Klimaet og brugerinddragelsen

Tags: , , , , , , , , , , ,

Dette indlæg er en del af Blog Action Day 2009, som kort og kort handler om, at man som blogger i dag 15. oktober, poster indlæg om et bestemt emne. I år er emnet Climate Change.

Hele verden taler om det. København er nærmest på den anden ende. Og det kan man vist roligt sige, at de også er i Klimaministeriet. Klimaforandringerne står for døren, og der er næppe mange, der vil være uenige i, at det er op til os at forsøge at vende skuden.

Mange, mange, mange kampagner er blevet lanceret det seneste års tid. Klimatopmødet i København er der, hvor alle drømme og håb lige nu ligger. Vi skal vaske på 30 grader for at nedsætte udslippet af CO2. Vi kan også tilslutte os budskabet 1 ton mindre, og få gode råd til, hvordan man mindsker co2-udslippet. Internettet bugner af disser kampagner. Nogle er mere heldige end andre, men fælles for de bedste af dem er, at de formår at inddrage os helt almindelige mennesker, så vi kan være med til at gøre en forskel for klimaet. Nogle vil måske mene, at man ikke opnår den store adfærdsændring, selvom folk er fan af I do 30 på Facebook. Jeg tror imidlertid, at disse kampagner gør en forskel. For folk bliver bevidste om nogle ting, de ikke vidste før.

En mindre kampagne, som vist egentlig ikke er en decideret kampagne, men mere en gimmick er The Guardians A Message To Copenhagen. Siden og ideen er ret simpel. I en Flickr-gruppe uploader brugerne et foto af det, de gerne vil sige til politikerne på topmødet, og The Guardian viser så billederne på deres egen hjemmeside. Det ville være rigtig fint, hvis nu der skete noget i den gruppe på Flickr. Så vidt jeg kan se, er der ikke sket noget i over to måneder. Om The Guardian har valgt, at siden skulle lide en stille død, ved jeg ikke. Det kan også være temmelig svært at finde linket på forsiden af deres sektion med den elegante titel Copenhagen Climate Change Conference 2009.

3781153423_b2b96431d9

Mange steder kan man skrive under på, at man mener, at politikerne skal få fingeren ud og Make a Change til topmødet. På TckTckTck siger man ja til, at man er klar til at politikerne underskriver en klimaaftale i København, der er ambitiøs og bindende. På Hopenhagen siger man ja til at tilskynde politikerne at underskrive klimaaftalen. Hopenhagen er selvfølgelig også på Facebook. Det er en rigtig fin applikation. Man får et klimapas og så gælder det ellers om at samle på stempler. Det gør man ved at tilkendegive, at man slukker lyset efter sig, skriver under på, at politikerne skal få aftalen i hus, og så videre. Det smarte er, at man, fordi det er en applikation, kan vise sine FB-venner, at man har taget stilling. De fleste klimasites er selvfølgelig på Facebook. Men efter min mening fungerer Hopenhagens applikation langt bedre end de andres Facebook sider eller grupper. Der er bare mere stil over en applikation. Hopenhagen sørgede også for at gøre folk opmærksom på klimaproblemerne under Kulturnatten sidste fredag i København. Frivillige tog solbad på Rådhuspladsen i den kolde oktober sol. Ret sjovt initiativ. Kreativ med klima – om man vil.

Et lidt mislykket forsøg på en viral klimakampagne, der tilsyneladende skulle engagere brugerne er My Green Finger. Ideen er at engagere brugerne ved, at de skal uploade billeder af deres pegefinger, der er farvet grøn. Men kun omkring 4.000 har indtil nu deltaget. I stedet for at buldre af liv her 52 dage før topmødet ser siden noget øde ud. En anden uheldig ting, er en ret så fremtrædende boks på forsiden, der bekendtgør, at det her er en viral kampagne. Så meget for Show it – Dont tell it. På Facebook har My Green Finger sin egen gruppe. Men også her er aktiviteten yderst begrænset. På YouTube ligger der flere videoer, de fleste fra sidste år, hvor det ser ud som om, der skete lidt mere. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der ligger til grund for den manglende aktivitet. Men det er ærgerligt, at en ellers ok idé ikke får lov at udfolde sig.

