Make Love Not Porn – Cindy Gallop

Cindy Gallop på scenen til Re:publica - Foto: Wolf Brüning
Cindy Gallop på scenen til Re:publica Foto: Wolf Brüning

Cindy Gallop på scenen til Re:publica - Foto: Wolf Brüning

For tre år siden gik Cindy Gallop på scenen til en TED-konference. Hun talte åbent om, hvordan hun gennem sine personlige erfaringer med at date yngre mænd havde mærket, hvor stor indflydelse hardcore porno, som er let tilgængelig på nettet, har på almindelige menneskers problemer med sex.

Hun benyttede derfor muligheden til at lancere Make Love Not Porn – et website, hvor hun med humor og uden løftede pegefingre gjorde opmærksom på forskellene mellem sex mellem to mennesker og hardcore porno.

Ikke anti-porno

På Re:publica fortalte hun om, hvad reaktionerne på den TED talk havde været. Cindy Gallops mål er ikke, at forbyde porno, ligesom hun heller ikke er imod porno. Hendes mål er, at vi begynder at tale åbent om sex. Derfor hujede det hende heller ikke, da TED lukkede for kommentarsporet til videoen på YouTube. Hun fik overtalt TED til at åbne for det, mod at hun selv modererede. Siden er det blevet til 1500 kommentarer, og ifølge hende selv har hun svaret på 95% af dem.

“Der har været mange positive og mange negative. De negative kommer som regel fra yngre mænd, der er anonyme. De forventer ikke, at jeg svarer. Men jeg svarer fordi, jeg foretrækker, at de ser mig i øjnene og siger tingene til mig. Og jeg svarer på samme vilkår som de. Det er min eneste chance for at åbne deres sind.”

Overvældende respons

Det har været en hård opgave for Cindy Gallop, men også en givende én. Opgaven har blandt andet givet hende venner blandt dem, der kommentererede videoen på Youtube. For har diskussionen i kommentarersporet været hård, har hun inviteret kommentatoren til en snak én-til-én.

Reaktionerne på TED-videoen og Make Love Not Porn har været overvældende. Sitet får trafik fra hele verden, og hun modtager dagligt emails fra folk, der takker hende for at tale om det, som vi alle gerne vil tale om, men som ingen taler om.

Andre emails kommer fra folk, som åbner deres hjerte for hende og fortæller om deres forhold til porno og deres problemer med sex – ting, som de måske aldrig har fortalt til nogen før.

Porno bliver til seksualundervisning

Som nævnt er det personlige erfaringer, der har gjort Cindy Gallop opmærksom på, at pornoen har stor indflydelse på vores sexliv. Hun datede på et tidspunkt en mand, der ikke kunne komme under sex. Masturbation var så stor en del af hans seksuelle liv, at det var den eneste måde, han kunne komme på. Ifølge Cindy Gallop er det en af bivirkningerne ved den lette tilgang til porno. Og effekten ved, at porno bliver til seksualundervisning, er alvorlige. Især set i lyset af, at gennemsnitsalderen for, hvornår man første gang støder på hardcore porno er otte år.

Føler ansvar

Den overvældende respons på Make Love Not Porn har fået Cindy Gallop til at føle et ansvar i denne sag. Hendes mission er nu at gøre noget ved pornoindustrien, præsentere et alternativ og gøre porno og sex til noget, vi taler om.

“Det er min plan at tage alle de dynamikker, der er i sociale medier og bruge det i porno og gøre porno til noget socialt.”

Til sommer lancerer Cindy Gallop derfor MakeLoveNotPorn.tv, som skal gøre porno legitimt. Hvad det helt præcist indebærer, må vi vente til sommer med at finde ud af. Detaljer ville hun i hvert fald ikke ud med i sin præsentation på Re:publica.

Hun efterlyste derimod en samarbejdsvilje fra omverdenen. For indtil videre har det taget hende to år at få midler til projektet. Det har været svært at finde en bank, der ville have hende som forretningskunde, alene fordi “porn” optræder i firmanavnet. Hun har også store problemer med at finde nogle, som kan levere en betalingsløsning til hende, fordi Paypal, Amazon og Google CheckOut ikke samarbejder med firmaer med tjenester inden for adult industry.

