Min første Twitterbot: @Nyhedsmikset

Nogle gange er overspringshandlinger gode. I dette tilfælde blev det i hvert fald til noget konkret.

Nyhedsmikset er en bastard. Den er en indavlet krydsning mellem licensbetalte nyheder og reklamefinancierede nyheder. Den opstod en dag, hvor jeg egentlig arbejdede på en messengerbot.
Nyhedsmikset er en støjsender. Den er en bot uden publicistisk forbillede og uden oplysende formål.
Nyhedsmikset fragmenterer det, der allerede er fragmenter af en konstrueret virkelighed. Den skaber syrede og usammenhængende falske nyheder, som vi ikke kan stole på.

Formålet med Nyhedsmikset er at få dig til at grine og forhåbentlig få dig til at tænke over, hvad nyheder er, og hvilken indflydelse sociale medier har på nyhederne.

Nyhedsmikset er baseret på en Markovkæde. Den kigger på sandsynligheden af tilfældige ord i den oprindelige tekst ( i det her tilfælde @DRNyheder og @TV2Newsdk), vælger et ord og leder derefter efter sandsynligheden efter ordet, der skal komme derefter. Den kigger grammatiske tegn i den oprindelige tekst og bruger de grammatiske tegn til at bestemme syntaksen i tweetet.

Messaging apps er fremtiden

one-to-one-communication

Chat- og besked apps er der, hvor dit publikum vil være fremover. I hvert fald ifølge Fernanda Saboia, fra bureauet Huge i New York og Martin Hoffmann, online journalist og iværksætter fra Tyskland.

I One to One Communication-talken fortalte Saboia om sin research af WhatsApp i Brasilien. WhatsApp i Brasilien er stort. Faktisk har messaging apps overhalet social media apps, et skifte der, ifølge Saboia, skete mellem 2014 og 2016, hvor messaging apps overgik sociale apps i antal brugere.

Vil du have mere fra The Conference? -> Connecting the dots – prekariatet, teknologisk og politisk afmagt og en-til-en kommunikation

Men hvad er det, der gør, at vi hælder mere til at bruge messaging apps end sociale apps – hvorfor deler vi hellere noget med en mindre, lukket gruppe end på Facebook?

Fire grunde

Saboia nævnte fire grunde:

1. Response rate og timing

Folk har en tendens til at svare hurtigere, når de får beskeder i messaging app. Ifølge Saboias research opnår et opslag på Facebook 7,5 procent i organisk reach. En SMS har derimod en Opening Rate på 98, og en gennemsnitlig svartid på 90 sekunder.

Saboia hev eksempler ind fra Brasilien, hvor et lokalt fitnesscenter i Rio kun reklamerer med deres WhatsApp-nummer. Der er altså ingen andre måder at komme i kontakt med centeret på. De har ikke en hjemmeside eller en side på Facebook. De kommunikerer kun via WhatsApp. Lopes, en ejendomsmæglerkæde, fremhæver også kun WhatsApp som måde at kontakte dem på. Der skiftes de enkelte mæglere til at besvare henvendelser.

Forud for både OL i år og VM i fodbold for to år siden skabte bystyret i Rio en fiktiv person, som de kaldte The Explainer. Var man i tvivl om, hvilke veje eller metrostationer, der var lukkede på grund af anlægsarbejde, kunne man altid skrive til The Explainer via WhatsApp.

Som led i Saboias research talte hun med 30 forskellige mindre virksomheder. Ofte fandt hun, at de ikke driver traditionel ecommerce, nogle af dem har heller ikke en hjemmeside. Men de driver forretning via WhatsApp.

2. Privacy

Sociale medier er blevet til broadcast medier. Når man deler noget i dag, er det som at holde en tale. Og når du har delt noget, er det ikke længere dit.

I messaging apps deler man derimod noget med en mindre gruppe, som man er rigtig tæt på.

Ifølge Fernanda Saboia skaber vi grupper på eksempelvis WhatsApp, der ændrer den måde vi deler på sociale medier på. I Brasilien er WhatsApp måden, man kommunikerer med dine venner på.

En rundspørge blandt hendes mandlige kollegaer på kontoret i Rio viste, at hendes kollegaer i gennemsnit er medlem af 17 forskellige grupper i forskellige messaging apps.

Whats, Viber og alle de andre apps giver altså brugerne en følelse af privatliv ved at man kommunikerer i mindre grupper, som sociale medier ikke giver.

