Bloggere i Etiopien kæmper mod censuren

Markos Lemma
Markos Lemma

Markos Lemma

Markos Lemma begyndte at blogge i 2009. På det tidspunkt var der ikke mange, der bloggede i Etiopien. Den etiopiske blogosfære havde peaket i 2005 omkring det første (og sidste) demokratiske valg i landet. Men efter uroligheder efter valget, der kostede menneskeliv, gav mange bloggere op. På Re:publica fortalte han om bloggere, internet og medier i Etiopien.

Etiopien, der ligger mellem Sudan og Somalia i Østafrika, har en befolkning på omkring 91 millioner. Omkring 1 procent af dem har adgang til internet. Befolkningen er fattig og internet er en luksus for de få. Samtidig er landet en af de mest voksende økonomier i verden.

Folk taler ikke sammen i Berlin

Traditionelle medier har også en begrænset rækkevidde. De største aviser har kun et oplæg på omkring 20.000, hvilket er ret småt for en landsdækkende avis set med europæiske øjne.

“Det er mit første besøg i Berlin, og jeg lagde mærke til, at ingen taler sammen i toget. I Etiopien kommer nyheder og informationer rundt ved mund-til-mund. Det sker i et fysisk socialt netværk”

Mange på Facebook

Trods ringe adgang til internettet er mange etiopere på Facebook. Det ved regeringen ikke rigtigt, hvad det skal stille op overfor. Indtil videre har Facebook ikke været blokeret. Etiopien er nemlig et af de lande i verden, der blokerer allerflest websites. Muligheden for at sende og modtage sms’er har også være blokeret i længere tid af den etiopiske regering.

Har dannet etiopisk blognetværk

Men den etiopiske regering har ikke kunne stoppe Markos Lemma. I 2010 var han med til at lancere Ethiopian Blog, der er en platform, der samler indhold fra etiopiske bloggere. Vel at mærke kun etiopiske bloggere, der bor i landet. For før Markos Lemma begyndte at blogge kom det meste information om Etiopien fra bloggere uden for landet. Og det har været en vigtig motivationsfaktor for ham og for andre. Et af formålene med Ethiopian Blog er at opfordre flere til at blogge. Noget som Markos Lemma også arbejder for på andre måder. Sammen med andre tager han initiativ til workshops og er også en af drivkrafterne bag BarCamp-arrangementer i Etiopien.

Den lave antal af etiopere med internetadgang betyder også, at man skal gøre sit for at blive set. Markos Lemma viste en video med en blogger, der fortalte, hvordan han printer sine blogindlæg og deler ud på sit universitet.

Internetadgang er en udfordring

Der er ingen tvivl om, at et frit internet er skridt på vejen til demokrati. Men der er den etiopiske regeringen altså ikke så villig til. Der foreliggger ikke nogen udtalelser om, hvad politikken bag blokeringer af websites er. Ifølge Markos Lemma ser den ud til at være at blokere for senere at ophæve blokeringen. Det lader heller ikke til, at den etiopiske regeringen arbejder strategisk med bedre adgang til internettet. Det ville ellers kunne sprede adgangen mere, så det ikke kun var i de største byer og på landets universiteter, at der var adgang. Derudover er der kun en internetudbyder. Dermed er adgang til internettet en af de største udfordringer for de etiopiske bloggere.

Etiopiske bloggere

Markos Lemma fortalte om et par af de bedste bloggere i Etiopien for tiden. De er listet nedenunder. De fleste er på engelsk, men et par er på amharic.

Ethiopian Blog – portalen som Markos Lemma har været med til at skabe.

Sukersays – Sara Suker, der er en af de indflydelsesrige bloggere i Etiopien for tiden.

Daniel Berhane’s blog – Daniel Berhane er meget aktiv og en af de få bloggere, der bor på landet.

Endalk’s Blog – Han er en del af Global Voices og blogger om demokrati og Etiopien. Han har fået flere advarsler fra regeringen på grund af indholdet på bloggen. På amharic.

After Ride – Ramy blogger om film, litteratur og kultur.

AfricanFeminism – Billene Seyoum blogger om køn og køns roller, både i Etiopien og resten af Afrika. Hun får meget opmærksomhed fra traditionelle medier.

