Messaging apps er fremtiden

one-to-one-communication

Chat- og besked apps er der, hvor dit publikum vil være fremover. I hvert fald ifølge Fernanda Saboia, fra bureauet Huge i New York og Martin Hoffmann, online journalist og iværksætter fra Tyskland.

I One to One Communication-talken fortalte Saboia om sin research af WhatsApp i Brasilien. WhatsApp i Brasilien er stort. Faktisk har messaging apps overhalet social media apps, et skifte der, ifølge Saboia, skete mellem 2014 og 2016, hvor messaging apps overgik sociale apps i antal brugere.

Vil du have mere fra The Conference? -> Connecting the dots – prekariatet, teknologisk og politisk afmagt og en-til-en kommunikation

Men hvad er det, der gør, at vi hælder mere til at bruge messaging apps end sociale apps – hvorfor deler vi hellere noget med en mindre, lukket gruppe end på Facebook?

Fire grunde

Saboia nævnte fire grunde:

1. Response rate og timing

Folk har en tendens til at svare hurtigere, når de får beskeder i messaging app. Ifølge Saboias research opnår et opslag på Facebook 7,5 procent i organisk reach. En SMS har derimod en Opening Rate på 98, og en gennemsnitlig svartid på 90 sekunder.

Saboia hev eksempler ind fra Brasilien, hvor et lokalt fitnesscenter i Rio kun reklamerer med deres WhatsApp-nummer. Der er altså ingen andre måder at komme i kontakt med centeret på. De har ikke en hjemmeside eller en side på Facebook. De kommunikerer kun via WhatsApp. Lopes, en ejendomsmæglerkæde, fremhæver også kun WhatsApp som måde at kontakte dem på. Der skiftes de enkelte mæglere til at besvare henvendelser.

Forud for både OL i år og VM i fodbold for to år siden skabte bystyret i Rio en fiktiv person, som de kaldte The Explainer. Var man i tvivl om, hvilke veje eller metrostationer, der var lukkede på grund af anlægsarbejde, kunne man altid skrive til The Explainer via WhatsApp.

Som led i Saboias research talte hun med 30 forskellige mindre virksomheder. Ofte fandt hun, at de ikke driver traditionel ecommerce, nogle af dem har heller ikke en hjemmeside. Men de driver forretning via WhatsApp.

2. Privacy

Sociale medier er blevet til broadcast medier. Når man deler noget i dag, er det som at holde en tale. Og når du har delt noget, er det ikke længere dit.

I messaging apps deler man derimod noget med en mindre gruppe, som man er rigtig tæt på.

Ifølge Fernanda Saboia skaber vi grupper på eksempelvis WhatsApp, der ændrer den måde vi deler på sociale medier på. I Brasilien er WhatsApp måden, man kommunikerer med dine venner på.

En rundspørge blandt hendes mandlige kollegaer på kontoret i Rio viste, at hendes kollegaer i gennemsnit er medlem af 17 forskellige grupper i forskellige messaging apps.

Whats, Viber og alle de andre apps giver altså brugerne en følelse af privatliv ved at man kommunikerer i mindre grupper, som sociale medier ikke giver.

3. Analog Precedent

En tredje årsag til, at vi er så glade for messaging apps, er, at messaging apps ligner en kommunikationsform, vi har været vant til. Den er ikke så forskellig fra analoge måder at kommunikere på, eksempelvis et telefonopkald.

Sociale medier er derimod så radikalt anderledes, at vi har svært ved at forklare konceptet for eksempelvis en person i 1986.

4. Segmented audiences

Messaging apps giver, modsat sociale medier, brugerne mulighed for at udleve de forskellige sider af deres personligheder i forskellige sammenhænge.

”Jeg hører til forskellige grupper. Twitter tillader ikke, at jeg er forskellige personer. Facebook giver ikke mulighed for det. Hvis jeg deler et billede af mig som barn, vil det godt modtaget af min familie på Facebook, men for andre på Facebook vil det skabe støj.”

På WhatsApp kan brugerne være en del af forskellige grupper. Man kan have grupper til familien og andre til kollegaer og venner.

Ifølge Fernanda Saboia byder fremtiden på endnu mere handel i messaging apps. Det handler om conversational commerce og human to bot-communication.

