Var Egypten en Facebook-revolution?

Zeynep Tufekci på #rp12 Foto: Beate Firlinger
Zeynep Tufekci på #rp12 Foto: Beate Firlinger

Zeynep Tufekci på #rp12 Foto: Beate Firlinger

Et af programsporene på Re:publica hed Re:volt, og under det tema blev der talt rigtig meget om det arabiske forår og Occupy-bevægelsen, begge i forhold til sociale medier og nye økosystemer for information og medier. Hvis ikke de to begivenheder var fortærskede i forvejen, er blev de det her. Ikke desto mindre har oplæg om de begivenheder en berettigelse her. Jeg har dog savnet noget mere refleksion over, hvilke dynamikker det er, der kommer i spil, når sådan noget som #kony2012 skyder sig selv i foden.

</rant>

To af de oplægsholdere, som talte om det arabiske forår var Fadi Salem og Zeynep Tufekci. Zeynep Tufekci er en af mine yndlingsakademikere (hvis man kan have den slags) og hun er kvinden bag den begavede blog Technosociology, hvor hun blandt andet har givet David Carr fra New York Times svar på tiltale. Og så har hun også nærstuderet det arabiske forår og social media-vinklen.

16 millioner flere brugere

Selvom det arabiske forår har fået kælenavnet Facebook-revolutionen, er det ikke mange, der rent faktisk ved, om det passer. Men der går som regel ikke røg af en brand uden, at der er ild i den, og fra oktober 2010 til oktober 2011 steg antallet af Facebook-brugere i de arabiske lande fra 18 millioner til 34 millioner. 70 procent af dem, der bruger Facebook er under 30 år.

Fadi Salem, der er fra Dubai School of Government understreger, at der er flere ting i spil her. Det er ikke kun Mark Zuckerbergs skyld. Fadi Salem taler om tre revolutioner:

  • en demografisk revolution, hvor befolkningen i de arabiske lande er unge og står overfor en massiv arbejdsløshed
  • en social revolution, hvor sociale normer ændrer sig og der skabes nye forventninger til samvær og adfærd
  • en teknologisk revolution med øget adgang til informations- og kommunikationskanaler og mere viden om, hvordan man bruger de kanaler.

I 2011 skete der så et skifte i måden de unge arabere brugte sociale medier på. Fra at Facebook havde været et forum for at dele sociale ting; billeder mm fra en personlig sfære, blev Facebook et forum for politisk brug. Det udmøntede sig blandt andet i, at Facebookevents med demonstrationer fik folk på gaden.

Kill Switch var positivt

Selvom de egyptiske myndigheder brugte den berygtede Kill Switch og lukkede adgangen til internet i seks dage, blev det, ifølge de folk, som deltog i Fadi Salems undersøgelse, vendt til noget positivt: Det motiverede folk til at demonstrere endnu mere. Det fik også folkene på Tahirpladsen til at sætte en offline Facebookvæg op.

Men der er også ulemper ved den stigende brug af sociale medier under det arabiske forår. Og det er omverdenens brug af budskaber og statusopdateringer på sociale medier som primære kilder. Ifølge Fadi Salem er det sket ved policy making på så højt plan som i FN. Sociale medier generer information, som citizen journalister samler op. Det finder vej videre til mainstream medier, som når helt frem til beslutningsorganer i FN. Den manglende stillingtagen til kilderne er ifølge Fadi Salem et svagt led.

Social medier er ikke separate verdener

“Der er noget ved Facebook – vi ved, det spillede en rolle. Facebook og Twitter er en del af en anden verden seperat fra den fysiske. Det er en af grundene til, at de er magtfulde værktøjer,” sagde Zeynep Tufekci.

