Nej tak til kvalitetstempler på nettet

De seneste par dage er der dukket flere forslag op i USA, der i mere eller mindre grad vil værdisætte indhold på nettet.

Det ene forslag skrev jeg om forleden og er en slags code of conduct for at anerkende dem, man finder links gennem. Og det andet handler om at oprette et etisk råd med tilhørende etiske guidelines for god stil i blogs.

Sidstnævnte har ikke til hensigt at lave regler for blogs. De bloggere, som vælger at følge guidelines, kan få deres blog mærket med et badge. Forbilledet er redaktionelle regler, som redaktører for magasiner, der er med i klubben af American Society of Magazine Editors.

Sikke en gammeldags tilgang til internettet! Skal internettet nu passe til udfordringerne for magasinbranchen?

 Kvalitetsstempel til bloggere

Lisbeth Knudsen stillede forslag om noget lignende en gang i efteråret. Bloggere skulle have et kvalitetsstempel. Hvorfor? For at nogle kan sige, at der er de rigtige bloggere og de forkerte? Dem med den rigtige uddannelse og dem med det rigtige mediehus i ryggen? Sikke noget pis!

Disse forslag er del af en tendens om at få internettet  til at minde mere og mere om mediebranchen, hvor gamle hvide mænd bestemmer, hvordan alle vi andre skal opføre os. Internettet kan noget, som mediebranchen og de gamle hvide mænd ikke kan. Det kan skabe innovation.

Kommer fra digitale pionerer

Det paradoksale er, at de amerikanske forslag kommer fra folk, som ellers har været at betragte som digitale pionerer. Det er som om en hård virkelighed er gået op for dem. At internettet kan være et lortested, når folk stjæler dit indhold og tager æren for det. At alle menneskehedens grimme sider også findes i den teknologi, vi skaber.

Og helt ærligt, Lisbeth Knudsen & company. Størstedelen af os kan godt finde ud af det alligevel. Hvis ikke man kan finde ud af at indgå i de sociale dynamikker, som hersker på nettet, får man det hurtigt at vide. Selvjustits er en af nettets spidskompetencer.

En vigtig del af det at lære at færdes på nettet, handler om at lære at afkode. Det lærer folk bedst, hvis de selv får lov. Ligesom, at folk bedre lærer at tage sunde valg, ved at lære at læse varedeklarationen på grovtoast end ved at se efter nøglehulsmærket.

David Carr (New York Times) Guidelines Proposed for Content Aggregation Online

Hamilton Nolan (Gawker) We Don’t No Stinking Seal of Approval from the Blog Police

 

Curators Code – ny måde at kreditere kilden

Foto: Flickr/Scootie

Det kan ikke siges ofte nok. Det er god stil at linke til sin dokumentation på nettet. Det kan der ikke være tvivl om. En anden ting er, at det er god stil at linke til det sted eller til den person, der har givet én inspirationen til den historie, eller som har sendt én hen et sted, hvor man ellers ikke ville være kommet.

At kuratere har længe været det “man” skulle. Alle skulle være sin egen redaktør og viderebringe links til gode historier eller videoer. Det er sådan, vi finder nye uudforskede hjørner af nettet. Via aktive folk på Twitter, Delicious, interessante nyhedsbreve og andet finder jeg guldkorn, inspiration og emner, som jeg ofte sender videre. Det er en del af nettets økosystem.

Foto: Flickr/Scootie

Standarder for kreditering

Nu har kvinden bag Brain Pickings, Maria Popova, taget initiativ til et system, der skal honorere dem, som lægger et stort arbejde i at finde og dele information. På samme måde som Creative Commons og Copyright er systemer, der anerkender ophavsmænd, er Curators Code et stykke standardiseret attribution til at anerkende kuratoren.