Abe Tokichaw – blogger tilsyneladende så radikalt, at hans blog har været blokeret flere gange. Han blogger nu på sin 7. url. På amharic.

De fleste af disse blogs bliver udgivet på wordpress.com – alene fordi adgangen til blogger.com er blokeret.

EU-projekt vil arkivere blogs

Tracie Farrell på Re:publica

Tracie Farrell på Re:publica

“Vi bliver nødt til at tage vare på blogs, fordi de har en kulturel værdi. Vi har fået funding til at udvikle arkiveringssoftware. Det skal kunne arkivere blogs og forsøge at gemme versioner af blogs, der ikke længere findes,” fortæller Tracie Farrell, der arbejder for Mokono et tysk digitalt marketingsbureau, der er involveret i Blogforever.

En platform til bevaring og aggregering

Blogforever er med på Re:publica, hvor de gør opmærksom på projektet. Blogforever handler om at skabe en platform, der er i stand til at aggregere, bevare, håndtere og sprede blogs. Det er et stort projekt, og midlerne kommer fra EUs 7. rammeprogram, der handler om forskning og udvikling af højteknologi.

Nogen vil måske mene, at det strider imod hele internettets natur at skulle arkivere noget, så dynamisk som blogs. Men det handler om at bevare at det for fremtiden.

“Hvis indholdet på en blog af forskellige grunde forsvinder, er det vigtigt at kunne genskabe det. Det er vigtigt at kunne se, hvordan ting udvikler sig. For mange forskere er blogs en måde at få forskning ud på, der ikke skal igennem et peer-reviewsystem. Det har kulturel værdi. De tanker vil stadig have værdi i fremtiden.”

CERN udvikler softwaren

De mange partnere i programmet er forskellige europæiske universiteter, softwarefirmaer, digitale bureauer og CERN (European Organization for Nuclear Research). Netop CERN står bag softwareudviklingen. Softwaren bliver åben og skal kunne tilgås af alle og en hver skal kunne bygge sit eget arkiv for eksempel baseret på bestemte emner. På den måde vil Blogforever også til en slags kurateringsværktøj.

Lige nu undersøger man, hvad der er vigtige elementer at kunne bevare og hvordan det kan gøres. Det er for eksempel, hvis  et blogindlæg har et YouTube-klip indlejret. Man tester også lige nu på 50 blogs med test (depoter). Senere ender man med at skulle teste på 350.000 blogs, for at se om projektet kan klare blogs i stor skala. Efter planen skal softwaren være tilgængelig fra 2013.

Læs mere om det på blogforever.eu

Var Egypten en Facebook-revolution?

Zeynep Tufekci på #rp12 Foto: Beate Firlinger
Zeynep Tufekci på #rp12 Foto: Beate Firlinger

Zeynep Tufekci på #rp12 Foto: Beate Firlinger

Et af programsporene på Re:publica hed Re:volt, og under det tema blev der talt rigtig meget om det arabiske forår og Occupy-bevægelsen, begge i forhold til sociale medier og nye økosystemer for information og medier. Hvis ikke de to begivenheder var fortærskede i forvejen, er blev de det her. Ikke desto mindre har oplæg om de begivenheder en berettigelse her. Jeg har dog savnet noget mere refleksion over, hvilke dynamikker det er, der kommer i spil, når sådan noget som #kony2012 skyder sig selv i foden.

</rant>

To af de oplægsholdere, som talte om det arabiske forår var Fadi Salem og Zeynep Tufekci. Zeynep Tufekci er en af mine yndlingsakademikere (hvis man kan have den slags) og hun er kvinden bag den begavede blog Technosociology, hvor hun blandt andet har givet David Carr fra New York Times svar på tiltale. Og så har hun også nærstuderet det arabiske forår og social media-vinklen.

16 millioner flere brugere

Selvom det arabiske forår har fået kælenavnet Facebook-revolutionen, er det ikke mange, der rent faktisk ved, om det passer. Men der går som regel ikke røg af en brand uden, at der er ild i den, og fra oktober 2010 til oktober 2011 steg antallet af Facebook-brugere i de arabiske lande fra 18 millioner til 34 millioner. 70 procent af dem, der bruger Facebook er under 30 år.