Hun brugte salen som et eksempel:

“Lad os forestille os, at du keder dig her. Du sidder og tænker, at jeg keder dig. Men du rejser dig ikke op og siger det højt. Lad os antage, at du har en backchannel, hvor du kan sige det højt. Der er forskellige sociale barrierer, der gør, at man ikke gør det. I en region, hvor der er stor kontrol over den offentlige sfære, bliver den backchannel ret magtfuld. Derudover er der store straffe for at vise sin utilfredshed. Lad os antage, at jeg ville smide vand på den første, der rejste sig op og forlod lokalet her. Det er noget, der sker i alle kontrollerende regimer. I den slags lande gør man brug af eksemplets magt ved at straffe den første, der rejser sig. Men hvad sker der, når du ikke behøver at være den første, der rejser dig op? Med Facebook kan du organisere dig, så I er 50, der rejser jer på samme tid og på den måde skaber en kaskade af protest.”

Hvis du vil vide mere om brugen af sociale medier under det arabiske forår, så kan du give dig i kast med Arab Social Media Report, som Fadi Salem refererede fra. Der er også Zeynep Tufekcis artikel Social Media and the Decision to Participate in Political Protest: Observations From Tahrir Square.

Ucensurede billeder fra Syrien, et kort til at tegne på og et par andre links

Jeg får tygget mig igennem en del artikler for tiden. Sådan går det som regel: når jeg burde læse pensumtekster, ender jeg med at trawle blogs. Og ja, til dem af jer, der ikke ved det, er jeg startet på en kandidatuddannelse i journalistik. Men mere om det en anden gang. Det kan være, at nogle af linkene herunder, kan være inspiration til andre.

Syrien og YouTube

Jeg har for nylig begyndt at læse Zeynep Tufekcis blog Tecnosociology. Hun skriver rigtig interessante blogindlæg om hvad der sker, når teknologi møder kulturer, samfund, sociale bevægelser, mm. Forleden skrev hun et indlæg om de billeder, der kommer ud fra Syrien. Hun giver ingen svar, men stiller mange interessante spørgsmål.

Læs The Syrian Uprising will be Live-Streamed: Youtube & The Surveillance Revolution

Tegn på et Google Map

På Sketchmap.co.uk kan man lynhurtigt tegne på et Google Map. Man skal ikke logge ind og det er lynhurtigt at dele kortet, når man er færdig. Google Map har vist allerede nogle af funktionerne, men som jeg husker det, kan det hurtigt blive noget rod. Via Google Maps Mania

Og nu vi er ved kort, er Twitter Friends Map en simpel måde at få vist, hvor de folk, man følger på Twitter opholder sig. Via Brain Picker.

 The New York Times og Facebook

Liz Heron er Social Media Editor hos The New York Times (og værd at følge på Facebook). I denne artikel på Journalism.co.uk kommer hun med The New York Times bud på, hvordan man kan blive sociale medier til et dybere engagement end blot likes. Det er ikke revolutionerende læsning, men stadig nogle fine pointer.

Læs Seven ways the New York Times is using social media for ‘deeper’ engagement

 

Pinterest er et overhypet sort hul

Den seneste måned har den sociale delingsopslagstavle Pinterest oplevet en hype uden sidestykke. Den er blevet fremhævet for sine kommercielle fordele, fordi tjenesten generer meget trafik. Nogle mener vist også, at det er et fedt sted at lege med virksomheders brands. Senest er Signe Wenneberg faldet på halen for Pinterest, som hun bruger i arbejdsmæssig sammenhæng.

Pinterest fungerer som en opslagstavle, hvor du kan emneinddele de ting, du deler. Samtidig kan du følge hvad andre deler på deres emneinddelte opslagstavler.

