Nyt Berlingskeprojekt lanceret

Tags: , , , , , , ,

Berlingske har i dag lanceret et nyt undersøgende projekt. “På 2. klasse” handler om folkeskolen og hvilke årsager, der kan være til, at den danske folkeskole ikke er blandt verdens bedste, når nu den er verdens dyreste.

Berlingske har før blandt andet undersøgt politireformen og vagtlægeordningen. Og holdet bag projekterne har før haft stor succes med at inddrage avisens læsere og brugerne på Berlingske.dk. Ved at udfylde simple formularer kunne læsere og brugere bidrage med deres historier, som så blev verificeret af journalisterne, fortalte chefredaktør Christian Jensen i P1 Dokumentar i fredags. I dag lancerer de så ikke kun et nyt undersøgende journalistisk projekt. Berlingske vil gerne have brugerne til at hjælpe med at undersøge. For “vi ved, at der altid er læsere, der ved bedre end os. Jer vil vi lytte til og invitere med ind i det journalistiske værksted. Det gør vi på bloggen Berlingske Undersøger.”

Bloggen skal lægge den journalistiske proces frem og fortælle om moralske overvejelser. Og så skal den vise, at Berlingskes journalistiske metoder tåler dagens lys.

“På Berlingske Tidende lever vi ikke i en selvopfattelse af, at vi ved alt bedst. Der er altid kilder og læsere, der ved bedre end os. Vi har til gengæld en journalistisk metode, som gør vi at kan verificere og godtgøre oplysningernes lødighed og rette perspektiv.”

I P1 Dokumentar kaldte Christian Jensen metoden for crowdsourcing. For nogle år siden hed det brugerinddragelse på Ekstrabladets Nationen. At skrive om de journalistiske overvejelser er måske nyt, men at inddrage brugerne er vist ikke så nyt. Med brugerinddragelsen har Berlingske fat i den lange ende – det er dælme svært at lave gedigen og inspirerende journalistik om Danmark uden at inddrage kilder, der har prøvet det på egen krop. Det passer godt ind i tidens ånd, og det viser, at Berlingske efterhånden har fået øjnene op for, hvilke vilkår kommunikationen på internettet foregår på. i “På 2. klasse” er jeg vild med præmissen om, at journalistikken skal pege fremad og være løsningsorienteret. Som bruger bliver man bedt om at dele sine forslag til, hvordan folkeskolen kan blive bedre. Det er immervæk noget mere konstruktivt at dele løsningsforslag end holdninger.

Med bloggen “Berlingske undersøger” lægger man op til en gennemsigtighed, der ville klæde andre medier, og som mange journalister ville kunne lære af – og som kunne gøre faget bedre. Men det kræver, at det bliver brugt på den rette måde. Det betyder ingen rygklapperi og selvforherligelse, men derimod en god portion selvkritik, regelmæssige opdateringer og en forståelse af blogmediet.

Læs også

Hvor bliver de gode historier fortalt?

Tags: , , , , , , , , , ,

- For jeg kan ikke finde dem i Danmark.

Det seneste halve år har jeg forsøgt at finde og beskrive, hvor og hvordan de gode historier bliver fortalt. Jeg har skrevet om photoessays fra Foreign Policy, om STV, om Corbis Storied-projekt og om Times of Crisis fra Reuters. Kun en enkelt gang har det handlet om historie fra Danmark, nemlig om den irakiske pige på Politiken.

Og det er altså ikke fordi, jeg bedst kan lide historier fra udlandet. Min onlinehistorietrang starter altid på .dk-sider og altid er det nyheder, jeg møder. Og nok kan der være gode historier blandt nyheder. Men det er bare ikke det samme. En god historie stikker dybere end en nyhed. Og så er der gjort noget ud af formidlingen. Et eksempel kan være efterfølgeren til Cavlingvinderen Forbrydelsen, nemlig Berlingske.dk‘s I lægens hænder.