Conversational journalism

Fra Saboias kommercielle perspektiv gik stafetten videre til Martin Hoffmann, der stillede skarpt på conversational journalism. Han havde selv svært ved helt at definere begrebet, men understregede alligevel, at det, at man kommunikerer direkte med brugerne af ens journalistiske produkter kan være en del af løsningen på de problemer, som de traditionelle medier oplever, blandt andet i relation til at fange de unge brugers opmærksomhed. Den opmærksom fanger man alligevel ikke på sociale medier, for der lytter ingen alligevel til brugerne.

”Vi har nået peak comments. Der kommer ikke flere kommentarer på sociale medier hos mediehusene. Folk flytter til grupper og chatrooms,” sagde Martin Hoffmann.

Hoffmann viste en mange eksempler på, hvordan nyhedsmedier har brugt messaging apps eller skabt apps, der ligner chat apps til journalistik.

Han nævnte blandt andre Bild, Forbes, CNN (der har en chatbot på Messenger) og Wall Street Journal hvor du kan abonnere på nyheder om fx Apple. Men disse apps er sjældent særlig sofistikerede og de tillader sjældent, at brugeren kommer i kontakt med journalisten eller mediet.

Han fremhævede Quartzs app som en af de bedre, der leverer indhold med et content team i ryggen.

Og netop dét, at der var et hold af journalister, der leverer indholdet, var en af Hoffmanns centrale pointer. Conversational journalism kræver en del resurser. Man kan ikke bare erstatte journalister med bots. AI er ikke godt nok lige nu. Kvaliteten vil langt fra være den samme.

Vil du have mere fra The Conference? Tricia Wang – Don’t trust the truth

Tekstforfatterens funktion er vigtig

Og det leder til en anden pointe. Nemlig, at denne type for journalistik vil betyde, at tekstforfatterens job bliver vigtig. I messaging apps er pladsen begrænset, og det er derfor en dyd at fatte sig i korthed.

Hoffmann understregede også, at man ikke bare skal pushe sine links ud. Det gør det ikke til conversational journalism. At sende et link til nogen er ikke kommunikation. Det er ikke respekt for brugerne.

Hoffmann og Saboia var enige i, at messaging ikke er endnu en marketingskanal. For der er en klar risiko for, at brugerne vender ryggen til dig, når man bevæger sig ind på kanaler, der kan anses som private. Messaging er derimod, som i eksemplerne fra Brasilien, eminente til kundeservice.

Save

Connecting the dots – prekariatet, teknologisk og politisk afmagt og en-til-en kommunikation

how-technology

To dages konference er overvældende. Mange indtryk og masser af inspiration. Nogle af de pointer, der inspirerede mig mest handler om

  • hvordan vi på grund af den stigende ulighed i vores samfund går en ustabil fremtid i møde
  • at vi i stigende grad kommunikerer i små grupper og en-til-en
  • at vi sidder fast i et ensidigt perspektiv på blandt andet teknologi

Måske er det for søgt. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at trække nogle linjer mellem de tre pointer.

Lad os starte med sessionen Humans, Labour and Technology, hvor professor i økonomi fra SOAS, University of London, Guy Standing talte om prekariatet og den stigende ulighed i vores samfund. Ifølge Standing er fordelingen af velfærd i samfundet gået i stykker; det handler blandt andet om, at mens produktiviteten og leveomkostningerne er steget, er lønningerne faldet. Det har været med til at skabe en ny klasse, prekariatet, der er uden jobmæssig sikkerhed og dermed ikke kan skabe sig en arbejdsidentitet. De er udsatte, for hvis de bliver syge eller kommer ud for en ulykke, mister de deres indtægt. Politisk set er de en farlig gruppe, fordi dele af den er desillusionerede og afviser de traditionelle politiske systemer. I stedet vender de sig mod populistiske politikere på højrefløjen.

humans-labour-technology

En anden del af prekariatet er mere progressive og har måske læst på universitetet, men kan ikke finde fodfæste på arbejdsmarkedet. De progressive har ikke en politisk strategi: de ved hvad, de er imod, men ikke helt, hvad de er for.

Det giver altså et endnu mere fragmenteret samfund, hvor folk isolerer sig mere og mere i grupper.

Det bringer mig videre til One to One Communication-sessionen [link], der blandt andet handlede om, at vi i stigende grad taler sammen i grupper frem for at dele på sociale medier. Det sker i forskellige messaging apps, hvor vi har mulighed for at indgå i nogle sociale sammenhænge, der er skræddersyet til os.

