Bloggere i Etiopien kæmper mod censuren

Markos Lemma
Markos Lemma

Markos Lemma

Markos Lemma begyndte at blogge i 2009. På det tidspunkt var der ikke mange, der bloggede i Etiopien. Den etiopiske blogosfære havde peaket i 2005 omkring det første (og sidste) demokratiske valg i landet. Men efter uroligheder efter valget, der kostede menneskeliv, gav mange bloggere op. På Re:publica fortalte han om bloggere, internet og medier i Etiopien.

Etiopien, der ligger mellem Sudan og Somalia i Østafrika, har en befolkning på omkring 91 millioner. Omkring 1 procent af dem har adgang til internet. Befolkningen er fattig og internet er en luksus for de få. Samtidig er landet en af de mest voksende økonomier i verden.

Folk taler ikke sammen i Berlin

Traditionelle medier har også en begrænset rækkevidde. De største aviser har kun et oplæg på omkring 20.000, hvilket er ret småt for en landsdækkende avis set med europæiske øjne.

“Det er mit første besøg i Berlin, og jeg lagde mærke til, at ingen taler sammen i toget. I Etiopien kommer nyheder og informationer rundt ved mund-til-mund. Det sker i et fysisk socialt netværk”

Mange på Facebook

Trods ringe adgang til internettet er mange etiopere på Facebook. Det ved regeringen ikke rigtigt, hvad det skal stille op overfor. Indtil videre har Facebook ikke været blokeret. Etiopien er nemlig et af de lande i verden, der blokerer allerflest websites. Muligheden for at sende og modtage sms’er har også være blokeret i længere tid af den etiopiske regering.

Har dannet etiopisk blognetværk

Men den etiopiske regering har ikke kunne stoppe Markos Lemma. I 2010 var han med til at lancere Ethiopian Blog, der er en platform, der samler indhold fra etiopiske bloggere. Vel at mærke kun etiopiske bloggere, der bor i landet. For før Markos Lemma begyndte at blogge kom det meste information om Etiopien fra bloggere uden for landet. Og det har været en vigtig motivationsfaktor for ham og for andre. Et af formålene med Ethiopian Blog er at opfordre flere til at blogge. Noget som Markos Lemma også arbejder for på andre måder. Sammen med andre tager han initiativ til workshops og er også en af drivkrafterne bag BarCamp-arrangementer i Etiopien.

Den lave antal af etiopere med internetadgang betyder også, at man skal gøre sit for at blive set. Markos Lemma viste en video med en blogger, der fortalte, hvordan han printer sine blogindlæg og deler ud på sit universitet.

Internetadgang er en udfordring

Der er ingen tvivl om, at et frit internet er skridt på vejen til demokrati. Men der er den etiopiske regeringen altså ikke så villig til. Der foreliggger ikke nogen udtalelser om, hvad politikken bag blokeringer af websites er. Ifølge Markos Lemma ser den ud til at være at blokere for senere at ophæve blokeringen. Det lader heller ikke til, at den etiopiske regeringen arbejder strategisk med bedre adgang til internettet. Det ville ellers kunne sprede adgangen mere, så det ikke kun var i de største byer og på landets universiteter, at der var adgang. Derudover er der kun en internetudbyder. Dermed er adgang til internettet en af de største udfordringer for de etiopiske bloggere.

Etiopiske bloggere

Markos Lemma fortalte om et par af de bedste bloggere i Etiopien for tiden. De er listet nedenunder. De fleste er på engelsk, men et par er på amharic.

Ethiopian Blog – portalen som Markos Lemma har været med til at skabe.

Sukersays – Sara Suker, der er en af de indflydelsesrige bloggere i Etiopien for tiden.

Daniel Berhane’s blog – Daniel Berhane er meget aktiv og en af de få bloggere, der bor på landet.

Endalk’s Blog – Han er en del af Global Voices og blogger om demokrati og Etiopien. Han har fået flere advarsler fra regeringen på grund af indholdet på bloggen. På amharic.

After Ride – Ramy blogger om film, litteratur og kultur.

AfricanFeminism – Billene Seyoum blogger om køn og køns roller, både i Etiopien og resten af Afrika. Hun får meget opmærksomhed fra traditionelle medier.

Abe Tokichaw – blogger tilsyneladende så radikalt, at hans blog har været blokeret flere gange. Han blogger nu på sin 7. url. På amharic.

De fleste af disse blogs bliver udgivet på wordpress.com – alene fordi adgangen til blogger.com er blokeret.

Stop klynkeriet og lav noget af værdi

Foto: rachaelvoorhees

Foto: rachaelvoorhees

Hvis du bliver drillet i skolen, hvad gør du så?

A – du siger det til gårdvagten og venter på, at hun klarer problemet, eller B – du lærer at løbe stærkt eller slå fra dig.

Da internettet kom valgte de danske medier løsning A. De satte sig ned og ventede på, at problemet gik over, og da det ikke virkede sagde de det til gårdvagten, som ikke kunne stille noget op. Groft sagt.

På Børsen i torsdags klagede kommunikationsrådgiver Kaj Høivang over “gratis-trenden“, som ifølge ham har betydet en tillidskrise mellem journalisterne og befolkningen. Den skyldes, at medierne fra nettets barndom ikke tog sig betalt for indholdet på nettet, og de dumme gratisavisers indtog.

Og nu har befolkningen altså ikke længere tillid til journalisterne. Vi har altså undergravet og devalueret os selv med gratis. For Kaj Høivang var alting altså meget bedre i gamle dage, dengang man kunne tage sig betalt for journalistik.