Jeg medgiver, at der er en chance for, at jeg er en ignorant. Men jeg kan altså ikke finde de gode historier i Danmark, – ingen steder er der spor af en internetdokumentar. I hvert fald ikke hos de gamle medier. Nogle af de historier, jeg synes, er langt de bedste, er dem, der handler om de rigtige helt almindelige mennesker, og som er fortalt tæt på deres virkelighed. Derfor kommer mine yndlingshistorier også ude fra virkeligheden for tiden. Her er kapster og Blogsbjerg mine favoritter, fordi de også er mestre til sproget.

Der er dømt recession – især i mediehusene. Det lægger jo selvfølgelig en dæmper på skabertrangen og iværksætterlysten, når der er fyringer eller ansættelsestop i kikkerten. Men jeg tror nu også, at en gammeldags tankegang præger direktionsgangene.

Hvad tror du? Og hvor læser/ser/hører du de gode historier på nettet?

Læs også

Fotoessays – en letfordøjelig indgang til udenrigsjournalistik

Tags: , , , , , , , , , ,

DR2 Udland er mit yndlings nyhedstvprogram. Det er udenrigsnyheder og analyser, og det synes jeg er vældig spændende. Det er også grunden til, at Orientering og Europa lige nu er blandt mine P1-favoritter. På nettet er mine vaner noget anderledes og jeg skøjter hurtigt over udenrigsstoffet hos Politiken og Berlingske. Måske fordi det hurtigt kommer til at handle om par, der dyrker støjende sex. Måske fordi historierne er konflikthistorier, hvor identifikationelementet ikke er stede. – Modsat de gode historier i Orientering, der ofte er indsamlet på det sted, historien foregår.

Forleden faldt jeg over Foreign Policy (FP). Jeg har aldrig stødt på FP før, men det er en guldgrube af udenrigshistorier fra hele verden. Magasinet udkommer hver anden måned, hjemmesiden har nye historier hver dag og hvert år udgiver FP et gloablisationsindex og en oversigt over failed states. Det er alt sammen meget godt og vældigt klogt. Men det er også på engelsk. Og identifikationen er til at overse. Og jeg må erkende, at så får jeg som regel ikke læst så meget af det. For jeg skal være nørde-opslugt af noget, før lange, informationstunge artikler på engelsk bliver tygget igennem.

Men på Foreign Policy kan dovne fotofans med hang til verden også få stillet sulten. De har nemlig noget, de kalder Photo Essays. Det er som navnet antyder billeder, der fortæller en historie. Man klikker sig igennem en række billeder om samme emne, mens en ny tekst til hvert billede, gør det ud for artiklen. De mange klik gør sikkert folkene i annonceafdelingen rigtige glade, og det er lidt irriterende, at man skal klikke sig igennem. Men jeg er alligevel ret begejstret.

Rumænien

Serien Falling Like It’s 1989 handler om alle de begivenheder, der ændrede verden i 1989. Der er historier fra Berlin murens fald, fra demonstrationer på Den himmelske freds plads, af Mikhail Gorbachov og Erich Honecker i omfavnelse og af alle personerne i Seinfeld. Oven over er det fra Rumænien, hvor Nicolae Ceausescu ikke ville opgive sit diktatur uden kamp.

Planet Slum er også et besøg værdigt. Den norske fotojournalist Jonas Bendiksen har taget billeder fra nogle af verdens slumbyer. What Karadzic Did to Bosnia kom i anledning af Radovan Karadzics retssag i Haag og fortæller om 90′ernes rædsler på Balkan. Det er ikke raketvidenskab, men en simpel og ret billig form for historiefortælling. Og det er en oplagt måde at fortælle historier fra verden på.

Læs også

Creative Commons License
Dette værk er licenseret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Del på samme vilkår 2.5 Danmark Licens.
Permissions beyond the scope of this license may be available at http://astridmaria.dk.

Denne blog kører på Wordpress og Magatheme af Bryan Helmig.