Derfor vil konsekvensen alt andet lige være, at vi i stigende grad murer os inde i bobler, der ikke nødvendigvis er styret af filtre og algoritmer, men mere er styret af interesser og perspektiver. Det er måske godt for samtalen, der kan blive mere fokuseret. Men det er ikke godt for den offentlige debat, der i lyset af større social ulighed vil blive endnu mere fragmenteret og polariseret.

Og her ender vi ved den allerførste keynote på The Conference: Tricia Wangs snak om nødvendigheden af at skifte perspektiv. Hvad enten du er journalist, eller designer eller noget helt tredje – når du skaber produkter til andre mennesker, er du nødt til at bevæge dig ud af din egen bobbel. Du er nødt til at kunne sætte dig i andre menneskers sted, når du skaber noget til dem.

Som journalist er du fx nødt til at droppe ideen om, at det du skriver er sandheden. Det du skriver, er derimod et perspektiv på verden. Drop ideen om, at tallene i en statistik aldrig lyver. Statistik er også teknologi, og den må aldrig blive den endelige måde hvorpå vi prøver at forstå verden på. Vi kan kun blive klogere på verden, hvis vi skifter perspektiv. Og det gør vi ved blandt andet at invitere prekariatet med til bordet. Ellers er der fare for, at vi bare hjælper til at bære mere brænde til bålet.

Save

Tricia Wang – Don’t trust the truth

the-conference-2016

Glem alt om at sandheden findes i data, at kode er objektiv og at teknologien redder verden.

For sandheden skal vi ikke stole på. Og alt afhænger af, hvilket perspektiv, du går til verden med. Det var de helt grundlæggende begreber som sandhed, perspektiv og empati, der var omdrejningspunkterne, da Tricia Wang gik på scenen som den første keynote speaker på dette års The Conference i Malmö.

Tricia Wang er etnograf og stillede i sin talk skarpt på faren ved at give teknologien mandat til at være empatiske på vores vegne.

tricia-wang-the-conference-2016

I sin keynote Don’t trust the truth brugte hun eksempler fra historien til at belyse, hvordan vi mennesker gennem tiden har brugt et singulært perspektiv til at lede efter sandheden.

Linearperspektiv forvrænger perspektivet

Hun startede med renæssancens malere, der opfandt linearperspektiv, som i sin samtid blev hyldet som det sande perspektiv til at opfatte og repræsentere verden på. Leon Bastista Alberti, der i 1400-tallet skrev bogen Della Pittura, beskrev hvordan linearperspektiv var den fornemmeste kunst, fordi den kunne indfange sandheden. Malerier af denne slags var en slags genvej til virkeligheden.

Implicit i denne måde at afbilde verden på, er at sandheden er noget maleren ser. Den opfattelse tager ikke højde for, at der findes flere udgaver af sandheden.

Men det er en myte, sagde Tricia Wang, at vi kan se sandheden fra et singulært perspektiv, og at det, vi ser fra et singulære perspektiv, er sandheden.

Og det er den samme myte, der går igen, når vi tror, at ny teknologi repræsenterer den sande verden for os – for vi vil så gerne kende sandheden i håb om at lære verden bedre at kende. Men teknologien forvrænger vores perspektiv på verden.

Den italienske missionær Matteo Ricci ville i starten af 1600-tallet vise kineserne, hvordan verden så ud. Han skabte et stort verdenskort på træpaneler. For at skabe kortet måtte han forkorte kystlinjer, strække nogle lande ud, mens andre lande måtte formindskes.

Og kortet er teknologi – og ethvert stykke teknologi, hvadenten det er data eller et stykke kode, vil altid være skaberens version af verden. Det er skabernes valg, der skaber værket. Det er skaberen, der vælger hvilke elementer, der ikke skal være med i det endelige værk.

Tag ikke teknologien som et sandhedsvidne

Teknologien reducerer nødvendigvis opløsningen i sin repræsentation af verden. Matteo Ricci reducerede verden, men påstod samtidig, at det var sandheden – og at sådan som verden så ud fra hans perspektiv, var sådan verden så ud.

Ifølge Tricia Wang skaber vi teknologi ud fra et ønske om, at det skal hjælpe os med at forstå verden bedre og på sigt skabe en bedre verden. Men i stedet gør det verden mindre klar.

VR som empatimaskine

Ny teknologi bliver fortsat gjort til sandhedsvidne. Siden Matteo Ricci skabte sit verdenskort, har vi blandt andet fået fotografiet, der i mange år (og tildels stadig i dag) bliver opfattet som en sandfærdig udgave af verden.