3. Analog Precedent

En tredje årsag til, at vi er så glade for messaging apps, er, at messaging apps ligner en kommunikationsform, vi har været vant til. Den er ikke så forskellig fra analoge måder at kommunikere på, eksempelvis et telefonopkald.

Sociale medier er derimod så radikalt anderledes, at vi har svært ved at forklare konceptet for eksempelvis en person i 1986.

4. Segmented audiences

Messaging apps giver, modsat sociale medier, brugerne mulighed for at udleve de forskellige sider af deres personligheder i forskellige sammenhænge.

”Jeg hører til forskellige grupper. Twitter tillader ikke, at jeg er forskellige personer. Facebook giver ikke mulighed for det. Hvis jeg deler et billede af mig som barn, vil det godt modtaget af min familie på Facebook, men for andre på Facebook vil det skabe støj.”

På WhatsApp kan brugerne være en del af forskellige grupper. Man kan have grupper til familien og andre til kollegaer og venner.

Ifølge Fernanda Saboia byder fremtiden på endnu mere handel i messaging apps. Det handler om conversational commerce og human to bot-communication.

Conversational journalism

Fra Saboias kommercielle perspektiv gik stafetten videre til Martin Hoffmann, der stillede skarpt på conversational journalism. Han havde selv svært ved helt at definere begrebet, men understregede alligevel, at det, at man kommunikerer direkte med brugerne af ens journalistiske produkter kan være en del af løsningen på de problemer, som de traditionelle medier oplever, blandt andet i relation til at fange de unge brugers opmærksomhed. Den opmærksom fanger man alligevel ikke på sociale medier, for der lytter ingen alligevel til brugerne.

”Vi har nået peak comments. Der kommer ikke flere kommentarer på sociale medier hos mediehusene. Folk flytter til grupper og chatrooms,” sagde Martin Hoffmann.

Hoffmann viste en mange eksempler på, hvordan nyhedsmedier har brugt messaging apps eller skabt apps, der ligner chat apps til journalistik.

Han nævnte blandt andre Bild, Forbes, CNN (der har en chatbot på Messenger) og Wall Street Journal hvor du kan abonnere på nyheder om fx Apple. Men disse apps er sjældent særlig sofistikerede og de tillader sjældent, at brugeren kommer i kontakt med journalisten eller mediet.

Han fremhævede Quartzs app som en af de bedre, der leverer indhold med et content team i ryggen.

Og netop dét, at der var et hold af journalister, der leverer indholdet, var en af Hoffmanns centrale pointer. Conversational journalism kræver en del resurser. Man kan ikke bare erstatte journalister med bots. AI er ikke godt nok lige nu. Kvaliteten vil langt fra være den samme.

Vil du have mere fra The Conference? Tricia Wang – Don’t trust the truth

Tekstforfatterens funktion er vigtig

Og det leder til en anden pointe. Nemlig, at denne type for journalistik vil betyde, at tekstforfatterens job bliver vigtig. I messaging apps er pladsen begrænset, og det er derfor en dyd at fatte sig i korthed.

Hoffmann understregede også, at man ikke bare skal pushe sine links ud. Det gør det ikke til conversational journalism. At sende et link til nogen er ikke kommunikation. Det er ikke respekt for brugerne.

Hoffmann og Saboia var enige i, at messaging ikke er endnu en marketingskanal. For der er en klar risiko for, at brugerne vender ryggen til dig, når man bevæger sig ind på kanaler, der kan anses som private. Messaging er derimod, som i eksemplerne fra Brasilien, eminente til kundeservice.

Save

Connecting the dots – prekariatet, teknologisk og politisk afmagt og en-til-en kommunikation

how-technology

To dages konference er overvældende. Mange indtryk og masser af inspiration. Nogle af de pointer, der inspirerede mig mest handler om

  • hvordan vi på grund af den stigende ulighed i vores samfund går en ustabil fremtid i møde
  • at vi i stigende grad kommunikerer i små grupper og en-til-en
  • at vi sidder fast i et ensidigt perspektiv på blandt andet teknologi

Måske er det for søgt. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at trække nogle linjer mellem de tre pointer.