Der er rigtig mange kampagner, og jeg har langt fra nævnt dem alle. Jeg vil mægtig gerne høre fra dig, hvis du ser succesfulde kampagner, der får inddraget brugerne på en inspirerende måde.

Læs også

Almindelige amerikanere fortæller #2

Tags: , , , , , ,

Det er ikke kun David Lynch, der laver historier om almindelige mennesker på nettet. På The New York Times kan man hver fredag få en ny historie om en new yorker. Under titlen One in 8 Million fortæller almindelige new yorkere om deres job og passioner. Det er soundslides med lyd fra et interview med personerne. Alle fotos er i sort/hvid og ledsages af interviewbidder.

Interviewene er rigtig gode og går mange gange tæt på. I modsætning til Interview Project er det lykkedes folkene bag One in 8 Million at finde de interessante historier blandt alle deltagerne. De er interviewet grundigt og fordi interviewene er så godt tilrettelagt, kan kilderne selv fortælle deres historier uden, at tekst eller andet bliver nødt til at slå tonen an.

Måske er det mig, der er farvet af min journalistbaggrund, men der er mere at komme efter på konfliktbarometeret i One in 8 Million end i Interview Project. Og det får mig til at blive de tre minutter, hver historie varer.

Læs også

Almindelige amerikanere fortæller

Tags: , , ,

Almindelige mennesker og deres helt igennem almindelige historier er sjældent noget, der bliver fortalt i hverken aviser, radio eller tv. Når der ikke er en aktualitets krog at hænge historien op på, kommer de ikke med. Især ikke, hvis historierne ikke rummer konfliktskabende elementer. På nettet er der masser af eksempler på, at almindelige mennesker fortæller deres historier. Men så gør de det som oftest selv. I form af blogs eller sociale medier som Facebook kan hverdagens historier komme til udtryk. Ofte er de så ikke særlig godt fortalt.

Interview Project David Lynch

Med projektet, Interview Project, er filminstruktøren, David Lynch, taget på roadtrip tværs over USA for at finde helt igennem almindelige amerikanere. Nu er det ikke David Lynch, der er taget af sted. Han derhjemme i sin kælder og ryger cigaretter, kan man se. Men hans hold er taget af sted fra Californien og har indtil videre interviewet, filmet og fotograferet 26 amerikanere. Holdet er taget af sted uden en plan for, hvor de skal hen og hvem de skal tale med. Derved har de mødt mennesker, hvis historie aldrig ville have nået mig.

Mange af menneskerne er skæbner, som holdet har mødt ved vejen. Nogle har de mødt på barer, andre mens kilderne gik og slog græs i vejkanten. Jeg elsker at høre mennesker fortælle. Det er en af de vigtigste grunde til, jeg blev journalist. Men jeg må også erkende, at hvis historien ikke rummer bare et enkelt stænk af konflikt, har jeg meget svært ved at fastholde min koncentration. Derfor er de mest interessante historier, for mig, også dem, som handler om en forvandling og om at klare det på trods af alt. Det er Lynn og Diana gode eksempler på. Andre af historierne er for mig at se variationer over temaet Gammel-mand-fortæller-om-at-vokse-op-uden-penge. Og det synes jeg personligt ikke er så interessant. Men det er en smagssag.

De korte indslag er alle meget smukke og flotte i deres opbygning. Det er ikke bare en videojournalist på arbejde. Det er et helt hold og det skinner igennem. Under hvert klip kan man finde stillfotos fra der hvor interviewet har fundet sted. Det er en rigtig god detajle. Især fordi de små indslag består af total og nærbilleder af interviewpersonen.

Læs også

Creative Commons License
Dette værk er licenseret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Del på samme vilkår 2.5 Danmark Licens.
Permissions beyond the scope of this license may be available at http://astridmaria.dk.

Denne blog kører på Wordpress og Magatheme af Bryan Helmig.