Fadi Salem, der er fra Dubai School of Government understreger, at der er flere ting i spil her. Det er ikke kun Mark Zuckerbergs skyld. Fadi Salem taler om tre revolutioner:

  • en demografisk revolution, hvor befolkningen i de arabiske lande er unge og står overfor en massiv arbejdsløshed
  • en social revolution, hvor sociale normer ændrer sig og der skabes nye forventninger til samvær og adfærd
  • en teknologisk revolution med øget adgang til informations- og kommunikationskanaler og mere viden om, hvordan man bruger de kanaler.

I 2011 skete der så et skifte i måden de unge arabere brugte sociale medier på. Fra at Facebook havde været et forum for at dele sociale ting; billeder mm fra en personlig sfære, blev Facebook et forum for politisk brug. Det udmøntede sig blandt andet i, at Facebookevents med demonstrationer fik folk på gaden.

Kill Switch var positivt

Selvom de egyptiske myndigheder brugte den berygtede Kill Switch og lukkede adgangen til internet i seks dage, blev det, ifølge de folk, som deltog i Fadi Salems undersøgelse, vendt til noget positivt: Det motiverede folk til at demonstrere endnu mere. Det fik også folkene på Tahirpladsen til at sætte en offline Facebookvæg op.

Men der er også ulemper ved den stigende brug af sociale medier under det arabiske forår. Og det er omverdenens brug af budskaber og statusopdateringer på sociale medier som primære kilder. Ifølge Fadi Salem er det sket ved policy making på så højt plan som i FN. Sociale medier generer information, som citizen journalister samler op. Det finder vej videre til mainstream medier, som når helt frem til beslutningsorganer i FN. Den manglende stillingtagen til kilderne er ifølge Fadi Salem et svagt led.

Social medier er ikke separate verdener

“Der er noget ved Facebook – vi ved, det spillede en rolle. Facebook og Twitter er en del af en anden verden seperat fra den fysiske. Det er en af grundene til, at de er magtfulde værktøjer,” sagde Zeynep Tufekci.

Hun brugte salen som et eksempel:

“Lad os forestille os, at du keder dig her. Du sidder og tænker, at jeg keder dig. Men du rejser dig ikke op og siger det højt. Lad os antage, at du har en backchannel, hvor du kan sige det højt. Der er forskellige sociale barrierer, der gør, at man ikke gør det. I en region, hvor der er stor kontrol over den offentlige sfære, bliver den backchannel ret magtfuld. Derudover er der store straffe for at vise sin utilfredshed. Lad os antage, at jeg ville smide vand på den første, der rejste sig op og forlod lokalet her. Det er noget, der sker i alle kontrollerende regimer. I den slags lande gør man brug af eksemplets magt ved at straffe den første, der rejser sig. Men hvad sker der, når du ikke behøver at være den første, der rejser dig op? Med Facebook kan du organisere dig, så I er 50, der rejser jer på samme tid og på den måde skaber en kaskade af protest.”

Hvis du vil vide mere om brugen af sociale medier under det arabiske forår, så kan du give dig i kast med Arab Social Media Report, som Fadi Salem refererede fra. Der er også Zeynep Tufekcis artikel Social Media and the Decision to Participate in Political Protest: Observations From Tahrir Square.

Anonymous – frelser eller bølle?

Hvad er Anonymous? Er deres gerninger gode, eller bryder de lovgivninger verden over, bare fordi de kan?

Til Republica forsøgte et panel bestående af Jacob Appelbaum, Carolin Wiedemann og Frank Rieger at komme nærmere på nogle af disse spørgsmål.

Det er svære spørgsmål – for alt afhænger jo som bekendt af øjene, der ser. Jacob Appelbaum, der arbejder aktivt for at vi skal være i stand til at bevare vores anonymitet online, var svaret klart: Ja! Anonymous laver gode ting, og er en ny og interessant måde at organisere sig på.

Er DoS sitdown demonstrationer?

Mens Frank Rieger var ikke så klar. Han tilhører en gren af hackere, der har været her længe og mener ikke, at DoS-angreb fører noget godt med sig. DoS-angreb eller denial-of-service attack er en type angreb, hvor mange hackere samler sig og sender requests til et websted af gangen. Noget som de færreste websteder kan modstå – og websitet kan derfor ikke tilgås i den tid, angrebet står på.