Der er to måder at kreditere på. Den ene er, når man viderebringer noget uden at tilføje noget til det. Det er en slags via og ser således ud:

ex: Rortybomb: Some Critical Thoughts On The Rent Is Too Damn High Richard Florida

Den anden er til når linket er mere indirekte, og når dér, hvor man har fundet linket også har arbejdet videre med inspirationen. Det er også kendt som HT eller Hat Tip og ser således ud:

Selvfed mediebranche med store egoer

Det er en interessant tendens, hvis man skal kreditere kuratorerne. På den ene side synes jeg da personligt, at det er fedt, hvis folk sender et link tilbage til mig, når jeg har givet givet dem et godt tip til et interessant website, for eksempel ved hjælp af retweets eller mentions på Twitter. På den anden side kommer det hele til at minde lidt for meget om en selvfed mediebranche med store egoer, der skal anerkendes for hvert skridt, de tager. I det store hele er det dog til internettets bedste, at man linker til hinanden. Ellers ville andre ikke opdage nyt digitalt land.

Jeg tvivler på, at Curators Code-standarderne kommer til at vinde indpas. Men måske kan de hjælpe til at sætte fokus udfordringerne ved links.

I forhold til den selvfede mediebranche med de store egoer, som jeg nævnte før, ville en standardisering som denne revolutionere hele butikken. Tænk, hvis alle netartikler skulle indeholde et link til hvorfra historien stammede, eller hvorfra journalisten havde fået ideen til historien. Mit bud er, at det ville tvinge en ny originalitet frem. Måske på bekostning af det ligegyldige og støjskabende kvantitetskriterie, som medierne ligger under for.

I øvrigt skulle du tage og følge Maria Popova på Twitter, eller abonnere på det rigtig gode nyhedsbrev, hun udsender hver søndag.

Cowbird – gode billeder og historier

Der er rig mulighed for at fordybe sig i gode historier på Cowbird.com

Der er rig mulighed for at fordybe sig i gode historier på Cowbird.com

Hvis du endnu ikke har prøvet Cowbird, så skynd dig at komme i gang. Cowbird en simpel, men god tjeneste til at fortælle historier ud fra et billede. Man uploader et foto, og har derefter muligheden for at skrive tekst til billede, uploade audio til det og geotagge det.

Det er super let at bruge og siden er let at overskue. Jeg har endnu ikke fået lavet så mange historier dér, men det var min mening at bruge det til nogle historier fra min tur til Indien.

Man kan tagge sine historier, og på grund af person-, dato- og geotagging er det let at opdage historier, der foregår samme sted, samme dato eller med samme personer. Cowbird samler også en masse historier i sagaer om First Loves og Occupy-bevægelsen.

Kræver gode historier

Cowbirds måde at fortælle historier på kræver, at man har et godt billede, der kan stå i centrum for en historie og ofte er det bedst, når billedet fortæller en historie i sig selv. Så det er altså ikke et spørgsmål om at dele så mange billeder som muligt, men om at dele gode historier.

Cowbird profilerer sig som et community af historiefortællere. Og community-delen af sitet fungerer også fint. Det er meget simpelt, men i mine øjne behøver man heller ikke så meget andet, end at kunne følge hinanden og like de gode historier.

Nogle historier er ret letbenede, men der er andre, der udforsker mediet, så som The*rapist af Lesley-Ann Brown. Der er også andre, der formår at slå en stærk tone an på ganske få anslag som Lovers on the Train af Ana Kova. Men den bedste mulighed for at finde guldkorn er selvfølgelig at fordybe sig på sitet.

Ingen indlejring

Min eneste anke ved Cowbird er, at det ikke rækker ud. Nok kan man dele historier til Facebook eller Twitter. Men modsat Storify kan jeg ikke embedde historierne eksempelvis her på min blog. Konsekvenserne af en indlejring ville med stor sandsynlighed også være, at formatet kiksede og designet røg. Det ville med andre ord kræve et andet koncept. For Cowbird handler om simplicitet og rent design.

Find mig og mine to historier på Cowbird

Pinterest er et overhypet sort hul

Den seneste måned har den sociale delingsopslagstavle Pinterest oplevet en hype uden sidestykke. Den er blevet fremhævet for sine kommercielle fordele, fordi tjenesten generer meget trafik. Nogle mener vist også, at det er et fedt sted at lege med virksomheders brands. Senest er Signe Wenneberg faldet på halen for Pinterest, som hun bruger i arbejdsmæssig sammenhæng.