I dag bliver virtual reality gjort til det store sandhedsvidne. Jaron Lanier har blandt udtalt, at virtual reality har potentiale til at udviske klasseskel og gøre os mere empatiske. Mens andre har udtalt, at VR er en empatimaskine.

Dét, ifølge Tricia Wang, er ikke rigtigt. VR skabes af mennesker. Det er skabernes virkelighed, der kommer præsenteret for os i virtuelle verdener. Og det er skabernes arbejde, der kan gøre VR rigtig godt og som kan give os mulighed for at leve os ind i andres verden.

Tricia Wang brugte de to VR-film 6×9 og Confinement, der begge handler om isolationsfængsling, til at understrege, at der altid skal være et menneskeligt element for at tingene giver mening. I 6×9 har instruktøren interviewet tidligere isolationsfanger, psykologer og andre eksperter om, hvordan isolationsfængsling føles. I 6×9 er cellen skitseret groft op mens informationer om isolation projekteres op på væggene. I den anden oplever man en bar fængselscelle. Ifølge tidligere isolationsfængslede viser Confinement ikke et retvisende billede af det at være i isolation. VR er altså ikke alene nok til at give os et billede af verden. Instruktøren må nødvendigvis blande sig, inddrage flere perspektiver for at give et mere retvisende billede, der skaber mere empati. For igen, det er skaberens valg og fravalg, der skaber et værk, der kan repræsentere verden og i sidste ende skabe empati hos beskueren.

Skift perspektiv

I de sociale videnskaber handler empati om at se verden fra andre menneskers perspektiv. Tricia Wang understreger da netop også nødvendigheden af, at vi bliver nødt til at droppe det singulære perspektiv, og at stoppe med at skabe og implementere ny teknologi ud fra et snævert og ensidigt perspektiv.

For når vi antager, at alle andre bruger teknologien på samme måde som en selv, så er det en fejlantagelse, der får konsekvenser. Den antagelse kaldes The Malcovich Bias, og er blandt andet det, der ifølge Tricia Wang medvirker til, at der meget meget sjældent er puslepladser på herretoilettet, at det meste medicin bliver testet på hvide, og at crash test dummies i mange år udelukkende var mandedukker.
Sådanne ting er, ifølge Tricia Wang, ikke et designproblem, men et perspektivproblem.
At forstå verden er altså ikke et spørgsmål om at anlægge et enkelt perspektiv, men om at skifte perspektiv

  • at lytte for at forstå
  • at spørge for at for afdække det ukendte
  • at se den store sammenhæng ud over teknologien
  • at identificere ting, der er svære at måle
  • at spørge hvem ellers man bør invitere med til bordet.

Tricia Wang inviterede alle til at bruge konferencen til at forsøge at se tingene fra andres perspektiv. Empati er lettere med mennesker, man er tætte på, eller som ligner en selv. Det er langt sværere med mennesker, man ikke ligner. Men det er påkrævet, hvis vi vil vokse og skabe en bedre verden.

Save

Thoughts on an interview with Ben Hammersley: I’m not sure I’ve won. Or what our politicians can learn from the Internet

Some weeks ago at The Conference, the annual conference on new media in Malmö, I had the opportunity to interview the British Internet technologist, innovator in residence at the Centre for creative and social technologies at Goldsmiths University of London, and keynote speaker Ben Hammersley. While the interview (and, consequently this blog post) was supposed to concern his book 64 Things You Need To Know Now for Then, we spent most of the time discussing the important lessons we can learn from the Internet. These thoughts stayed with me.

Then Saturday August 24th arrived. That day marked the culmination of months of personal dissillusion with Danish media and politics. Around this time a year ago, I’d sensed a change; new possibilities were in the air. The economic crisis had brought us together. People wanted change and were conjuring up new ideas and solutions for what appeared to be a broken system. Then, the Danish national election – I thought change was possible. But within just a couple of weeks I realised I’d been naive. If there was going to be a change, it was going to be for the worse. But more on that later. Back to my interview with Hammersley. And firstly…

“We’ve won!” he says

So congratulations to you and me. We, the geeks, were told that working with the Internet wasn’t a real job, that we wouldn’t ‘win’. Now, we have taken over the world. Not the whole world of course. Your boss still has a say. And, unless you work in the creative digital arena, chances are high he or she doesn’t understand digital. Perhaps I’m generalising here, but more than once I’ve experienced my bosses gazing back at me with a blank stare when I’ve talked about how things work online. It turns out I’m not the only one.