Man kan mene, hvad man vil om projektet og de præmisser, Cindy Gallop argumenterer ud fra. Hun er en af de mest inspirerende talere, jeg har hørt her på Re:publica. Mest af alt på grund af hendes personlige engagement og passion for sit felt. Mere af den slags, tak.

Hvis du vil vide mere

kan du skrive dig op til en plads i betaudgaven af makelovenotporn.tv

du kan også se den omtalte video fra TED på YouTube. Videoen er ikke tilgængelig blandt TEDs andre videoer på TED.com på grund af explicit language,

eller du kan blive klogere på Cindy Gallop og de andre ting, hun laver ved at kigge nærmere på hendes eget site.

Tankefrihed kræver frie medier og frie medier kræver fri teknologi – Eben Moglen

“De seneste 1000 år har vores forfædre kæmpet for frihed, frihed til at tænke og ytre sig. Vi er nu ved et alvorligt vendepunkt i historien.”

Eben Moglen er juraprofessor ved Columbia University. Siden 1990’erne har har agiteret for fri software og fri teknologi som nødvendige friheder for frie samfund.

I sin keynote på Re:publica i Berlin understregede han gentagne gange nødvendigheden af, at vi tager aktivt stilling til, hvor meget kontrol regeringer og firmaer må have over vores data. Den kontrol hænger nemlig tæt sammen med fundamentale rettigheder så som ytringsfrihed og tankefrihed. Som igen hænger sammen med fri software, fri teknologi og frie medier.

Nettet som nervesystem

Den første modstander af frie medier og frie tanker var den katolske kirke. Siden kom revolutioner, hvor man kæmpede for retten til at tænke anderledes. Og nu er vi nået til et punkt i historien, hvor vi er forbundet som en hjerne i et stort nervesystem, hvor alle tanker flyder og er forbundne i netværk. Alt afhænger af netværket og vi er den sidste generation af hjerner, der er bygget udenfor netværket.

I 2003 skrev Eben Moglen dotCommunist Manifesto. Som navnet antyder, er det et manifest, der beskriver det udsnit af historien, der handler om information og teknologi, og sætter det ind i en marxistisk ramme. Allerede dengang, for snart ti år siden, efterlyste Eben Moglen aktører og aktivister, der var villig til at kæmpe for de basale rettigheder, så vi ikke ville opgive, hvad vores forfædre har kæmpet for.

Siden har vi blandt andet fået Wikipedia, der som er det eneste websites i USA på top 100 over mest besøgte sites, der ikke registrerer deres besøgende. Vi har også fået creative commons. Men meget mangler, i Eben Moglens øjne, stadig.

Medier forbruger os

For vi har ikke frie medier, når medier, hvis mening, det er at give os information, samtidig registrerer os. Vi er, med Eben Moglens ord, opvokset som medieforbrugere og nu er vi, i kraft af de data, vi generer det som medierne forbruger. Alt det vi læser, læser os. Den musik, vi lytter til, lytter også til os.

Den frihed til at læse, lytte og blive underholdt, uden at underholdnings- eller mediedistributøren kender vores identitet eller vores bevægemønstre, er en fundamental frihed. Det er tankefrihed.

Desværre blev den anonymitet blev ikke bygget ind i internettet. Som teknologien ser ud nu, er ikke en fejl. Teknologien logger vores data bevidst. Vi er derfor aktivt nødt til at tænke anonymiteten ind nu.

Regeringer registrerer os

Det er ikke kun firmaer, der bruger vores data. Regeringer verden over registrerer også, hvad vi gør online. Og på sin vis er det godt. Det er data, der kan bruges til mange gode ting. Men det kan også bruges til kontrol. Som for eksempel i Frankrig, hvor der på et tidspunkt var et forslag om at kriminalisere besøg på hjemmesider om Jihad. Det er ifølge Eben Moglen forsøg på at gøre det ulovligt at søge information. Og vi gør det, selvom historien mange gange har lært os, at tankefrihed er en vigtig rettighed.

Et andet af Eben Moglens eksempler er Amazon, der pludselig trak George Orwells roman The Animal Farm tilbage – fordi der ikke var rettigheder til den i USA. Eben Moglen sammenligner den episode med at brænde bøger af.