Flere har sammenlignet DoS-angreb med sitdown-demonstrationer, hvor en gruppe demonstranter sætter sig ned og dermed blokerer for adgangen til et bestemt sted. Jacob Appelbaum sammenligner på samme måde DoS med de blokeringer af jernbanestrækninger hvor atomaffald skulle fragtes, som foregik i 2010 i Tyskland. Han er dog ikke ubetinget tilhænger af DoS-angreb.

“Det er en åndssvag taktik. Det er dog vigtigt at have respekt for taktikker. Men det kan have haft en effekt.”

Som Frank Rieger gjorde opmærksom på, at der dog en vigtig forskel. Når man blokerer en jernbanestrækning, gør man det som regel umaskeret. Man står ved det, og man er klar over, at man kan straffes for sine handlinger.

Anonymitet gør ikke alle lige

Ifølge Carolin Wiedemann har mange Anonymous-medlemmer ikke været klar over, at de kunne spores, og har deltaget i DoS fordi de var anonyme. Hun er i gang med en phd om kollektive online fænomener ved Hamborg Universitet. Hendes primære fascination af Anonymous bunder i gruppens måde at organisere sig på. Ved at alle er anonyme, er alle i udgangspunktet lige. Men hendes research af Anonymous har også lært hende, at der stadig er hierarkiske strukturer blandt medlemmerne. Desuden er det ikke alle, der bare lige kan være en del af gruppen. For indgangsbarriererne er høje. Man skal vide, hvordan man bruger chatkanaler og hvordan man begår sig der.

Det virker måske omsonst at bruge ordet gruppe om Anonymous. Men det er svært at finde ord, der egentlig beskriver Anonymous. En bevægelse kræver en retning og et mål og en organisation beskriver ofte en formel struktur.

“Vi skal holde op med at tænke på Anonymous som en almindelig gruppe. Anonymous er en etiket, som folk tager til sig og som gør dem i stand til at handle.”

Det er interessant, hvordan en gruppe af mennesker, som alle henviser til samme gruppe, kan skabe så meget polemik og forstyrre i en grad, som Anonymous gør. For tiden er jeg selv i gang med en eksamensopgave, hvor vi kigger nærmere på etikken bag Anonymous og dykker ned i begrebet civil ulydighed. Jeg glæder mig til at blive klogere og kigge på flere argumenter for og imod.

Bliv klogere på de tre paneldeltagere på Re:publicas site.

Make Love Not Porn – Cindy Gallop

Cindy Gallop på scenen til Re:publica - Foto: Wolf Brüning
Cindy Gallop på scenen til Re:publica Foto: Wolf Brüning

Cindy Gallop på scenen til Re:publica - Foto: Wolf Brüning

For tre år siden gik Cindy Gallop på scenen til en TED-konference. Hun talte åbent om, hvordan hun gennem sine personlige erfaringer med at date yngre mænd havde mærket, hvor stor indflydelse hardcore porno, som er let tilgængelig på nettet, har på almindelige menneskers problemer med sex.

Hun benyttede derfor muligheden til at lancere Make Love Not Porn – et website, hvor hun med humor og uden løftede pegefingre gjorde opmærksom på forskellene mellem sex mellem to mennesker og hardcore porno.

Ikke anti-porno

På Re:publica fortalte hun om, hvad reaktionerne på den TED talk havde været. Cindy Gallops mål er ikke, at forbyde porno, ligesom hun heller ikke er imod porno. Hendes mål er, at vi begynder at tale åbent om sex. Derfor hujede det hende heller ikke, da TED lukkede for kommentarsporet til videoen på YouTube. Hun fik overtalt TED til at åbne for det, mod at hun selv modererede. Siden er det blevet til 1500 kommentarer, og ifølge hende selv har hun svaret på 95% af dem.

“Der har været mange positive og mange negative. De negative kommer som regel fra yngre mænd, der er anonyme. De forventer ikke, at jeg svarer. Men jeg svarer fordi, jeg foretrækker, at de ser mig i øjnene og siger tingene til mig. Og jeg svarer på samme vilkår som de. Det er min eneste chance for at åbne deres sind.”

