Apps & sites til langdistanceforhold – Ekstras Guide & Gadgets

Bragt første gang i Ekstra Bladets lørdagsmagasin Ekstra 21. juli 2012

Er der lange afstande mellem familiemedlemmerne, eller er man i et langdistanceforhold, er det en udfordring at følge med i hinandens hverdag. Heldigvis byder sociale medier og forskellige apps på en række løsninger, der gør det nemmere. Og er man ikke glad for at dele hele sit liv med den store venneflok på Facebook, er der også råd for det.

Tal gratis

Langt de fleste kender Skype til videoopkald og chat både på computer og på smartphones. Viber er en anden gratis app til at tale gratis i telefon via en internetforbindelse. Modsat skype skal man ikke have en profil, men den du ringer til, skal have Viber installeret. App’en fås både til Android, iPhone og Windows Phone. Med Viber kan du også sende beskeder.

WhatsApp er en anden måde at sende beskeder på telefonen via internet uden at skulle betale for sms. Det er også muligt at sende billeder og videoer til hinanden. Hvis man gerne vil sende beskeder til en gruppe, er det også en mulighed med WhatsApp. App’en er tilgængelig til langt de fleste smartphones.

HeyTell er en sjov og brugbar app, som sikkert vil vække blandt børn. Her kan man indtale korte beskeder og med lidt fantasi bliver din smartphone til en walkietalkie. Det eneste, det kræver er, at modtageren også har Heytell installeret. Heytell er gratis og findes til Android, iPhone og Windows Phone.

Langdistanceforholdet på telefon

Har man en kæreste langt væk, kan man også lave sit helt eget sociale netværk på telefonen. Pair er en app for to – og kun to. Med den kan man sende hinanden beskeder, videoer og billeder, man tegne tegninger sammen og bedst af alt kan man, når begge er online sende thumbkisses. Når begge rør skærmen på samme sted på samme sted vibrerer telefonen. App’en hjælper dig også til at huske din partners fødselsdag og jeres årsdag.

Familien i et lukket netværk

Path er en app, hvor man skaber sit helt eget sociale netværk. Glem alt om 700 facebookvenner. I Path kan du maksimalt have 150 venner og du bestemmer selv hvilke. Så hvis du vil lave et lukket netværk til familien, er dette en oplagt mulighed for ikke at drukne dine facebookvenner i billeder af dine unger. Med Path kan du dele billeder, hvilke sange du hører, hvor du befinder dig og så videre. Dem du vil være path-venner med downloader app’en og tilmelder sig, og så er det ellers let at bruge. Path er gratis og fås til iPhone og Android.

Begræns adgangen til billeder og videoer

Hvis bedsteforældrene bor på den anden side af kloden og man gerne vil dele billeder med dem, bliver emails meget besværligt og man kan lynhurtigt løbe tør for plads i en Dropbox. Langt de fleste billeddelingstjenester på nettet såsom Flickr, Picasa og 23 gør det muligt at uploade billederne og begrænse synligheden, så det kun er familien, der kan se feriebillederne. På Flickr kan man endvidere lave en gruppe, så hele familien kan uploade til samme sted uden at andre kan se det.

Skal du dele en video med andre, er Vimeo et godt bud. Modsat Youtube skal videoen ikke være under ti minutter lang. Og som ikke-betalende bruger kan man uploade 1 video i HD-kvalitet om ugen. På Vimeo kan man begrænse synligheden med et password.

Lav familien til en cirkel

Er hele familien på Facebook, er det oplagt at lave en gruppe dér. I en gruppe er det let at dele de relevante ting med hinanden, uden at indvie andre i det. Husk at tjekke gruppens status. Man kan indstille den til at være hemmelig, lukket eller åben.

Google+ er det muligt at lave mange af de samme ting, som på Facebook. Men Google + har alligevel nogle funktionaliteter, som gør det oplagt for familier eller lukkede vennegrupper at bruge. På Google+ inddeler man sine venner i cirkler, så når man har oprettet sin familiecirkel, er det meget nemt at dele ting med kun familiemedlemmerne. Med hangouts på Google+ kan man starte videosamtaler med op til ti personer af gangen. Og hvis man savner at være sammen med de kære i den anden ende af landet, kan man endda se YouTubevideoer sammen i en hangout. Hvis man i forvejen bruger Picasa til at uploade billeder, kan man let dele dem på Google+. Med Google+ app’en til iPhone, Android og Blackberry kan man også sende gruppebeskeder til en cirkel.

Blomster til andre dele af verden

Hvis budgettet ikke holder til interflorabuketter på regelmæssigt basis, kan en virtuel buket sikkert også bringe smilet frem hos modtageren. På flowers2mail vælger du selv blomsterne, finder den rette vase og skriver kortet. Der er endda mulighed for at sætte et rødt kys på kortet. Det kræver kun fantasi fra afsender og en mailadresse til modtageren.

In the Future of Screens Everywhere

It almost looks boring. But at Malmö Centralstation not much is competing for you attention. And it is quite nice.

Information is everywhere today. You just have to enter a public space and there are messages competing for your attention. The session Public Computing and the Screens World at The Conference in Malmö featured some of the endless possibilities and dangers there are when every surface around you can be turned into a screen.

– Screens are no longer a scarce resource. We should start to design for that. We should start wasting pixels, says Venkatesh Rao, an independent consultant and blogger at Ribbonfarm.com.

He provocatively stated that a civilization is defined by the amounts that you can waste. This is inspired by the thoughts of American computer scientist Alan Kay, who claims that because digital storage is so cheap, we can afford to waste bits.

In Rao’s point this is applied to design. Because big screens are becoming more and more affordable, we can now begin to waste pixels.