Nej til registrering

Men hvad er løsningen så? Ja, ifølge Eben Moglen, skal vi undgå dem, der sælger os bøger, der læser os og de andre indholdsdistributører, der overvåger os. Vi er nødt til at sige nej til dem. Det er svært, fordi vores teknologiske infrastruktur i høj grad er bygget på overvågende systemer.

En anden meget vigtig pointe hos Eben Moglen er, at vi er den sidste generation, der har oplevet en verden uden disse systemer. Og derfor er vi de eneste, der kan kæmpe imod dem.

Fri software, fri hardware og fri båndbredde

Hvis vi vil vende udviklingen og bygge medier, der er frie i yderste forstand, kræver det et netværk af ligesindende. Eben Moglen mener ikke, at det på nogen måde er let at gøre, men det er stadig muligt.

Det kræver også systemer, der er frie. Det betyder fri software, som man kan bygge på og ændre, som man har lyst til. Det kræver også fri hardware, som det, i modsætning til Apple-produkter, er muligt at ombygge. Endelig kræver frie medier også fri båndbredde – altså adgang til internet, hvor vi ikke bliver overvåget af internetudbydere, regeringer eller andre med interesse i det.

Når alt kommer til alt, hvad er det så, vi vil sige til vores efterkommere, spørger Eben Moglen retorisk? Er det at vi opgav vores ret til at tænke fri og ytre os frit, fordi det var belejligt, for retten til at være på Facebook eller fordi vi troede, at vi var frie?

“Vi kan vinde. Vi kan være den generation, der færdiggjorde det arbejde, vores forfædre startede for mange mange år siden. Vi må ikke fejle.”

Interesseret i mere?

Snyd ikke dig selv for at læse dotCommunist Manifesto. Det er interessant læsning.

Meget af det her hænger sammen med ACTA, som vil være en hindring for et frit internet. Læs om, hvad det er og hvorfor det er vigtigt hos Jeppe.

Eller tag et smut forbi Electronic Frontier Foundation, som kæmper for rettigheder på nettet.

Hurtigtsnakkende futurist om evnen til at genkende mønstre

Grafisk fremstilling af internettet

Jason Silva er en hurtigtsnakkende futurist og dokumentarfilmsinstruktør. Jeg stødte på ham i denne artikel på The Atlantic. Han er optaget af singularitet og hvornår vi mennesker holder op med at være mennesker og begynder at være teknologi (lidt på samme måde som Amber Case.

Nogle vil sikkert mene, at at han er overfladisk og fuld af varm luft. Jeg har endnu ikke læst Kurzweil og de andre giganter, som Jason Silva står på skuldrene af. Men jeg synes nu, at Jason Silvas videoer er inspirerende og har fået mig til at læse mere.

Hvis du har lyst til mere, så smut forbi Jason Silvas Vimeo-kanal. Jeg anbefaler især The Human Condition.

Stop klynkeriet og lav noget af værdi

Foto: rachaelvoorhees

Foto: rachaelvoorhees

Hvis du bliver drillet i skolen, hvad gør du så?

A – du siger det til gårdvagten og venter på, at hun klarer problemet, eller B – du lærer at løbe stærkt eller slå fra dig.

Da internettet kom valgte de danske medier løsning A. De satte sig ned og ventede på, at problemet gik over, og da det ikke virkede sagde de det til gårdvagten, som ikke kunne stille noget op. Groft sagt.

På Børsen i torsdags klagede kommunikationsrådgiver Kaj Høivang over “gratis-trenden“, som ifølge ham har betydet en tillidskrise mellem journalisterne og befolkningen. Den skyldes, at medierne fra nettets barndom ikke tog sig betalt for indholdet på nettet, og de dumme gratisavisers indtog.

Og nu har befolkningen altså ikke længere tillid til journalisterne. Vi har altså undergravet og devalueret os selv med gratis. For Kaj Høivang var alting altså meget bedre i gamle dage, dengang man kunne tage sig betalt for journalistik.

Tag dog ansvaret selv

Jeg betvivler på ingen måde Kaj Høivangs påstand om, at vi er ude i en tillidskrise. Det siger disse tal fra Burston Marsteller også. Men hverken internettet eller metroxpress’ indtog i Danmark er ansvarlig for den. Den skyld bærer alene os journalister. Det er os, der hver dag sætter ry, ære og troværdighed over styr, når vi udgiver artikler som Sov dig fra dit søvnunderskud.