Overvældende respons

Det har været en hård opgave for Cindy Gallop, men også en givende én. Opgaven har blandt andet givet hende venner blandt dem, der kommentererede videoen på Youtube. For har diskussionen i kommentarersporet været hård, har hun inviteret kommentatoren til en snak én-til-én.

Reaktionerne på TED-videoen og Make Love Not Porn har været overvældende. Sitet får trafik fra hele verden, og hun modtager dagligt emails fra folk, der takker hende for at tale om det, som vi alle gerne vil tale om, men som ingen taler om.

Andre emails kommer fra folk, som åbner deres hjerte for hende og fortæller om deres forhold til porno og deres problemer med sex – ting, som de måske aldrig har fortalt til nogen før.

Porno bliver til seksualundervisning

Som nævnt er det personlige erfaringer, der har gjort Cindy Gallop opmærksom på, at pornoen har stor indflydelse på vores sexliv. Hun datede på et tidspunkt en mand, der ikke kunne komme under sex. Masturbation var så stor en del af hans seksuelle liv, at det var den eneste måde, han kunne komme på. Ifølge Cindy Gallop er det en af bivirkningerne ved den lette tilgang til porno. Og effekten ved, at porno bliver til seksualundervisning, er alvorlige. Især set i lyset af, at gennemsnitsalderen for, hvornår man første gang støder på hardcore porno er otte år.

Føler ansvar

Den overvældende respons på Make Love Not Porn har fået Cindy Gallop til at føle et ansvar i denne sag. Hendes mission er nu at gøre noget ved pornoindustrien, præsentere et alternativ og gøre porno og sex til noget, vi taler om.

“Det er min plan at tage alle de dynamikker, der er i sociale medier og bruge det i porno og gøre porno til noget socialt.”

Til sommer lancerer Cindy Gallop derfor MakeLoveNotPorn.tv, som skal gøre porno legitimt. Hvad det helt præcist indebærer, må vi vente til sommer med at finde ud af. Detaljer ville hun i hvert fald ikke ud med i sin præsentation på Re:publica.

Hun efterlyste derimod en samarbejdsvilje fra omverdenen. For indtil videre har det taget hende to år at få midler til projektet. Det har været svært at finde en bank, der ville have hende som forretningskunde, alene fordi “porn” optræder i firmanavnet. Hun har også store problemer med at finde nogle, som kan levere en betalingsløsning til hende, fordi Paypal, Amazon og Google CheckOut ikke samarbejder med firmaer med tjenester inden for adult industry.

Man kan mene, hvad man vil om projektet og de præmisser, Cindy Gallop argumenterer ud fra. Hun er en af de mest inspirerende talere, jeg har hørt her på Re:publica. Mest af alt på grund af hendes personlige engagement og passion for sit felt. Mere af den slags, tak.

Hvis du vil vide mere

kan du skrive dig op til en plads i betaudgaven af makelovenotporn.tv

du kan også se den omtalte video fra TED på YouTube. Videoen er ikke tilgængelig blandt TEDs andre videoer på TED.com på grund af explicit language,

eller du kan blive klogere på Cindy Gallop og de andre ting, hun laver ved at kigge nærmere på hendes eget site.

Tankefrihed kræver frie medier og frie medier kræver fri teknologi – Eben Moglen

“De seneste 1000 år har vores forfædre kæmpet for frihed, frihed til at tænke og ytre sig. Vi er nu ved et alvorligt vendepunkt i historien.”

Eben Moglen er juraprofessor ved Columbia University. Siden 1990’erne har har agiteret for fri software og fri teknologi som nødvendige friheder for frie samfund.

I sin keynote på Re:publica i Berlin understregede han gentagne gange nødvendigheden af, at vi tager aktivt stilling til, hvor meget kontrol regeringer og firmaer må have over vores data. Den kontrol hænger nemlig tæt sammen med fundamentale rettigheder så som ytringsfrihed og tankefrihed. Som igen hænger sammen med fri software, fri teknologi og frie medier.

Nettet som nervesystem

Den første modstander af frie medier og frie tanker var den katolske kirke. Siden kom revolutioner, hvor man kæmpede for retten til at tænke anderledes. Og nu er vi nået til et punkt i historien, hvor vi er forbundet som en hjerne i et stort nervesystem, hvor alle tanker flyder og er forbundne i netværk. Alt afhænger af netværket og vi er den sidste generation af hjerner, der er bygget udenfor netværket.