It might seem very thought-provoking, but he clarified his point by comparing the Million Dollar Website to Google. The search page of Google is pretty much a blank screen with at search field. On the Million Dollar Website site, you have all these things competing for your attention.

And Venkatesh Rao’s point is that Google now is the largest advertising company and makes a lot more money than the Million Dollar Website.

– We like to focus on the interesting. That is how the brain is wired – to view scarce resources.

So in that sense, less is more.

Dan Gärdenfors, who is Senior Concept Designer at Research In Motion TAT talked about the possibilities of turning every surface into a screen. He showed examples of how the windows of a building were used to create a stunning light show.

With new technology, you can have transparent screens. This allows for emphasizing different layers in that transparency. Imagine yourself on a bus where the intelligent screen will pull your focus to different objects outside the bus.

It almost looks boring. But at Malmö Centralstation not much is competing for you attention. And it is quite nice.

In Dan Gärdenfors’ opinion, we need to regulate this. For example, there will be a lot of prospect in transparent screens for companies like JDDecaux who provide cities with bus shelters. However, if things continue to be unregulated, we could have a very undesirable competition for our attention.

– Nobody wants complete information overload.

Information has become abundant and it is almost impossible to move around public spaces without messages demanding your attention.

As augmented reality becomes more commonplace, this will no doubt turn into an issue – even though augmented reality layers can be turned on and off. In my opinion, we don’t need more information.

We need designers that understand that our brains are wired for scarce resources. I also think that we need some regulation for these things. There is absolutely no reason why we should end up with a public space that resembles the Million Dollar Website.

 

Venkatesh Rao put his thoughts in to this blog post.

Hvorfor lyder speak på nettet så irriterende?

Og hvorfor skal speaks i præsentationsvideoer for web 2.0 produkter lyde så anstrengende?

  • Er det finanskrisen, der gør sælgerne mere desperate?
  • Har de amerikanske speakere helbredsproblemer?
  • Ja, hvad er det reelt, der sker?

Trailere for nye film lyder som regel altid på den samme måde. Speakeren er en mand med en dyb stemme, der er tryk på de vigtigste substantiver og adjektiver og så starter speaks på trailerne for de dyreste film (læs action/katastrofe) med “In a world that …”. I reklamer er det anderledes. Her stemmen altid venlig, en smule belærende og noget mere naturlig.

Sådan er det ikke i web 2.0. Når eksempelvis Google lancerer et nyt produkt, kommer der som oftest en præsentationsvideo om produktet, så alle ved, hvad produktet kan. Og i disse præsentationsvideoer er stemmen hverken dyb eller naturlig. Den er snarere irriterende, hyperglad og desperat. Lyt med:

Når man har set denne video til ende, er man ikke i tvivl om, hvordan Dropbox skal udtales (Dråboks!). Tingene skal jo gå hurtigt på nettet. Vores opmærksomhed er flygtig, og det kan være det, speakeren forsøger at tage hensyn til. Det er ikke kun hos Dropbox at speakeren arbejder med tempo. Også Googles seneste produkt, Buzz, skal lanceres i en vis fart:

Men det er ikke kun i produktpræsentationer, at opfindsomheden med intonationen er stor. I denne video om det amerikanske valgsystem, når det pædagogiske anslag nye højder:

Jeg ved ikke, om fænomenet er nyt. Det var ikke før DRÅBOKS-videoen, at jeg begyndte at lægge mærke til det.

(Tilføjet 24/2/2010)
Og så faldt jeg lige over en til:

En ny slags nyhedsformidling

I december skrev dSeneste om en ny form for nyhedsformidling på nettet, og nu har jeg så endelig også fået kigget lidt på sagerne. The New York Times og The Washington Post har indgået et samarbejde med Ruperts arvefjende no. 1, Google. Det er stadig et labsprojekt, og det bærer navnet Living Stories.
Living Stories sætter fokus på større nyhedssager, og giver både brugeren mulighed for at sikre sig et hurtigt overblik i en sag, men også gå i dybden med de forskellige vinkler og historier om emnet.

Forsiden på Living Stories

Vælger man et emne, eksempelvis politikkerne omkring global opvarming, får man sig både et kort opsummering af sagen, og en tidslinje(!). Det er sgu’ da vejen frem. Da Mette Voss og jeg fik lov at dele vores tanker om god onlinejournalistik på New Media Days 2009, var det netop det, vi savnede. For hvis jeg nu havde været på Tenerife en uges tid og cykle, kom hjem og gerne ville vide noget om, hvordan det går med Gade i Forsvarsministeriet, jaeh så ser det sådan her ud på ekstrabladet.dk. Og det er ikke overblikket, der sejrer her.

En tilfældig artikel om noget, vi gerne vil vide mere om.

En “Se også”-boks er jo på sin vis god nok. Men den giver ikke et tidsmæssigt overblik af en historie, medmindre der, som hos Politiken, er datoer på. Men den med overblikket har de altså fanget hos Google/The New York Times/The Washington Post. Det er sååå lækkert. Og tidslinje. Tillad dig selv at nyde synet af denne smukke og superpædagogiske tidslinje:

Super god måde at fortælle historiens forløb på. Det er forståeligt og det er ikke svært.

Noget andet ret smart ved Living Stories er url’erne. Et emne – en url. Det vil sige, at selvom opdateringer kommer til er det stadig den samme url, du skal bruge, når du vil opdateres om global opvarmning.

Tilbage er der kun at håbe på, at danske netmedier vil lade sig inspirere og fortælle langtidsholdbare historier, der er til at forstå.

Kontakt mig!

Send mig en mail, eller ring! Jeg glæder mig til at høre fra dig.