Jeg forstår ærlig talt godt, at få nye journalister har lyst til at give sig i kast med at lave journalistik til nettet. For som artikeleksemplet ovenfor viser, er det ikke her, der bliver produceret ny og spændende journalistik. Det er her vi gambler med troværdigheden og puster til tillidskrisen hver eneste dag, når vi sætter vores byline på makværk.

Jeg er ikke i tvivl om, at den slags arbejde for de store mediehuse engang i fremtiden vil blive produceret af andre end journalister. For journalisters lønninger er for høje og kvalitetskravene på nettet for lave til at det her på sigt giver mening.

Gør det selv

Der er strukturelle ting, som gør betingelserne for god og velproduceret journalistik vanskellige. Ja, oplagstallene er falder drastisk. Ja, kun ekstrabladet laver penge på nettet. Men lidt endnu er det journalister, der står bag. Journalister, der har mulighed for at gøre det bedre. Eller for at være entreprenante og gøre det selv.

I dag er distributionsomkostningerne lavere end nogensinde til at få god journalistik ud til folk. Hvis bare man gider internettet. Det fantastiske ved nettet er i mine øjne, at journalistikken her kan strækkes i så uendelige mange retninger. Der er stadig plads til fri leg.

Tillidskrisen løses af de små

Tillidskrisen bliver ikke løst af de store mediehuse. De har lige nu kun fokus på overlevelse. Og det kommer der ikke køn journalistik ud af. Tillidskrisen bliver heller ikke løst af dem, der bliver ved med at skyde skylden for al dårligdom i dansk journalistik på det store stygge internet. Tillidskrisen bliver løst af de små, der forstår at skabe noget af værdi og formår at skabe nye former for journalistik, der inddrager borgeren på en aktiv og engagerende måde.

 Levende journalistik

Jeg tror ikke på, at journalistikken fremover kun skal være noget, der bliver skrevet og klippet sammen til en bruger. Journalistikken skal være live og i live. Den skal være samfundsdebatter, fælles reportageture, oplevelser, der gør folk klogere  og aguilitykurser til dem med hund.

Journalistikken skal opstå i samspil med dem, den henvender sig til og tilbyde et fællesskab. Den skal være skarp, fair og tage stilling – både til sine egne produkter og verden omkring sig. Og, hvis nogen har lyst til at lege med, melder jeg mig hermed til tjeneste.

Nej tak til kvalitetstempler på nettet

De seneste par dage er der dukket flere forslag op i USA, der i mere eller mindre grad vil værdisætte indhold på nettet.

Det ene forslag skrev jeg om forleden og er en slags code of conduct for at anerkende dem, man finder links gennem. Og det andet handler om at oprette et etisk råd med tilhørende etiske guidelines for god stil i blogs.

Sidstnævnte har ikke til hensigt at lave regler for blogs. De bloggere, som vælger at følge guidelines, kan få deres blog mærket med et badge. Forbilledet er redaktionelle regler, som redaktører for magasiner, der er med i klubben af American Society of Magazine Editors.

Sikke en gammeldags tilgang til internettet! Skal internettet nu passe til udfordringerne for magasinbranchen?

 Kvalitetsstempel til bloggere

Lisbeth Knudsen stillede forslag om noget lignende en gang i efteråret. Bloggere skulle have et kvalitetsstempel. Hvorfor? For at nogle kan sige, at der er de rigtige bloggere og de forkerte? Dem med den rigtige uddannelse og dem med det rigtige mediehus i ryggen? Sikke noget pis!

Disse forslag er del af en tendens om at få internettet  til at minde mere og mere om mediebranchen, hvor gamle hvide mænd bestemmer, hvordan alle vi andre skal opføre os. Internettet kan noget, som mediebranchen og de gamle hvide mænd ikke kan. Det kan skabe innovation.

Kommer fra digitale pionerer

Det paradoksale er, at de amerikanske forslag kommer fra folk, som ellers har været at betragte som digitale pionerer. Det er som om en hård virkelighed er gået op for dem. At internettet kan være et lortested, når folk stjæler dit indhold og tager æren for det. At alle menneskehedens grimme sider også findes i den teknologi, vi skaber.