Lad os starte med sessionen Humans, Labour and Technology, hvor professor i økonomi fra SOAS, University of London, Guy Standing talte om prekariatet og den stigende ulighed i vores samfund. Ifølge Standing er fordelingen af velfærd i samfundet gået i stykker; det handler blandt andet om, at mens produktiviteten og leveomkostningerne er steget, er lønningerne faldet. Det har været med til at skabe en ny klasse, prekariatet, der er uden jobmæssig sikkerhed og dermed ikke kan skabe sig en arbejdsidentitet. De er udsatte, for hvis de bliver syge eller kommer ud for en ulykke, mister de deres indtægt. Politisk set er de en farlig gruppe, fordi dele af den er desillusionerede og afviser de traditionelle politiske systemer. I stedet vender de sig mod populistiske politikere på højrefløjen.

humans-labour-technology

En anden del af prekariatet er mere progressive og har måske læst på universitetet, men kan ikke finde fodfæste på arbejdsmarkedet. De progressive har ikke en politisk strategi: de ved hvad, de er imod, men ikke helt, hvad de er for.

Det giver altså et endnu mere fragmenteret samfund, hvor folk isolerer sig mere og mere i grupper.

Det bringer mig videre til One to One Communication-sessionen [link], der blandt andet handlede om, at vi i stigende grad taler sammen i grupper frem for at dele på sociale medier. Det sker i forskellige messaging apps, hvor vi har mulighed for at indgå i nogle sociale sammenhænge, der er skræddersyet til os.

Derfor vil konsekvensen alt andet lige være, at vi i stigende grad murer os inde i bobler, der ikke nødvendigvis er styret af filtre og algoritmer, men mere er styret af interesser og perspektiver. Det er måske godt for samtalen, der kan blive mere fokuseret. Men det er ikke godt for den offentlige debat, der i lyset af større social ulighed vil blive endnu mere fragmenteret og polariseret.

Og her ender vi ved den allerførste keynote på The Conference: Tricia Wangs snak om nødvendigheden af at skifte perspektiv. Hvad enten du er journalist, eller designer eller noget helt tredje – når du skaber produkter til andre mennesker, er du nødt til at bevæge dig ud af din egen bobbel. Du er nødt til at kunne sætte dig i andre menneskers sted, når du skaber noget til dem.

Som journalist er du fx nødt til at droppe ideen om, at det du skriver er sandheden. Det du skriver, er derimod et perspektiv på verden. Drop ideen om, at tallene i en statistik aldrig lyver. Statistik er også teknologi, og den må aldrig blive den endelige måde hvorpå vi prøver at forstå verden på. Vi kan kun blive klogere på verden, hvis vi skifter perspektiv. Og det gør vi ved blandt andet at invitere prekariatet med til bordet. Ellers er der fare for, at vi bare hjælper til at bære mere brænde til bålet.

Save

Tricia Wang – Don’t trust the truth

the-conference-2016

Glem alt om at sandheden findes i data, at kode er objektiv og at teknologien redder verden.

For sandheden skal vi ikke stole på. Og alt afhænger af, hvilket perspektiv, du går til verden med. Det var de helt grundlæggende begreber som sandhed, perspektiv og empati, der var omdrejningspunkterne, da Tricia Wang gik på scenen som den første keynote speaker på dette års The Conference i Malmö.

Tricia Wang er etnograf og stillede i sin talk skarpt på faren ved at give teknologien mandat til at være empatiske på vores vegne.

tricia-wang-the-conference-2016

I sin keynote Don’t trust the truth brugte hun eksempler fra historien til at belyse, hvordan vi mennesker gennem tiden har brugt et singulært perspektiv til at lede efter sandheden.

Linearperspektiv forvrænger perspektivet

Hun startede med renæssancens malere, der opfandt linearperspektiv, som i sin samtid blev hyldet som det sande perspektiv til at opfatte og repræsentere verden på. Leon Bastista Alberti, der i 1400-tallet skrev bogen Della Pittura, beskrev hvordan linearperspektiv var den fornemmeste kunst, fordi den kunne indfange sandheden. Malerier af denne slags var en slags genvej til virkeligheden.

Implicit i denne måde at afbilde verden på, er at sandheden er noget maleren ser. Den opfattelse tager ikke højde for, at der findes flere udgaver af sandheden.

Men det er en myte, sagde Tricia Wang, at vi kan se sandheden fra et singulært perspektiv, og at det, vi ser fra et singulære perspektiv, er sandheden.

Og det er den samme myte, der går igen, når vi tror, at ny teknologi repræsenterer den sande verden for os – for vi vil så gerne kende sandheden i håb om at lære verden bedre at kende. Men teknologien forvrænger vores perspektiv på verden.