Jeg kan slet ikke se, at tjenesten har gjort sig fortjent til denne hype. I mine øjne generer tjenesten flere gentagelser og mere støj end interessant indhold. Og den måde, der bliver delt indhold på på Pinterest, er noget af det mest uoriginale der er på nettet. I hvert fald, når man kigger på, hvad almindelige mennesker deler. Og her er hvorfor:

1. Ingen bidrager med noget

Her hviler Pinterest på skuldrene af Tumblr. Det handler ikke om at skabe noget af værdi selv. Den gælder derimod om at finde de få, der laver interessante billeder eller flot design, og videresende det indhold. Man producerer så at sige ikke andet end likes. Man ser ikke engang remixes af det, andre har lavet. Man har muligheden for at kommentere og derigennem selv genere indhold. Men det er vist sjældent, det sker.

Signe Wenneberg påpeger vigtigheden af at komme “ud af Pinterest og pinne rundt om på nettet – ikke kun pinne videre i en stor cirkelbevægelse inden for Pinterest …” (Wennebergs egen kursivering) for at give noget af sig selv, som det er skik og brug på sociale medier. Wenneberg nævner også, at man som en god pinner bør uploade noget selv “fra tid til anden”.

2. Indholdet hylder en ligegyldig forbrugskultur

Hvis man ser på, hvad folk så rent faktisk deler, er det jo i tjenestens natur billeder. Og nu kan det selvfølgelig være, at jeg følger de helt forkerte, men hold nu op, hvor er det røvkedeligt. Kjoler med kraver, bandbilleder, lyserøde kager og skæve lysestager i lange baner. Det er da pæne ting, bevares. Og jeg kan også godt lide pæne ting. Men jeg har det med den slags, som jeg har med modebloggere og vendingen ‘must have’ – det handler om at forbruge og drømme om at stoppe flere kjoler ind i det alligevel overfyldte klædeskab. Og det synes jeg ærlig talt er både overfladisk og sørgeligt.

Mit forkølede board

Mit forhold til Tumblr var længe om at blive defineret, og det er stadig en noget ustabil affære. Jeg er ikke sikker på, at Pinterest og mig når dertil. Ind til da kan nysgerrige finde mig dér – jeg er hende med ‘et forkølet board, som jeg har kopieret fra andre’.

Nyhedsstrømmen bør være fri på Twitter

Whitney Houston dør. Du hører om det via Twitter. Sender du det videre via Twitter, eller venter du til nyheden er publiceret på din arbejdsplads platforme?

En CNN-journalist blev i sidste uge suspenderet på grund af et tweet, der kunne læses som homofobisk.

Også i sidste uge besluttede ledelsen på Sky News, at mediets journalister ikke må videresende tweets eller tweete nyhedshistorier fra andre medier, før de har clearet  det med en redaktør. I følge de nye regler for de ansattes brug af sociale medier skal man holde sig til sin egen historie og kun tweete om arbejdsrelaterede ting fra sin professionelle konto.

Det er tankevækkende, at vi stadig bliver ved med at vende tilbage til regler, der foreskriver, at man ikke må videresende andre mediers nyheder. Der er ingen tvivl om, at oplysninger skal tjekkes og at man som journalist skal være kritisk over for sine kilder. Også på Twitter. Også når det er breaking og tingene skal gå stærkt.

Der kan heller ikke være megen tvivl om, at man heller ikke bør sende racistiske eller homofobiske eller andre stødende tweets ud i verdensrummet. Det er dumt og vil miskreditere arbejdspladsen. Man bør altid lige overveje om tweetet vil kunne skade arbejdsgiveren, inden man trykker ‘Tweet’.

Når Sky News social media guidelines foreskriver, at man som journalist ikke må videresende andre mediers historier, tvivler jeg på, at det kun handler om at sikre korrekte oplysniger. Så bliver det et spørgsmål om ikke at unde konkurrenten et par sidevisninger. Og det er gammeldags. For nettets grundvilkår handler om fri information. Og det clasher Sky News guidelines med.

Twitters grundvilkår handler om, at det går stærkt. Dukker dit tweet op for sent – og her handler det om få timer – virker du utroværdig. Du skal være med, når det sker. Og ikke, når din redaktør har tid.

Læs også New York Times’ David Carrs kommentar om CNN-affæren og kommentaren på Editors Weblog.