Og helt ærligt, Lisbeth Knudsen & company. Størstedelen af os kan godt finde ud af det alligevel. Hvis ikke man kan finde ud af at indgå i de sociale dynamikker, som hersker på nettet, får man det hurtigt at vide. Selvjustits er en af nettets spidskompetencer.

En vigtig del af det at lære at færdes på nettet, handler om at lære at afkode. Det lærer folk bedst, hvis de selv får lov. Ligesom, at folk bedre lærer at tage sunde valg, ved at lære at læse varedeklarationen på grovtoast end ved at se efter nøglehulsmærket.

David Carr (New York Times) Guidelines Proposed for Content Aggregation Online

Hamilton Nolan (Gawker) We Don’t No Stinking Seal of Approval from the Blog Police

 

Internettet skaber revolutioner overalt

Foto: RamyRaoof

Foto: RamyRaoof

Hele samfundet er under forandring. Internettet og sociale medier gør, at vi som aktive forbrugere kræver gennemsigtighed af organisationer, brands og regeringer. Forretningsmodellerne for journalistikken, musikken og mange andre ting er under pres. Økosystemerne for de samme brancher ændrer sig fra at være styret af distributionensleddene til at være styret af producenterne og slutbrugerne.

I mens forsøger de gamle systemer at bevare kontrollen. Man iværksætter indgribende lovgivninger, der ligner censur i lande, for eksempel i Italien, men også i Danmark med DNS-blokeringer. Man opsætter paywalls om sit journalistiske indhold på nettet. Men sagsøger slutbrugere, der bryder ophavsrettigheder.  Man indfører love, der skal regulere store firmaer, der har hovedkvarterer i andre lande end der, hvor de opererer.

Morgenen her på Internetdagen har budt på to interessante indlæg. Tankerne ovenover er inspireret af dem. Det første kom fra Thomas Madsen-Mygdal, der talte om internettets mirakel. Den andet kom fra Andrew Keen, der talte om internetmennesket og satte det ind i et marxistisk perspektiv.

Sidstnævnte lyder måske en kende flippet. Men det giver meget god mening. For vi befinder os på grænsen af en ny tid, hvor de gamle systemer fra industrisamfundet ikke længere virker. De hierarkier, som vi har indrettet os efter, virker ikke længere. Det minder i nogen grad om de ændringer, der skete omkring 1900.

Andrew Keens synspunkt var, at det ikke er tilfældigt, at internettet går i mod de hierarkier, fordi internettet blev bygget af hipper i det nordlige Californien. Han ser de kriser, vi ser i verden i dag (de studerende i Grækenland, oprørerne i Mellemøsten, besættelserne af Wall Street), som et tegn på, at folk er sure på den gamle orden.

En anden af hans pointer var, at de rebelske bevægelser, der sværger til sociale medier, ikke kan skabe noget nyt. De skaber kun anarki, og kan ikke skabe politiske programmer, der kan bringe udviklingen i eksempelvis Egypten videre.

En anden vigtig pointe handlede om tab om kontrol, og blev fremført af Martin Sønderlev. Kontroltabet er nødvendigt for, at der kan ske noget nyt og for at tingene kan udvikle sig. Det ser jeg dagligt i mit arbejde – at journalister og redaktører hver dag er nødt til at erkende, at de ikke længere har kontrollen og er dagsordensættende.

I mine øjne kan man se forandringen rigtig mange steder både i forretningsmodeller, i nye måder at samtale på og i nye formater. Det handler ikke kun om, at jeg nu kan blogge og udtrykke mig på 117 forskellige platforme. Det handler også om, at jeg ville se det som en stor begrænsning i min personlige frihed, hvis jeg ikke længere havde mit netadgang.

Kære Internet

Det er ikke fordi, jeg er sur. Jeg er faktisk rasende. På den der stamper-i-jorden-med-tårene-trillende-ned-af-kinderne-måde. Vi har ellers været gode venner i mange år. Og det er ikke fordi, jeg er holdt op med at kunne lide dig. Det er bare lidt som om, at tingene har ændret sig for dig. Eller også er det mig.