Pinterest fungerer som en opslagstavle, hvor du kan emneinddele de ting, du deler. Samtidig kan du følge hvad andre deler på deres emneinddelte opslagstavler.

Jeg kan slet ikke se, at tjenesten har gjort sig fortjent til denne hype. I mine øjne generer tjenesten flere gentagelser og mere støj end interessant indhold. Og den måde, der bliver delt indhold på på Pinterest, er noget af det mest uoriginale der er på nettet. I hvert fald, når man kigger på, hvad almindelige mennesker deler. Og her er hvorfor:

1. Ingen bidrager med noget

Her hviler Pinterest på skuldrene af Tumblr. Det handler ikke om at skabe noget af værdi selv. Den gælder derimod om at finde de få, der laver interessante billeder eller flot design, og videresende det indhold. Man producerer så at sige ikke andet end likes. Man ser ikke engang remixes af det, andre har lavet. Man har muligheden for at kommentere og derigennem selv genere indhold. Men det er vist sjældent, det sker.

Signe Wenneberg påpeger vigtigheden af at komme “ud af Pinterest og pinne rundt om på nettet – ikke kun pinne videre i en stor cirkelbevægelse inden for Pinterest …” (Wennebergs egen kursivering) for at give noget af sig selv, som det er skik og brug på sociale medier. Wenneberg nævner også, at man som en god pinner bør uploade noget selv “fra tid til anden”.

2. Indholdet hylder en ligegyldig forbrugskultur

Hvis man ser på, hvad folk så rent faktisk deler, er det jo i tjenestens natur billeder. Og nu kan det selvfølgelig være, at jeg følger de helt forkerte, men hold nu op, hvor er det røvkedeligt. Kjoler med kraver, bandbilleder, lyserøde kager og skæve lysestager i lange baner. Det er da pæne ting, bevares. Og jeg kan også godt lide pæne ting. Men jeg har det med den slags, som jeg har med modebloggere og vendingen ‘must have’ – det handler om at forbruge og drømme om at stoppe flere kjoler ind i det alligevel overfyldte klædeskab. Og det synes jeg ærlig talt er både overfladisk og sørgeligt.

Mit forkølede board

Mit forhold til Tumblr var længe om at blive defineret, og det er stadig en noget ustabil affære. Jeg er ikke sikker på, at Pinterest og mig når dertil. Ind til da kan nysgerrige finde mig dér – jeg er hende med ‘et forkølet board, som jeg har kopieret fra andre’.

Nyhedsstrømmen bør være fri på Twitter

Whitney Houston dør. Du hører om det via Twitter. Sender du det videre via Twitter, eller venter du til nyheden er publiceret på din arbejdsplads platforme?

En CNN-journalist blev i sidste uge suspenderet på grund af et tweet, der kunne læses som homofobisk.

Også i sidste uge besluttede ledelsen på Sky News, at mediets journalister ikke må videresende tweets eller tweete nyhedshistorier fra andre medier, før de har clearet  det med en redaktør. I følge de nye regler for de ansattes brug af sociale medier skal man holde sig til sin egen historie og kun tweete om arbejdsrelaterede ting fra sin professionelle konto.

Det er tankevækkende, at vi stadig bliver ved med at vende tilbage til regler, der foreskriver, at man ikke må videresende andre mediers nyheder. Der er ingen tvivl om, at oplysninger skal tjekkes og at man som journalist skal være kritisk over for sine kilder. Også på Twitter. Også når det er breaking og tingene skal gå stærkt.

Der kan heller ikke være megen tvivl om, at man heller ikke bør sende racistiske eller homofobiske eller andre stødende tweets ud i verdensrummet. Det er dumt og vil miskreditere arbejdspladsen. Man bør altid lige overveje om tweetet vil kunne skade arbejdsgiveren, inden man trykker ‘Tweet’.