2011: Social Media-fatigue og konsekvenserne

Regimer er blevet skiftet. Renter er faldet. Massakre har taget liv. Mange ting er sket i 2011.

(video via Marks)

Nogle af de ting, der har gjort størst indtryk på mig, har været de begivenheder, der fra kan ses som et tegn på, at verden er ved at ændre sig. Eller i hvert fald, at mange mennesker viser deres modstand mod de systemer, vores samfund er bygget på.

Det har også været interessant at se, hvordan der er opstået en træthed med sociale medier.
Og hvordan det først er nu, at det går op for mange, de konsekvenser internettet og sociale medier har for vores samfund og vores medier.
Og ikke mindst hvor ringe danske medier er til at bruge sociale medier til at fortælle historier. Kom igen i 2012, tak.

Personligt har jeg lært stress at kende og arbejdsmæssigt gået fra at producere nyheder til at undervise i og arbejde med sociale medier. Forhåbentlig vil 2012 være året, hvor jeg vil kunne fordybe mig i flere nye måder at fortælle historier på.

Klikjagt, talbesættelse og konstruktive debatter

Foto: Unhindered by Talent

Foto: Unhindered by Talent

Et par noter:
  • Jeg ser flere  omkring mig opgive Facebook. De gider det ikke mere. Det bringer ikke noget godt i deres liv. De ved ikke, hvad deres data bliver brugt til. Det er interessant, og jeg tror, at jeg vil opleve flere, der tidligere har været meget på sociale medier, være kræsne i deres tilgang og forbrug. Nogle vil måske droppe Facebook helt.
  • Klikbesættelsen er ødelæggende for kvalitetsjournalistikken. Så langt er vi efterhånden enige. Nu skal vi bare den maniske besættelse af antal fans til livs. Den skaber jo heller ikke kvalitet på de sociale medier.
  • Kan vi ikke snart holde op med at spørge til brugernes holdninger og i stedet fokusere på det konstruktive, nemlig deres erfaringer. Vi bliver ikke klogere af meninger, men af erfaringer. Som medier, der faciliterer debatter, er den fornemste opgave at udvælge, hvad der skal debatteres og deres tage ejerskab til den debat.
  • Hvornår holder folk op med at spørge til forretningsmodeller. Jeg er hverken økonom eller et økonomisk mirakel. Det er der heller ikke ret mange af mine journalistkollegaer, der er. Jeg beder heller ikke min tandlæge forholde sig og komme med realistiske bud på, hvordan Grækenland kommer ud af gældskrisen.
  • Flere har gennem de seneste par år sagt, at der kan opstå kreativ journalistik i krisetider. Det er måske sandt. Jeg har bare ikke rigtig set det endnu. Jeg tror det mest spændende journalistik, der vil opstå, vil komme som direkte modstand og modsætning til alt det, vi ser nu.

 

Vi stoler på mennesker, ikke på aviser

Hvad enten man kan lide det eller ej, har internettet ændret medierne. I dag er det sociale en stor forudsætning for vores medieforbrug. Som medieforbrugere vælger vi, hvilke historier, vi har lyst til at læse, blandt andet ud fra hvem af vores venner, der linker til den. Den sociale kuratering er et grundvilkår.

– Det er ligegyldigt med feeds af dine historier på twitter. Du skal være der – og du skal være social, sagde Molly Wood, techjournalist og blogger for CNET på en miniudgave af New Media Days, 12/9 2011.

Det handler om relationer og om, at vi stoler mere på mennesker, end vi stoler på medier eller maskiner. En tydelig afsender er vigtig for troværdigheden.

I min verden er det efterhånden blevet til en kliché. Vi har hørt det gentaget utallige gange. Og nok er det sandt.

Men hvis man alligevel regner med, at folk så har fanget den, må man tro om igen.