Jeg har altid været en god pige med idealerne i orden. Og det var netop dine idealer, jeg i sin tid faldt for. Dit åbenhed og evne til at favne alle begejstrede mig. Men på det seneste er jeg begyndt at mærke nogle af alle De Sure, der også leger med dig. Før du kom til, legede de nok i et vist omfang i læserbreve og under rubrikken ‘I øvrigt mener jeg’. Der var redaktører, som bestemte, hvilke læserytringer, der kom i avisen. Men på grund af mit arbejde, er jeg begyndt at få mails fra De Sure. På sin vis var det lige nøjagtigt det, som elskede dig allerhøjest for. – Og jeg beundrer dig stadig for det. Men De Sure er altså ret sure, og nogle dage når de under huden på mig.

Man kan selvfølgelig argumentere for, at man ikke skal arbejde et sted som ekstrabladet.dk, hvis ikke man kan tåle et par drag over nakken – og det er sandt. Vi skal kunne tåle noget. Jeg er i fuld gang med at gro hår frem på brystet. Men jeg bliver så træt, når De Sure, bliver personlige og sexistiske. For staver jeg forkert, arbejder ud fra en helt i skoven præmis eller sætter min kommaer åndssvagt, så lytter og retter jeg gerne.

Men når mails som denne (til en af mine kollegaer) er hverdagskost, og jeg kan se, hvordan trolde mudrer væggen til ovre hos DR Partisan, begynder jeg at tvivle på vort forhold – altså dit, kære Internet, og mit.

Ikke nok med det, Internet. Fornylig er forskellige grupper begyndt at kæmpe krige – nogle endda i dit og din gode ven, Ytringsfriheds navn, andre kalder det ‘Et forsvar af nationale interesser’. Jeg er sådan set ligeglad, hvad de kalder det. Kampen er uden tvivl vigtig, men jeg bliver bekymret for dig. For kan du holde til det? Er du stærk nok til ikke at lade dig stække? Eller bliver jeg nødt til at finde en ny ven, der ligner dig – men fungerer parallelt med dig? Og dermed ikke længere er dig?

Mange forkæmpere for frihed og menneskerettigheder har gennem årene haft min støtte, hackere og småpirater, der bruger deres kundskaber til at vise sikkerhedsbrist og uretfærdigheder, eller som viser vejen til en mere simpel form for standarder for ophavsret, sympatiserer jeg også med. Men selvtægt og gengældelsesaktioner har jeg aldrig brudt mig om.

Kære Internet, jeg havde sat dig op på en piedestal. I fremtiden lover jeg, at du ikke kommer der op igen. Vi bliver nok rigtig fine venner igen – det er jeg faktisk sikker på. Men min beundring er ikke længere endeløs.

Præmissen er links – Manifestet #3

Links er essentielle på nettet. I bund og grund ville der ikke være et net uden links. De fleste kender sikkert figuren med det distribuerende netværk. Hvis ikke kan man se det her. Hvis en artikel kun linkede tilbage til forsiden, kunne man i grunden betragte siden som et centraliseret netværk. Internettet er et distribuerende netværk. Vi kommunikerer direkte med hinanden, der er ikke brug for de samme mellemmænd, som var avisernes tidligere roller og vi deler i højere grad tekster, billeder og lignende med hinanden via netværket.

Langt de fleste medier er gode til at linke internt til andre sider, blandt andet i “Læs mere …”-bokse. Men når det kommer til at linke ud af butikken, kræver det mod. For det er dårlige nyheder for annonceafdelingen at sende brugerne videre ud af siden. Men ikke desto mindre er det en service til brugeren. Så brug den.

Den behøver ikke nødvendigvis føre til andre artikler. Det er oplagt at linke til dokumentationen for artiklen. Det gavner i høj grad troværdigheden. Politiken.dk linker meget i deres artikler. At de til tider kan gøre det mere elegant, så det ikke forstyrrer læsningen helt så meget, er en anden sag. Det lader heller ikke til at de er så bange for at linke eksternt. I denne artikel bliver der linket til dokumentationen for sagen.

Kontakt mig!

Send mig en mail, eller ring! Jeg glæder mig til at høre fra dig.