I 2003 skrev Eben Moglen dotCommunist Manifesto. Som navnet antyder, er det et manifest, der beskriver det udsnit af historien, der handler om information og teknologi, og sætter det ind i en marxistisk ramme. Allerede dengang, for snart ti år siden, efterlyste Eben Moglen aktører og aktivister, der var villig til at kæmpe for de basale rettigheder, så vi ikke ville opgive, hvad vores forfædre har kæmpet for.

Siden har vi blandt andet fået Wikipedia, der som er det eneste websites i USA på top 100 over mest besøgte sites, der ikke registrerer deres besøgende. Vi har også fået creative commons. Men meget mangler, i Eben Moglens øjne, stadig.

Medier forbruger os

For vi har ikke frie medier, når medier, hvis mening, det er at give os information, samtidig registrerer os. Vi er, med Eben Moglens ord, opvokset som medieforbrugere og nu er vi, i kraft af de data, vi generer det som medierne forbruger. Alt det vi læser, læser os. Den musik, vi lytter til, lytter også til os.

Den frihed til at læse, lytte og blive underholdt, uden at underholdnings- eller mediedistributøren kender vores identitet eller vores bevægemønstre, er en fundamental frihed. Det er tankefrihed.

Desværre blev den anonymitet blev ikke bygget ind i internettet. Som teknologien ser ud nu, er ikke en fejl. Teknologien logger vores data bevidst. Vi er derfor aktivt nødt til at tænke anonymiteten ind nu.

Regeringer registrerer os

Det er ikke kun firmaer, der bruger vores data. Regeringer verden over registrerer også, hvad vi gør online. Og på sin vis er det godt. Det er data, der kan bruges til mange gode ting. Men det kan også bruges til kontrol. Som for eksempel i Frankrig, hvor der på et tidspunkt var et forslag om at kriminalisere besøg på hjemmesider om Jihad. Det er ifølge Eben Moglen forsøg på at gøre det ulovligt at søge information. Og vi gør det, selvom historien mange gange har lært os, at tankefrihed er en vigtig rettighed.

Et andet af Eben Moglens eksempler er Amazon, der pludselig trak George Orwells roman The Animal Farm tilbage – fordi der ikke var rettigheder til den i USA. Eben Moglen sammenligner den episode med at brænde bøger af.

Nej til registrering

Men hvad er løsningen så? Ja, ifølge Eben Moglen, skal vi undgå dem, der sælger os bøger, der læser os og de andre indholdsdistributører, der overvåger os. Vi er nødt til at sige nej til dem. Det er svært, fordi vores teknologiske infrastruktur i høj grad er bygget på overvågende systemer.

En anden meget vigtig pointe hos Eben Moglen er, at vi er den sidste generation, der har oplevet en verden uden disse systemer. Og derfor er vi de eneste, der kan kæmpe imod dem.

Fri software, fri hardware og fri båndbredde

Hvis vi vil vende udviklingen og bygge medier, der er frie i yderste forstand, kræver det et netværk af ligesindende. Eben Moglen mener ikke, at det på nogen måde er let at gøre, men det er stadig muligt.

Det kræver også systemer, der er frie. Det betyder fri software, som man kan bygge på og ændre, som man har lyst til. Det kræver også fri hardware, som det, i modsætning til Apple-produkter, er muligt at ombygge. Endelig kræver frie medier også fri båndbredde – altså adgang til internet, hvor vi ikke bliver overvåget af internetudbydere, regeringer eller andre med interesse i det.

Når alt kommer til alt, hvad er det så, vi vil sige til vores efterkommere, spørger Eben Moglen retorisk? Er det at vi opgav vores ret til at tænke fri og ytre os frit, fordi det var belejligt, for retten til at være på Facebook eller fordi vi troede, at vi var frie?

“Vi kan vinde. Vi kan være den generation, der færdiggjorde det arbejde, vores forfædre startede for mange mange år siden. Vi må ikke fejle.”

Interesseret i mere?

Snyd ikke dig selv for at læse dotCommunist Manifesto. Det er interessant læsning.

Meget af det her hænger sammen med ACTA, som vil være en hindring for et frit internet. Læs om, hvad det er og hvorfor det er vigtigt hos Jeppe.