“You basically have two groups of people,” says Hammersley. “You have the group that have embraced modern technology because they use it. And then you have the people who have not embraced and don’t use it. Unfortunately it turns out that an awful lot of the people running the world, belong to the group of people that doesn’t understand technology,” he says.

This is apparent to me in a number of different areas and lays the foundation for many fruitless discussions for example on copyright. Discussions that in my opinion rise because people don’t discuss from a common premise.

Consider Lord Mandelson’s reaction to the naked pictures of Prince Harry from that trip to Las Vegas. 

“There is a massive cultural gap,” explains Hammersley. “We live in an era where technology defines culture. There isn’t really a single thing in your life right now that hasn’t been touched by the Internet. Your entire culture, my entire culture, is mediated through digital technology.” So what does this mean for you and I?

First, we need translators

Even though we’ve ‘won’ – some may even say we rule the world – our government leaders don’t necessarily understand how the Internet and technology have changed the game. But they are the ones writing and passing laws that affect us. Sometimes their ignorance becomes apparent in their law making process, consider for example the EU’s plan to clean the Internet of terrorists. A plan that seems a bit idealistic when you consider the global scope of the web.

This cultural gap calls for a translation layer. Hammersley emphasised over and over again in his keynote talk that it is the duty of those who understand this new world, to teach others. He says, “It is our job. We won. We proved them wrong. We rule the world now. It is time to do something cool with that.”

Principles over plans

Both during his talk and in his book, Hammersley talks of Moore’s Law. Moore’s Law is a computing term which states that every 18 months a chip doubles its capacity. As a result, our ability to plan ahead has been compromised. This applies to politicians, city planners and architects as much as it does to other people. In his book, Hammersley says:

“Long term planning – across the generations – is something that human beings have never been very good at, but we urgently need to get better. It might also help if we could invest our excitement about the future in those technologies that imagine change as something constant and natural to be revelled in, rather that something that shoves an otherwise static society in a particular direction, or fixes it in a frozen moment of development.” Quote from the book.

How do we do that then? How can we plan for a future, in which our technical capabilities will double every year? It is not like the Internet and new technology made lawmaking and politics dispensable.

“We have to have a long discussion about what our principles are. An awful lot of the time we have swapped principles for plans. If you have got guiding principles, then, no matter what the future brings, you always know where you are going. Because it is easy to make those decisions. We can’t make plans because the rest of the world won’t agree with us. But we can have principles.”

There’s no substance in news

Principles, not plans. Hmm. Let me get back to August 24th. That was the day that the Danish Prime Minister chose to comment on her husband’s sexuality in connection with the ongoing tax case – short introduction to the case here.

Honestly, I’m not sure what to make of all this. In some respects this isn’t about the case and the news reporting on it. The substance in Danish politics has been replaced by personal scandals and discrediting. Most news outlets reported on this case – of course they would, it is their job to find the news and report it. But it is also their duty to take a stand and ask important questions like: what falls into the category of ‘news’? Is this relevant to the public? I feel like they’ve neglected that duty for a long time.

Media, politicians and the Internet

So what does the Danish media and politics have to do with Ben Hammersley and new technologies? When asked the most important message that he would send to policy makers and politicians, Hammersley answered: “Making a connection is easier than making a division. Modern politics are all based on dividing people. It doesn’t help. If you find yourself constantly fighting or starting fights rather than trying to make alliances and forming groups then you are doing it wrong. The great social change that the Internet has brought about is the ability for people to form groups. And the fact is that these groups do form across borders and across time for everybody’s benefit. People don’t form groups to fight other people. They form groups to support each other.”

And that is exactly what we do online. We contribute and produce content because we like to. Our content travels across borders and helps us make new friends based on our interests. The contrast with everyday politics couldn’t be any greater

“Politics at the moment are all about fighting each other. Not about supporting. So if there is one great thing that people need to take from the Internet it is that we want to collaborate. We want to feel part of a bigger thing and if you as a politician can do that for the good. Then you will be very successful and you will make the world a better place.”

My web literacy is high so perhaps I’ve won. But I don’t feel like a winner. I feel disrespected as a citizen and underestimated as a media consumer. My hope for the future is that we – the geeks – keep telling the stories of the Internet to the rest of the world and that the leaders of the world will start listening to our stories. Only then will things change for the better.