Når Sky News social media guidelines foreskriver, at man som journalist ikke må videresende andre mediers historier, tvivler jeg på, at det kun handler om at sikre korrekte oplysniger. Så bliver det et spørgsmål om ikke at unde konkurrenten et par sidevisninger. Og det er gammeldags. For nettets grundvilkår handler om fri information. Og det clasher Sky News guidelines med.

Twitters grundvilkår handler om, at det går stærkt. Dukker dit tweet op for sent – og her handler det om få timer – virker du utroværdig. Du skal være med, når det sker. Og ikke, når din redaktør har tid.

Læs også New York Times’ David Carrs kommentar om CNN-affæren og kommentaren på Editors Weblog.

Kom igen, K-forum

Foto: Aurélien

 

Foto: Aurélien

Kommunikationsforum er på flere måder som skomagerens børn, der trisser rundt med huller i skoene. Jeg har flere gange udtrykt min utilfredshed med K-forum på Twitter. Og nu må det være på tide at uddybe mine pointer. For det ser ikke ud til at blive bedre.

Funktionalitet

Noget af det vigtigste for en hjemmeside må være, at siden rent faktisk virker. Ja, vi er på det basale niveau her. Så når du klikker på et link, skal linket virke. Når du opdaterer din profil og klikker gem, skal din profil blive opdateret.

Sådan er det ikke for K-forum. Det er derfor, at det seneste job jeg tilsyneladende bestred, var på Roskilde Festival i 2010. Og ja, så kan jeg bare pakke mine talenter sammen og folde dem ud ovre på LinkedIn. Jo tak. Men hvorfor så overhovedet have den funktion på K-forum? Virker det ikke, så drop det.

En community-succes?

Kommunikationsforum fremhæves ofte som en af de største community-succeser i Danmark. Det er vel angiveligt fordi, at sitet har formået at samle den danske kommunikations- og mediebranche. Og hatten af for det. Men altså, et community er vel også defineret ud fra, at man kan skabe forbindelser til andre profiler derinde. Men at finde folk, man kan kender og har lyst til at linke til, er som at finde den berømte nål i høstakken.

Succesen, der gik i stå

Det er som om, at Kommunikationsforum er gået i stå. Ikke på indholdssiden dog – der går nok længe før kvalificeret og ukvalificeret brok blandt kommunikationsfolk går af mode. Men på udviklingsfronten sjosker vi altså rundt med hullede sko. Hæv barren for sitet og  gør noget ved brugervenligheden, kære K-forum. På forhånd tak.

Kattekillinger, journalistikken og demokratiet

Foto: Dirigentens

Foto: Dirigentens

Det er lettere at være pessimist end optimist, når man kigger på journalistikkens udvikling og rolle i demokratiet. I hvert fald hvis man tror på Lisbeth Knudsens dystre åbningstale til konferencen What Professional Journalism Means for Democracy hos Berlingske.

Lisbeth Knudsen sagde blandt andet, at medierne er blevet til kommercielle spillere, der går efter at fælde dobbeltmoral, ikke går i dybden og ikke tilbyder viden. Partierne er blevet til marketingsvirksomheder ledet af folk med skærmtække. Det har aldrig været nemmere at slå ting op og blive klogere. Men det har samtidig aldrig været nemmere for andre at skyde din historie ned med en enkelt kommentar i kommentarfeltet under artiklen.

Og med den sidste sætning blev jeg helt klar over, at Lisbeth Knudsen er printmenneske. Hvis jeg nogensinde havde været i tvivl.

Ja, det ser sgu’ skidt ud. Især hvis vi skal følge kulturminister Uffe Elbæks opfordring om at skrive om det, befolkningen interesserer sig for. For hvis de fleste ‘Mest læste’ viser, hvad folk interesserer sig for, er det nuttede kattekillinger. Og vi kan vel hurtigt blive enige om, at kattekillinger ikke giver os et godt og solidt demokrati.