Eller tag et smut forbi Electronic Frontier Foundation, som kæmper for rettigheder på nettet.

Stop klynkeriet og lav noget af værdi

Foto: rachaelvoorhees

Foto: rachaelvoorhees

Hvis du bliver drillet i skolen, hvad gør du så?

A – du siger det til gårdvagten og venter på, at hun klarer problemet, eller B – du lærer at løbe stærkt eller slå fra dig.

Da internettet kom valgte de danske medier løsning A. De satte sig ned og ventede på, at problemet gik over, og da det ikke virkede sagde de det til gårdvagten, som ikke kunne stille noget op. Groft sagt.

På Børsen i torsdags klagede kommunikationsrådgiver Kaj Høivang over “gratis-trenden“, som ifølge ham har betydet en tillidskrise mellem journalisterne og befolkningen. Den skyldes, at medierne fra nettets barndom ikke tog sig betalt for indholdet på nettet, og de dumme gratisavisers indtog.

Og nu har befolkningen altså ikke længere tillid til journalisterne. Vi har altså undergravet og devalueret os selv med gratis. For Kaj Høivang var alting altså meget bedre i gamle dage, dengang man kunne tage sig betalt for journalistik.

Tag dog ansvaret selv

Jeg betvivler på ingen måde Kaj Høivangs påstand om, at vi er ude i en tillidskrise. Det siger disse tal fra Burston Marsteller også. Men hverken internettet eller metroxpress’ indtog i Danmark er ansvarlig for den. Den skyld bærer alene os journalister. Det er os, der hver dag sætter ry, ære og troværdighed over styr, når vi udgiver artikler som Sov dig fra dit søvnunderskud.

Jeg forstår ærlig talt godt, at få nye journalister har lyst til at give sig i kast med at lave journalistik til nettet. For som artikeleksemplet ovenfor viser, er det ikke her, der bliver produceret ny og spændende journalistik. Det er her vi gambler med troværdigheden og puster til tillidskrisen hver eneste dag, når vi sætter vores byline på makværk.

Jeg er ikke i tvivl om, at den slags arbejde for de store mediehuse engang i fremtiden vil blive produceret af andre end journalister. For journalisters lønninger er for høje og kvalitetskravene på nettet for lave til at det her på sigt giver mening.

Gør det selv

Der er strukturelle ting, som gør betingelserne for god og velproduceret journalistik vanskellige. Ja, oplagstallene er falder drastisk. Ja, kun ekstrabladet laver penge på nettet. Men lidt endnu er det journalister, der står bag. Journalister, der har mulighed for at gøre det bedre. Eller for at være entreprenante og gøre det selv.

I dag er distributionsomkostningerne lavere end nogensinde til at få god journalistik ud til folk. Hvis bare man gider internettet. Det fantastiske ved nettet er i mine øjne, at journalistikken her kan strækkes i så uendelige mange retninger. Der er stadig plads til fri leg.

Tillidskrisen løses af de små

Tillidskrisen bliver ikke løst af de store mediehuse. De har lige nu kun fokus på overlevelse. Og det kommer der ikke køn journalistik ud af. Tillidskrisen bliver heller ikke løst af dem, der bliver ved med at skyde skylden for al dårligdom i dansk journalistik på det store stygge internet. Tillidskrisen bliver løst af de små, der forstår at skabe noget af værdi og formår at skabe nye former for journalistik, der inddrager borgeren på en aktiv og engagerende måde.

 Levende journalistik

Jeg tror ikke på, at journalistikken fremover kun skal være noget, der bliver skrevet og klippet sammen til en bruger. Journalistikken skal være live og i live. Den skal være samfundsdebatter, fælles reportageture, oplevelser, der gør folk klogere  og aguilitykurser til dem med hund.

Journalistikken skal opstå i samspil med dem, den henvender sig til og tilbyde et fællesskab. Den skal være skarp, fair og tage stilling – både til sine egne produkter og verden omkring sig. Og, hvis nogen har lyst til at lege med, melder jeg mig hermed til tjeneste.