Tag dog ansvaret selv

Jeg betvivler på ingen måde Kaj Høivangs påstand om, at vi er ude i en tillidskrise. Det siger disse tal fra Burston Marsteller også. Men hverken internettet eller metroxpress’ indtog i Danmark er ansvarlig for den. Den skyld bærer alene os journalister. Det er os, der hver dag sætter ry, ære og troværdighed over styr, når vi udgiver artikler som Sov dig fra dit søvnunderskud.

Jeg forstår ærlig talt godt, at få nye journalister har lyst til at give sig i kast med at lave journalistik til nettet. For som artikeleksemplet ovenfor viser, er det ikke her, der bliver produceret ny og spændende journalistik. Det er her vi gambler med troværdigheden og puster til tillidskrisen hver eneste dag, når vi sætter vores byline på makværk.

Jeg er ikke i tvivl om, at den slags arbejde for de store mediehuse engang i fremtiden vil blive produceret af andre end journalister. For journalisters lønninger er for høje og kvalitetskravene på nettet for lave til at det her på sigt giver mening.

Gør det selv

Der er strukturelle ting, som gør betingelserne for god og velproduceret journalistik vanskellige. Ja, oplagstallene er falder drastisk. Ja, kun ekstrabladet laver penge på nettet. Men lidt endnu er det journalister, der står bag. Journalister, der har mulighed for at gøre det bedre. Eller for at være entreprenante og gøre det selv.

I dag er distributionsomkostningerne lavere end nogensinde til at få god journalistik ud til folk. Hvis bare man gider internettet. Det fantastiske ved nettet er i mine øjne, at journalistikken her kan strækkes i så uendelige mange retninger. Der er stadig plads til fri leg.

Tillidskrisen løses af de små

Tillidskrisen bliver ikke løst af de store mediehuse. De har lige nu kun fokus på overlevelse. Og det kommer der ikke køn journalistik ud af. Tillidskrisen bliver heller ikke løst af dem, der bliver ved med at skyde skylden for al dårligdom i dansk journalistik på det store stygge internet. Tillidskrisen bliver løst af de små, der forstår at skabe noget af værdi og formår at skabe nye former for journalistik, der inddrager borgeren på en aktiv og engagerende måde.

 Levende journalistik

Jeg tror ikke på, at journalistikken fremover kun skal være noget, der bliver skrevet og klippet sammen til en bruger. Journalistikken skal være live og i live. Den skal være samfundsdebatter, fælles reportageture, oplevelser, der gør folk klogere  og aguilitykurser til dem med hund.

Journalistikken skal opstå i samspil med dem, den henvender sig til og tilbyde et fællesskab. Den skal være skarp, fair og tage stilling – både til sine egne produkter og verden omkring sig. Og, hvis nogen har lyst til at lege med, melder jeg mig hermed til tjeneste.

2011: Social Media-fatigue og konsekvenserne

Regimer er blevet skiftet. Renter er faldet. Massakre har taget liv. Mange ting er sket i 2011.

(video via Marks)

Nogle af de ting, der har gjort størst indtryk på mig, har været de begivenheder, der fra kan ses som et tegn på, at verden er ved at ændre sig. Eller i hvert fald, at mange mennesker viser deres modstand mod de systemer, vores samfund er bygget på.

Det har også været interessant at se, hvordan der er opstået en træthed med sociale medier.
Og hvordan det først er nu, at det går op for mange, de konsekvenser internettet og sociale medier har for vores samfund og vores medier.
Og ikke mindst hvor ringe danske medier er til at bruge sociale medier til at fortælle historier. Kom igen i 2012, tak.

Personligt har jeg lært stress at kende og arbejdsmæssigt gået fra at producere nyheder til at undervise i og arbejde med sociale medier. Forhåbentlig vil 2012 være året, hvor jeg vil kunne fordybe mig i flere nye måder at fortælle historier på.

Hvor bliver de gode historier fortalt?

– For jeg kan ikke finde dem i Danmark.

Det seneste halve år har jeg forsøgt at finde og beskrive, hvor og hvordan de gode historier bliver fortalt. Jeg har skrevet om photoessays fra Foreign Policy, om STV, om Corbis Storied-projekt og om Times of Crisis fra Reuters. Kun en enkelt gang har det handlet om historie fra Danmark, nemlig om den irakiske pige på Politiken.

Og det er altså ikke fordi, jeg bedst kan lide historier fra udlandet. Min onlinehistorietrang starter altid på .dk-sider og altid er det nyheder, jeg møder. Og nok kan der være gode historier blandt nyheder. Men det er bare ikke det samme. En god historie stikker dybere end en nyhed. Og så er der gjort noget ud af formidlingen. Et eksempel kan være efterfølgeren til Cavlingvinderen Forbrydelsen, nemlig Berlingske.dk‘s I lægens hænder.

Jeg medgiver, at der er en chance for, at jeg er en ignorant. Men jeg kan altså ikke finde de gode historier i Danmark, – ingen steder er der spor af en internetdokumentar. I hvert fald ikke hos de gamle medier. Nogle af de historier, jeg synes, er langt de bedste, er dem, der handler om de rigtige helt almindelige mennesker, og som er fortalt tæt på deres virkelighed. Derfor kommer mine yndlingshistorier også ude fra virkeligheden for tiden. Her er kapster og Blogsbjerg mine favoritter, fordi de også er mestre til sproget.

Der er dømt recession – især i mediehusene. Det lægger jo selvfølgelig en dæmper på skabertrangen og iværksætterlysten, når der er fyringer eller ansættelsestop i kikkerten. Men jeg tror nu også, at en gammeldags tankegang præger direktionsgangene.

Hvad tror du? Og hvor læser/ser/hører du de gode historier på nettet?

Kontakt mig!

Send mig en mail, eller ring! Jeg glæder mig til at høre fra dig.