Information har længe været en af mine favoritsider på nettet. Siden er overskuelig og brugervenlig og historierne er, modsat mange andre netmedier, relevante og uddybende.
For lidt over en uge siden begyndte Information at binde sine egne nyheder sammen med Wikipedia, GeoNames og andre kilder. På det lavpraktiske niveau har alle artikler fået hæftet metadata som emneord, personer, steder og organisationer på sig, og disse metadata figurerer øverst i hver artikel som links, så det er let at gå videre i relaterede historier. Men det er ikke kun andre nyheder, man kan gå videre med. Fra en artikel som Sparekniven rammer hårdt i landkommuner, kan man også fordybe sig i emneordet kommunalreformen, og derved få definitionen på kommunalreform fra Wikipedia, og se en tendensgraf over, hvornår Information har skrevet mest om kommunalreformen.
Det er et rigtig fedt tiltag, der sætter nyhederne ind i en sammenhæng og giver brugeren et overblik. Og det at Information.dk nu hænger meget bedre sammen med sig selv og resten af nettet gør nyhederne relevante i længere tid. Og det har jeg længe savnet. Man kan læse mere om projektet her. The New York Times har også gjort noget lignende, se mere om det på Open, som er udviklernes blog.
Læs også