Smart Cities – fremtiden er her allerede

Foto: Steve Vance

Jeg lever i fremtiden. Det er nu jeg ikke længere i tvivl om. Jeg bor i en by, hvor jeg hele tiden er forbundet til andre mennesker. Både via digitale netværk og via gaden. Jeg er også forbundet til den digitale by. Ved hjælp af min telefon kan jeg interagere med byen. Jeg kan lave virtuel graffiti. Jeg kan gå på skattejagt med mine venner. Jeg kan lade kommunen vide, at der er huller i vejen. Dette, venner, er fremtiden. Det hørte jeg i Aarhus i går.

Foto: Steve Vance

Så det var egentlig ikke fordi jeg hørte så meget nyt på Byens digitale liv, en konference arrangeret af Center for Digital Urban Living. Nogle ting blev dog sat ind i nye rammer.

 Smart Cities

Den amerikanske forfatter og urbane designer Adam Greenfield talte om Smart Cities. Det er et noget luftigt begreb, der i bund og grund dækker over, at vores byer og bysystemer bliver digitaliserede og intelligente. Og ud over, at han skældte ud på begrebet, lagde han ud med at skitsere to forskellige syn på en by op.

Der var den modernistiske tilgang med Le Corbusier som foregangsmand for byplanlægning. Her skal byen planlægges ud fra funktioner og funktionerne skal adskilles. Der skal være et sted til arbejde og et andet til at bo i. Byen er resultatet af en æstetisk masterplan og gerne en, der ser fed ud fra luften. I virkeligheden var arkitekten, der fik lov til at se, hvordan byen så ud fra oven,  indtil Google Earth kom. Et andet syn på byen er mere bottom-up med den amerikanske aktivist og urbanist Jane Jacobs. Hun mente, at byens orden opstår spontant nede fra og opstår over tid.

I den optik handler det om at skabe rum for, at spontaniteten og det sociale kan opstå. I mine øjne  gælder det samme om man vil have liv i et online forum eller i et bykvarter.

Infrastrukturen skal være på plads

For at skabe en digital by med et digitalt liv pegede Adam Greenfield på nogle ting, der skal være tilstede. Det handler om hurtigt og tilgængeligt internet, smart personal devices (smartphones eller tablets), en politik om at gøre data åbne og tilgængelige, public interfaces (altså steder, hvor folk, der ikke har smartphones kan deltage), og cloud computing. Med andre ord: infrastrukturen skal være på plads.

I den forstand bor vi allerede delvist i smarte byer. Vi behøver ikke befolke fremtidsbyer, der er nybyggede. Og Adam Greenfields pointe var da også, at vi skal holde op med at tro, at vi skal bygge fremtidsbyer fra bunden. Vi skal tage udgangspunkt i det, der allerede er – og der hvor menneskerne allerede findes.

Parametre for deltagelse

I forlængelse af det talte Ole Sejer Iversen, professor på Institut for Æstetik ved Aarhus Universitet og en del af Center for Digital Urban Living, om, hvilke parametre, man kan skrue på, når man gerne vil have folk til at deltage i et digitalt byrum.

Først og fremmest skal tingene være tilgængelige. De skal altså være til at bruge. Dernæst handler det om interaktionsformen, hvor man tager stilling til, hvordan man lader folk interagere. Skal de for eksempel interagere som borgere eller som medmennesker. Eksponering handler om, at når de valg brugeren tager, bliver eksponeret, motiverer det andre til også at deltage. Det fjerde og sidste parameter kaldte han brugerdrevent indhold, og er den gammelkendte sætning om, at der fra afsenderen selvfølgelig skal være en lyst til at lytte til folk. Man vælger altså en strategi ud fra de fire parametre, for de har afgørende betydning for, hvordan folk deltager.

Bliv klogere:

Læs mere om hvilke projekter, der ligger til grund for blandt andet Ole Sejer Iversens konklusioner på Digitalurbanliving.dk

Hvis du vil læse mere om byrum for mennesker, så læs arkitekten Jan Gehls bog Byer for mennesker.

I forbindelse med Byens digitale liv-konferencen udkom en bog af samme navn med analyser og udviklingsprojekter fra Center for Urban Living. Bogen er udkommet på forlaget Ajour og jeg glæder mig til at dykke ned i den.

 

Kontakt mig!

Send mig en mail, eller ring! Jeg glæder mig til at høre fra dig.