Den italienske missionær Matteo Ricci ville i starten af 1600-tallet vise kineserne, hvordan verden så ud. Han skabte et stort verdenskort på træpaneler. For at skabe kortet måtte han forkorte kystlinjer, strække nogle lande ud, mens andre lande måtte formindskes.

Og kortet er teknologi – og ethvert stykke teknologi, hvadenten det er data eller et stykke kode, vil altid være skaberens version af verden. Det er skabernes valg, der skaber værket. Det er skaberen, der vælger hvilke elementer, der ikke skal være med i det endelige værk.

Tag ikke teknologien som et sandhedsvidne

Teknologien reducerer nødvendigvis opløsningen i sin repræsentation af verden. Matteo Ricci reducerede verden, men påstod samtidig, at det var sandheden – og at sådan som verden så ud fra hans perspektiv, var sådan verden så ud.

Ifølge Tricia Wang skaber vi teknologi ud fra et ønske om, at det skal hjælpe os med at forstå verden bedre og på sigt skabe en bedre verden. Men i stedet gør det verden mindre klar.

VR som empatimaskine

Ny teknologi bliver fortsat gjort til sandhedsvidne. Siden Matteo Ricci skabte sit verdenskort, har vi blandt andet fået fotografiet, der i mange år (og tildels stadig i dag) bliver opfattet som en sandfærdig udgave af verden.

I dag bliver virtual reality gjort til det store sandhedsvidne. Jaron Lanier har blandt udtalt, at virtual reality har potentiale til at udviske klasseskel og gøre os mere empatiske. Mens andre har udtalt, at VR er en empatimaskine.

Dét, ifølge Tricia Wang, er ikke rigtigt. VR skabes af mennesker. Det er skabernes virkelighed, der kommer præsenteret for os i virtuelle verdener. Og det er skabernes arbejde, der kan gøre VR rigtig godt og som kan give os mulighed for at leve os ind i andres verden.

Tricia Wang brugte de to VR-film 6×9 og Confinement, der begge handler om isolationsfængsling, til at understrege, at der altid skal være et menneskeligt element for at tingene giver mening. I 6×9 har instruktøren interviewet tidligere isolationsfanger, psykologer og andre eksperter om, hvordan isolationsfængsling føles. I 6×9 er cellen skitseret groft op mens informationer om isolation projekteres op på væggene. I den anden oplever man en bar fængselscelle. Ifølge tidligere isolationsfængslede viser Confinement ikke et retvisende billede af det at være i isolation. VR er altså ikke alene nok til at give os et billede af verden. Instruktøren må nødvendigvis blande sig, inddrage flere perspektiver for at give et mere retvisende billede, der skaber mere empati. For igen, det er skaberens valg og fravalg, der skaber et værk, der kan repræsentere verden og i sidste ende skabe empati hos beskueren.

Skift perspektiv

I de sociale videnskaber handler empati om at se verden fra andre menneskers perspektiv. Tricia Wang understreger da netop også nødvendigheden af, at vi bliver nødt til at droppe det singulære perspektiv, og at stoppe med at skabe og implementere ny teknologi ud fra et snævert og ensidigt perspektiv.

For når vi antager, at alle andre bruger teknologien på samme måde som en selv, så er det en fejlantagelse, der får konsekvenser. Den antagelse kaldes The Malcovich Bias, og er blandt andet det, der ifølge Tricia Wang medvirker til, at der meget meget sjældent er puslepladser på herretoilettet, at det meste medicin bliver testet på hvide, og at crash test dummies i mange år udelukkende var mandedukker.
Sådanne ting er, ifølge Tricia Wang, ikke et designproblem, men et perspektivproblem.
At forstå verden er altså ikke et spørgsmål om at anlægge et enkelt perspektiv, men om at skifte perspektiv

  • at lytte for at forstå
  • at spørge for at for afdække det ukendte
  • at se den store sammenhæng ud over teknologien
  • at identificere ting, der er svære at måle
  • at spørge hvem ellers man bør invitere med til bordet.

Tricia Wang inviterede alle til at bruge konferencen til at forsøge at se tingene fra andres perspektiv. Empati er lettere med mennesker, man er tætte på, eller som ligner en selv. Det er langt sværere med mennesker, man ikke ligner. Men det er påkrævet, hvis vi vil vokse og skabe en bedre verden.

Save

Afhængig af sociale medier – DR3 laver video om forældres #babyspam

Hvis du ikke allerede har set den, så kig med herunder, hvor DR3 tager et satirisk blik på, hvorfor forældre deler billeder af deres børn på sociale medier.