You can start by giving 64 Things You Need To Know Now for Then to your boss, you know, the one with the blank stare.

If you made it so far …

you might be interested in reading Ben Hammersleys speech to the IAAC

and you might also be interested in listening to why NPR Congressional Corresponden Andrea Seabrook left NPR – about how she got tired of reporting the lies of politicians. –> And I’m not going to take it anymore on On The Media

In the Future of Screens Everywhere

It almost looks boring. But at Malmö Centralstation not much is competing for you attention. And it is quite nice.

Information is everywhere today. You just have to enter a public space and there are messages competing for your attention. The session Public Computing and the Screens World at The Conference in Malmö featured some of the endless possibilities and dangers there are when every surface around you can be turned into a screen.

– Screens are no longer a scarce resource. We should start to design for that. We should start wasting pixels, says Venkatesh Rao, an independent consultant and blogger at Ribbonfarm.com.

He provocatively stated that a civilization is defined by the amounts that you can waste. This is inspired by the thoughts of American computer scientist Alan Kay, who claims that because digital storage is so cheap, we can afford to waste bits.

In Rao’s point this is applied to design. Because big screens are becoming more and more affordable, we can now begin to waste pixels.

It might seem very thought-provoking, but he clarified his point by comparing the Million Dollar Website to Google. The search page of Google is pretty much a blank screen with at search field. On the Million Dollar Website site, you have all these things competing for your attention.

And Venkatesh Rao’s point is that Google now is the largest advertising company and makes a lot more money than the Million Dollar Website.

– We like to focus on the interesting. That is how the brain is wired – to view scarce resources.

So in that sense, less is more.

Dan Gärdenfors, who is Senior Concept Designer at Research In Motion TAT talked about the possibilities of turning every surface into a screen. He showed examples of how the windows of a building were used to create a stunning light show.

With new technology, you can have transparent screens. This allows for emphasizing different layers in that transparency. Imagine yourself on a bus where the intelligent screen will pull your focus to different objects outside the bus.

It almost looks boring. But at Malmö Centralstation not much is competing for you attention. And it is quite nice.

In Dan Gärdenfors’ opinion, we need to regulate this. For example, there will be a lot of prospect in transparent screens for companies like JDDecaux who provide cities with bus shelters. However, if things continue to be unregulated, we could have a very undesirable competition for our attention.

– Nobody wants complete information overload.

Information has become abundant and it is almost impossible to move around public spaces without messages demanding your attention.

As augmented reality becomes more commonplace, this will no doubt turn into an issue – even though augmented reality layers can be turned on and off. In my opinion, we don’t need more information.

We need designers that understand that our brains are wired for scarce resources. I also think that we need some regulation for these things. There is absolutely no reason why we should end up with a public space that resembles the Million Dollar Website.

 

Venkatesh Rao put his thoughts in to this blog post.

Launching Your Own Satellite

Song Hojun is South Korean artist and he was a keynote speaker at The Conference in Malmö. He has been working on launching his own satellite since 2008. He talked a lot about the mistakes he has made during those years. But his talk was very inspiring.

He wanted to work with narratives and start discussions on art vs technology, amateur vs professional, and the individual vs institutions. The project is being done as open source.

You can read more about the project at opensat.cc and check out his other works at hhjjj.com

Den bedste teknologi er usynlig – Amber Case

– En rigtig god bog, som man fordyber sig i, er et usynligt interface. De bedste teknologier er dem, der er usynlige, sagde Amber Case på Media Evolution i Malmø.

Når vi ikke bemærker dem, og når brugervenligheden er så meget i top, at vi ikke tænker over det, så er teknologi bedst.

Amber Case er cyborg antropolog og beskæftiger sig med de måder, som mennesker og teknologi interagerer på, hvordan teknologi afbryder vores liv og forbedrer vores liv. Efter hendes keynote tog jeg en kort snak med hende.

Et af hendes arbejdsområder er usability og i sin keynote talte hun blandt andet om calm technology. Det er teknologi, som er der, når man har brug for den, og forsvinder, når man ikke har brug for det.

Hun forudser, at vi vil se meget mere til den slags teknologier i fremtiden. Det gælder også bedre interfaces. Hun nævnte bladrefunktionen i ebogslæsere, som et interface, der forhåbentlig vil blive forbedret over tid.