Jeg støder dagligt på blogs og artikler på nyhedssites, som ingen afsender har. Jo, altså der er en afsender. Men vedkommende har valgt, at jeg ikke skal vide, hvem det er.

Jeg forstår godt, at man vælger at blogge anonymt, hvis man blogger om meget private emner eller hvis bloggen har dagbogslignende karakter. Men nogle af de blogs, hvor afsenderne vælger at være anonyme handler om harmløse emner såsom gadgets og apps.
Jeg begriber ikke, at man ikke vil sætte sit navn på den slags. Har man lavet noget godt, bør man vel være stolt af det. Når der ikke er noget navn på, mister sitet sin troværdighed. For hvem står bag? Elektronikproducenter? Engagerede skribenter? Eller?

Man kan argumentere for, at folk er bange for at få deres navn på nettet. For det hænger ligesom fast. Og laver man nogle uheldige ting, kan det ikke bare slettes fra Internettet. Jeg har for eksempel lagt navn til nogle ting på nettet, som nok vil sørge for, at jeg ikke er den oplagte kandidat til et job i Vatikanet.
Det vilkår er bare en del af gamet. Og hvis jeg ikke kunne tåle det, skulle jeg nok finde mig en anden levevej.

Men det vilkår betyder ikke, at man så skal slette sin byline, hvis man ikke har lyst til at ens navn skal hænge ved en underlødig eller slet og ret elendig artikel på et nyhedssite. Så er det artiklen, man skal slette. For troværdigheden er noget af det dyrebareste, vi som journalister har. Og vælger én journalist at slette sin byline på en underlødig artikel, går det ud over hele sitets troværdighed.

The Economist har aldrig brugt bylines (Tak, Lars, for at gøre mig opmærksom på det). Her fungerer journalisterne som et kollektiv, hvor hver enkel journalists arbejde er med til at skabe troværdigheden for alle de andre. Sådan fungerer det i princippet også alle mulige andre steder – med omvendt fortegn. For når en journalist vælger at slette sin byline, går det også ud over alle de andre journalisters troværdighed. På samme måde som en usand historie vil skade hele avisens troværdighed.

For nogen vil dette måske ligne bylinebesættelse, der handler om at gøre journalister berømte og feterede. Det gør det langt fra. For mig er det ethos – personlig ethos.

I nogle tilfælde er et navn nok til at give artiklen tyngde og troværdighed. I andre tilfælde som på blogs vil tre linjer om de personlige grunde til at skrive om emnet og forudsætningerne for at skrive være tilstrækkeligt.

Roskilde Festival styrker erfaringsudvekslingen med digital tænketank

– Roskilde Festival søger personer, der tænker digitalt til tænketank, nogenlunde sådan lød et tweet, der dukkede op i min strøm i slutningen af marts.

Festivalen ønskede en erfaringsudveksling, og mødes med andre, der måske havde andre ideer til, hvordan Roskilde Festival kan bruge sociale medier. Og hvordan man fremadrettet kunne udvikle nye digitale tiltag omkring emner som publikumsaktivering og inddragelse, ambassadørnetværk og markedsføring og brugerinvolvering ved hjælp af lokationsbaserede netværk.

– Hvordan kan man optimere festivaloplevelsen på de sociale medier. Det handler også om vores strategi for 2012 og bruge folkene i tænketanken til at sparre om strategien. Vi vil gerne høre, hvad de synes, siger Mads Mikkelsen, pr- og marketingskoordinator i Roskilde Festival.

Mange meldte sig på banen, da festivalen eftersøgte medlemmer til tænketanken. Og festivalen fik samlet sig en rigtig skarp gruppe. Indtil videre har gruppen mødtes en gang.

– Det bliver mere konkret med ting og tiltag. På Roskilde Festival kan vi teste nogle ting af i stor skala. Hvis det går godt, kan det give grobund og et vækstklima for nye sociale medie-ting.

Kontakt mig!

Send mig en mail, eller ring! Jeg glæder mig til at høre fra dig.