Afhængig af sociale medier: Babybilleder

Forældrene ønsker ikke at stå frem i denne video, men ser intet problem i at børnene gør – de er jo så #cute!

Opslået af DR3 på 15. januar 2016

At dele glæden med andre

Der har været tavshed her på linjen længe. Det er der flere gode grunde til, og jeg har fået to måneders udsættelse på afleveringen af mit speciale. Det betyder, at jeg nu skal aflevere 2. maj.

Umiddelbart er der længe til maj, men jeg er bagud og skal få en hverdag med deltidsjob og vuggestuebarn til at gå op i en højere enhed med specialet. I denne uge har jeg forældreorlov, og ugen var egentlig dedikeret til at skrive speciale, men en ond tudse har bosat sig i min søns hals, så jeg må nøjes med at skrive dette indlæg, og måske sover han længe nok til, at jeg når at læse lidt.

Men noget har jeg da fået fra hånden. Siden sidste indlæg har jeg fået interviewet fire kvinder og brugt alt for lang tid (og en del salte tårer) på transkriberingen. Jeg valgte de fire kvinder ud fra deres forskellighed. Dels bor de forskellige steder i landet, dels er der stor variation i antallet af deres følgere og dels deler de billeder af deres børn på meget forskellige måder.

Jeg vil ikke skrive for meget om interviewene, jeg vil blot nævne noget, der gik igen i flere af mine interviews: nemlig, at man poster billeder af sit barn, fordi man gerne vil dele sin glæde med andre.

Jeg glæder mig rigtig meget til at dykke dybere ned i interviewene, når jeg snart når til analysen.

Jeg har også arbejdet på det website, som udgør den praktiske del af mit speciale. Det kommer til at handle om, hvordan man kan dele med omtanke for sine børn.

Hvorfor deler du billeder af dine #børnpåinstagram

Jeg blev ret overvældet over den store interesse for mit specialeemne, da jeg for et par uger siden søgte efter kvinder til interviews.

Flere skrev deres tanker om at dele og det virker til, at mange har en del på hjerte, når talen falder på det at dele billeder af børn på sociale medier.

De tanker og historier er jeg fortsat meget interesseret i.

Dels fordi, at mit speciale også skal munde ud i et praktisk projekt, som skal handle om, hvordan vi mest hensigtsmæssigt kan dele billeder af vores børn på nettet. Og der kunne jeg godt bruge masser af input.

Og dels fordi jeg oplever, at medier og organisationer i høj grad taler forbi os, når de fraråder forældre at dele billeder af deres børn på nettet. Personligt tror jeg ikke, at det er vejen frem.

Men jeg vil rigtig gerne høre dine tanker om det. Fx:

  • Hvad gør du, når du deler billeder af dit barn og hvorfor?
  • Hvorfor deler du billeder af dine børn? Eller hvorfor deler du ikke?
  • Er din Instagram-profil lukket eller åben?

Du kan også lade dig inspirere af et par artikler:

Børnerådet advarer: Læg ikke børnebilleder op på nettet

Forældre misbruger deres børn som medieobjekter

Send mig dine tanker i en mail astrid [snabela] bigoni [punktum] dk, del dem på Instagram under #børnpåinstagram eller kommentér her på bloggen.

De afviste selfies

rejected selfies 2

Den amerikanske kunstner Randon Rosenbohm er kvinden bag My Rejected Selfies. På det simple tumblr-site poster hun de selfies, som ikke ellers bliver postet.

For vi kender det godt, ikke? Alle de billeder vi tager af os selv, som aldrig når til Instagram eller Facebook. De billeder, som i hvert fald hos mig, ligger og optager plads i min kamerarulle.

Og sagen er, at det højest sandsynligt også sker med de billeder af vores børn. Jeg tager i hvert fald selv mange billeder i samme situation, før jeg vælger et bestemt, der skal postes.

Hos Randon Rosenbohm handler det om køn, seksualitet og om performativitet. Og jeg tror, at det til en vis grænse handler lige så meget om performativitet og køn, når vi poster billeder af vores børn. Ikke nødvendigvis i forhold til barnets køn – men i forhold til moderen. Som jeg berørte i mit seneste indlæg, så er kvinder og mødres rolle også en del af det her. Og noget af det at poste billeder af sit barn, kan måske også handle om at vise sine evner som mor.

Kontakt mig!

Send mig en mail, eller ring! Jeg glæder mig til at høre fra dig.