Modsætningen til at irriteres over det elendige og umulige design i mange ebogslæsere, er i følge Case, Flipboard. Det er et magasinlignende program til iPad, hvor brugeren er sin egen redaktør. I Flipboard hiver du dine favoritfeeds ind fra blogs, Facebook, Twitter og meget andet, hvorefter Flipboard sætter det op i fint magasinlayout for dig. Det er meget brugervenligt og lækkert, og Amber Case går så langt, som at kalde det superhuman fordi det empowers os. Det er os, der styrer programmet og magasinet og ikke omvendt.

Vi er alle cyborgs
Cyborg betyder, at der er sket en sammensmeltning af menneske og maskine. Og Amber Cases pointe er, at vi alle er cyborgs.

– Vi bruger teknologi som en udvidelse af os selv. Vi gemmer ting på teknologi uden for os selv, og bruger devices som vores hukommelse. Hvert element bliver til en del af vores hukommelse. Nu er det svære ikke at huske informationen, men hvor det er gemt henne. På den måde bliver vi til en slags digitale palæontologer, der skal grave vores hukommelse frem fra en email eller fra Google.

Vores devices bliver en forlængelse af os selv, og ligesom os, kan man ikke se på et device, hvor meget information der rent faktisk er indeni. For et device bliver ikke fysisk større, hvis man putter flere ting i dem. Derfor fylder det også uvirkelig meget plads, hvis man printer alt indhold i en computer ud. Og derfor oplever vi også en meget mærkelig form tab, hvis vi mister vores computer. For på den måde er den jo faktisk en del af os.

Vores devices som tamagotchi
Forlængelsen af os selv i vores devices betyder også, at vi hele tiden passer utrolig godt på dem. De bliver opdaterede og de bliver opladede.

I lighed med det forbundethed, som tamagotchifans havde med deres digitale kæledyr i slutningen af 1990’erne, er vi også forbundne med vores devices. Vi passer på vores devices og vi passer på vores sociale forbindelser, som vores device er bindeleddet til. Dengang i 1990’erne gik teenagepiger amok, hvis man tog deres tamagotchi fra dem, fordi de så ikke ville kunne passe ordentligt på deres kæledyr. I dag er det på samme måde grænseoverskridende, når læreren tager mobiltelefonen fra en teenager. For så vil hun ikke længere kunne passe på sine kontakter.

Vores andet jeg
I dag lærer vi at præsentere os selv online. Vi har et andet jeg, eller måske endda et nyt selv, som er digitalt. På samme måde, som vi selv går i bad og tager rent tøj på, har vores digitale jeg brug for at blive præsenteret ordenligt, opdateret og beskyttet.

Det er derfor heller ikke underligt, når mennesker tager antallet af likes personligt, eller måler det som personlig succes, når man kan skabe mange kommentarer på sine Facebook-opdateringer. Og det er heller ikke så mærkeligt, når man bliver en smule afhængig af rewards. Hver gang, du gør noget godt i Farmville, får du en reward. Det gør du ikke i det virkeligeheden. Det kan gøre det noget sjovere at spille Farmville, end at lave så mange andre ting.

Teknologien er moden
Udover at være cyborg antopolog er Amber Case også medstifter af startupfirmaet Geoloqi. Det er en platform for gps-baseret indhold. Oven i Geoloqi kan man bygge avancerede programmer. Det kan blandt andet være det program i Amber Cases mobiltelefon, der gør, at lyset tændes i hendes hjem, når hun kommer hjem.

– Jeg er meget interesseret i wearable og lokationsbaserede teknologier. De har begge taget 40-50 år at udvikle til det stadie, der er på nu. Nu er de modne til, at de kan bruges.

Det handler både om, at de to slags teknologier efterhånden er til at betale. Men det handler også om, at det er ved at være nemt at bruge dem.

Amber Case peger på, at i fremtiden vil vores mobiltelefoner være en fjernbetjening til vores virkelighed. Med dem vil vi være i stand til at skabe bedre ting. I fremtiden vil teknologierne være bedre indrettet til mennesker. Så det kan forhåbentlig være, at vi i fremtiden vil holde op med at skyde skylden på os selv, når vi ikke kan finde ud af at bruge teknologien og rette skylde mod teknologien i stedet, når tingene ikke er brugervenlige.

Kontakt mig!

Send mig en mail, eller ring! Jeg glæder mig til at høre fra dig.