Flere har efterlyst innovation. Jeg er ikke i tvivl om, at der skal innovation til. Gammelmedierne har ikke gjort noget nævneværdigt forsøg på det. Det er klart, at når man starter noget nyt, så skal det helst være en god forretning. Men er det forretningsmodellen, der skal være udgangspunktet for fremtidens journalistik? Hvorfor skal vi ikke sætte den gode og samfundsrelevante historie i centrum? Aviserne udsprang vel ikke om ønsket om at tjene penge, men om at producere vigtige historier, der kunne skabe en modvægt til den herskende klasse?

Klik og delbarhed som nye nyhedskriterier

Foto: Swanksalot

Foto: Swanksalot

Nyhedskriterier har nok aldrig været en statisk størrelse. I en eller anden grad har de vel altid varieret i forhold til medie, platform og æra. Men med fremkomsten af nye medier er nyhedskriterierne begyndt at afvige fra de fem ‘klassiske’ kriterier. Hvis vi lige starter med klassikerne:

  • væsentlighed
  • identifikation
  • sensation
  • aktualitet
  • konflikt

I mine øjne bliver nyheder på nettet især vægtet efter aktualitet, sensation og konflikt.
Breaking er kommet for at blive. Og i og med, at nyhederne i høj grad er flyttet på twitter, er hurtighed være et af de steder, hvor nogle medier positionerer sig. At etiketten ‘Breaking’ bliver udvandet af alt den brug om alt fra forstyrrelser i togdriften til en enkelt drab, er en anden snak.

Jeg synes derimod ofte, at væsentligheden ikke bliver vægtet så tungt. Alt for ofte bliver personidentifikationen (læs: sladderen) vægtet over historier med samfundsmæssige perspektiver. Se bare forsiden af Berlingske mandag morgen.

Screenshot fra b.dk mandag 14. november 2011

B.dk med nyheder og anmeldelser fra Rasmus Seebach og Sanne Salomonsen. Mandag morgen 14. november 2011

Selvom personidentifikationen ofte er høj, er den skæv. Hvornår har du sidst læst en nyhedshistorie på nettet, hvor en god case fortalte historien? Mit bud er, at du ikke kan huske det. Og hvis du kan, er det ikke sikkert, at historien er produceret til net.

Alt for mange historier på net er mellemregninger og rummer reelt ikke noget nyt. Jeg ved ikke, om det alene er Ritzaus skyld. I mine øjn er det i hvert fald Ritzaus historier, der klarest udtrykker denne tendens. Der bliver kogt meget tynd suppe på mange tynde ben.

Da jeg for et par år siden skrev et manifest med et oprør om bedre onlinejournalistik, handlede et af punkterne om, at der var plads på nettet. Der var plads til leg. I dag behandler flertallet af danske medier onlinemedierne som en skraldespand. Attituden synes at være, at her er der masser af plads. Her kan du publicere alle de historier, du vil. Og ja, det er da for så vidt sandt. Men det betyder jo ikke nødvendigvis, at man skal publicere alle historier fra Ritzau. Men det er desværre sådan, at flere historier betyder flere klik.

Klik er et af de nye nyhedskriterier. Jo flere klik, du kan genere, desto flere penge rammer mediets slukne kistebund. I sig selv giver klik ingen gode og relevante historier.

Delbarhed er et andet nyt nyhedskriterie og handler om, hvorvidt en historie vil være god at dele på sociale medier. Jeg tror ikke, at det er så udbredt endnu. Men det hænger sammen med gammelmediernes langsommelige tilgang og antikverede holdninger til sociale medier. Delbarhed er langt fra det samme som klik, men delbarhed hænger tæt sammen med klik. I hvert fald hvis målet for mediets tilstedeværelse på sociale medier er at tilføre sitet trafik.

I manifestet fra 2009 slog jeg også på tromme for, at man begyndte at lege med formaterne. Et af nettets grundvilkår er links og netop muligheden for at sætte historierne i perspektiv ved at linke indhold sammen, eller ved at brede emnet ud på nye fortælletekniske måder, er der alt alt for få, der udnytter her i landet. Kun Information har gjort et hæderligt forsøg.

Kontakt mig!

Send mig en mail, eller ring! Jeg glæder mig til at høre fra dig.