Og hvorfor skal speaks i præsentationsvideoer for web 2.0 produkter lyde så anstrengende?

• Er det finanskrisen, der gør sælgerne mere desperate?
• Har de amerikanske speakere helbredsproblemer?
• Ja, hvad er det reelt, der sker?

Trailere for nye film lyder som regel altid på den samme måde. Speakeren er en mand med en dyb stemme, der er tryk på de vigtigste substantiver og adjektiver og så starter speaks på trailerne for de dyreste film (læs action/katastrofe) med “In a world that …”. I reklamer er det anderledes. Her stemmen altid venlig, en smule belærende og noget mere naturlig.

Sådan er det ikke i web 2.0. Når eksempelvis Google lancerer et nyt produkt, kommer der som oftest en præsentationsvideo om produktet, så alle ved, hvad produktet kan. Og i disse præsentationsvideoer er stemmen hverken dyb eller naturlig. Den er snarere irriterende, hyperglad og desperat. Lyt med:

Når man har set denne video til ende, er man ikke i tvivl om, hvordan Dropbox skal udtales (Dråboks!). Tingene skal jo gå hurtigt på nettet. Vores opmærksomhed er flygtig, og det kan være det, speakeren forsøger at tage hensyn til. Det er ikke kun hos Dropbox at speakeren arbejder med tempo. Også Googles seneste produkt, Buzz, skal lanceres i en vis fart:

Men det er ikke kun i produktpræsentationer, at opfindsomheden med intonationen er stor. I denne video om det amerikanske valgsystem, når det pædagogiske anslag nye højder:

Jeg ved ikke, om fænomenet er nyt. Det var ikke før DRÅBOKS-videoen, at jeg begyndte at lægge mærke til det.

(Tilføjet 24/2/2010)
Og så faldt jeg lige over en til:

Læs også

• Vildveje – podcasting, video og arkitektur (0)
• Krisetider i rigtig indpakning (0)
• Historien om et billede (0)
• Havfruer, bjerge og bæredygtig energi (0)
• En ny slags nyhedsformidling (4)

I december skrev dSeneste om en ny form for nyhedsformidling på nettet, og nu har jeg så endelig også fået kigget lidt på sagerne. The New York Times og The Washington Post har indgået et samarbejde med Ruperts arvefjende no. 1, Google. Det er stadig et labsprojekt, og det bærer navnet Living Stories.
Living Stories sætter fokus på større nyhedssager, og giver både brugeren mulighed for at sikre sig et hurtigt overblik i en sag, men også gå i dybden med de forskellige vinkler og historier om emnet.

Forsiden på Living Stories

Vælger man et emne, eksempelvis politikkerne omkring global opvarming, får man sig både et kort opsummering af sagen, og en tidslinje(!). Det er sgu’ da vejen frem. Da Mette Voss og jeg fik lov at dele vores tanker om god onlinejournalistik på New Media Days 2009, var det netop det, vi savnede. For hvis jeg nu havde været på Tenerife en uges tid og cykle, kom hjem og gerne ville vide noget om, hvordan det går med Gade i Forsvarsministeriet, jaeh så ser det sådan her ud på ekstrabladet.dk. Og det er ikke overblikket, der sejrer her.

En tilfældig artikel om noget, vi gerne vil vide mere om.

En “Se også”-boks er jo på sin vis god nok. Men den giver ikke et tidsmæssigt overblik af en historie, medmindre der, som hos Politiken, er datoer på. Men den med overblikket har de altså fanget hos Google/The New York Times/The Washington Post. Det er sååå lækkert. Og tidslinje. Tillad dig selv at nyde synet af denne smukke og superpædagogiske tidslinje:

Super god måde at fortælle historiens forløb på. Det er forståeligt og det er ikke svært.

Noget andet ret smart ved Living Stories er url’erne. Et emne – en url. Det vil sige, at selvom opdateringer kommer til er det stadig den samme url, du skal bruge, når du vil opdateres om global opvarmning.

Tilbage er der kun at håbe på, at danske netmedier vil lade sig inspirere og fortælle langtidsholdbare historier, der er til at forstå.

Læs også

• Alt varer evigt – Manifestet #2 (2)
• Stærk kilde gør irakersagen personlig (0)
• Præmissen er links – Manifestet #3 (0)
• New Media Days og Folket på den flade ø (0)
• Lækagesagen – et svært gennemskueligt overblik hos DR (0)