skabernes virkelighed, der kommer præsenteret for os i virtuelle verdener. Og det er skabernes arbejde, der kan gøre VR rigtig godt og som kan give os mulighed for at leve os ind i andres verden.

Tricia Wang brugte de to VR-film 6×9 og Confinement, der begge handler om isolationsfængsling, til at understrege, at der altid skal være et menneskeligt element for at tingene giver mening. I 6×9 har instruktøren interviewet tidligere isolationsfanger, psykologer og andre eksperter om, hvordan isolationsfængsling føles. I 6×9 er cellen skitseret groft op mens informationer om isolation projekteres op på væggene. I den anden oplever man en bar fængselscelle. Ifølge tidligere isolationsfængslede viser Confinement ikke et retvisende billede af det at være i isolation. VR er altså ikke alene nok til at give os et billede af verden. Instruktøren må nødvendigvis blande sig, inddrage flere perspektiver for at give et mere retvisende billede, der skaber mere empati. For igen, det er skaberens valg og fravalg, der skaber et værk, der kan repræsentere verden og i sidste ende skabe empati hos beskueren.

Skift perspektiv

I de sociale videnskaber handler empati om at se verden fra andre menneskers perspektiv. Tricia Wang understreger da netop også nødvendigheden af, at vi bliver nødt til at droppe det singulære perspektiv, og at stoppe med at skabe og implementere ny teknologi ud fra et snævert og ensidigt perspektiv.

For når vi antager, at alle andre bruger teknologien på samme måde som en selv, så er det en fejlantagelse, der får konsekvenser. Den antagelse kaldes The Malcovich Bias, og er blandt andet det, der ifølge Tricia Wang medvirker til, at der meget meget sjældent er puslepladser på herretoilettet, at det meste medicin bliver testet på hvide, og at crash test dummies i mange år udelukkende var mandedukker.
Sådanne ting er, ifølge Tricia Wang, ikke et designproblem, men et perspektivproblem.
At forstå verden er altså ikke et spørgsmål om at anlægge et enkelt perspektiv, men om at skifte perspektiv

  • at lytte for at forstå
  • at spørge for at for afdække det ukendte
  • at se den store sammenhæng ud over teknologien
  • at identificere ting, der er svære at måle
  • at spørge hvem ellers man bør invitere med til bordet.

Tricia Wang inviterede alle til at bruge konferencen til at forsøge at se tingene fra andres perspektiv. Empati er lettere med mennesker, man er tætte på, eller som ligner en selv. Det er langt sværere med mennesker, man ikke ligner. Men det er påkrævet, hvis vi vil vokse og skabe en bedre verden.

Save

Kontakt mig!

Send mig en mail, eller ring! Jeg glæder mig til at høre fra dig.