Skab bedre debat – bland dig, journalist

Siden tragedien i Oslo og på Utøya i sommer har flere lande i Norden lagt grund til en debat om fremmedfjendskhed bliver næret i åbne kommentarfunktioner på netaviserne.

Lige som debatten i Danmark har man diskuteret fordele og ulemper med anonyme kommentarfunktioner på netaviserne. Herhjemme nåede den debat aldrig samme høje kvalitet, som den svenske, før den led en stille død. Et af synspunkterne kom fra Henrik Sass Larsen, der ville gøre det lettere at klage over blogs. Jeg synes i princippet, at det er en fin ting, for der er ingen tvivl om, at racistiske og sexistiske bemærkninger ikke hører nogen steder hjemme. Alle skal være lige for loven – også på nettet.

Luk ikke debatten
Jeg mener ikke, at løsningen skal være at lukke helt for debat på nyhedssider. Men mange aviser bør kraftigt overveje, hvilke emner, de gerne vil have debatteret og hvilke emner, der ikke bringer noget brugbart til bordet. Og så kunne man passende gøre, som Aftonbladet gør, nemlig gøre det påkrævet, at bruge sin Facebookprofil som login for at komme til at kommentere. For den anonyme debat skaber i mine øjne ingenting godt.

Fra Sydsvenskan kom et klogt indspark fra journalist Anders Mildner. I sit blogindlæg Den goda läsarkontakten fremfører Anders Mildner det synspunkt, at journalister og mediefolk, der synes godt om lukningen af kommentarfelter og kræver hårdere moderation, alle har det til fælles, at de har meget lidt erfaring med kommentarspor, og heller ikke har i sinde at få den erfaring.

Ifølge Mildner har netaviserne selv sørget for at lokke racistiske og hadefulde til kommentarsporene ved slet ikke at være tilstede og sætte dagsordenen. Og når journalister gør sig for fine til at blande sig i, hvad der ofte ligner mudderkastning, bliver folk, der selv mener at kende den fulde sandhed, ikke modsagt. Og når deres usaglige (og hadefulde) kommentarer bliver slettet, mener de, at de er blevet udsat for censur. I mine øjne gør man dem på den måde til martyrer.

Gå i øjenhøjde
Jeg er helt enig i pointerne om, at journalisterne må se at sluge den uvilje de har for at møde læserne i øjenhøjde. For gammelmedierne er pinedød nødt til at indse, at de skal være tilstede i de debatrum, de skaber på nettet. Det kan kun give en bedre debat, og selv om man ikke får overbevist en stivnakket og dumstædig troll ved at modsige ham/hende, viser det alle de andre brugere, at man tager ansvar for debatten.

Måske er det naivt at tro, at man gå i dialog med en troll, som journalisten Paul Frigyes skriver. Men det handler i høj grad om, at man skal gøre krav på sit domæne og vise aktivt og gennem handling, at sådan tolerer man ikke, at man debatterer her. Det er et spørgsmål om at tage ansvar for internettet, skriver Andreas Ekström. Det er min oplevelse, at det virker.

Hvis aviserne vil have en kvalificeret demokratisk debat, bliver de nødt til at stille større krav til identifikation af brugerne. Som allerede nævnt er man som journalist nødt til at komme ned fra sin høje hest og anerkende, at kommentarfelterne er en del af det redaktionelle rum, og at man er nødt til at møde brugerne i øjenhøjde. Det kan være, at man kan bruge nogle af de indspark brugerne kommer med og belønne de brugere, der er gode ambassadører for sitet.

————–

Læs også journalisten Leo Lagercrantz 6 punkter for, hvordan man kan løfte kvaliteten af kommentarfelterne.

I Sverige har debatten også handlet om det sexistiske aspekt ved en anonym netkultur. Den debat har så vidt jeg ved, slet ikke været oppe og vende i Danmark. Men det gør den ikke mindre interessant.

Surfare som hatar kvinnor
Om at nethadet mod kvindelige skribenter er hårdere end mod mandlige.

Tala om tystnaden
Et svar på ovenstående indlæg.

Kvinnliga bloggare kränks på nätet
En artikel fra 2009, som viser, at fænomenet ikke er nyt.

Tak til Anders Mildner for de mange gode links.

Verdens lykkeligste folk

Jeg kan godt huske, da Lena Sundströms bog Verdens lykkeligste folk udkom sidste år. Men det gik noget hen over hovedet på mig, at der fulgte en tvudsendelse med udgivelsen. Jeg har ikke læst bogen, men har nu set dokumentaren. Den følger den svenske journalist under hendes tre måneder lange ophold på Nørrebro. I Danmark jagter hun svar på, hvordan det føles at have et fremmedfjendsk parti med regeringsindflydelse. Det er blevet til et ret interessant program, som viser Danmark fra et noget andet perspektiv, end vi er vant til.

Du kan se filmen her. Du kan læse mere om Lena Sudströms projekt her.

Danmark – Sverige 0 – 1

Søndag aften er dramatid i Danmark. Forbrydelsen er i aften taget til Sverige, – og det burde flere altså gøre. For i Sverige har de SVT, som jeg før har erklæret min kærlighed til. I Sverige er søndag aften, i hvert fald på SVT2, jazztid for tiden. Programmet Veckans konsert sendte her til aften andet program i en række af fire med jazz. Der kunne man opleve den svenske pianist Bobo Stenson spille den smukkeste jazz ude midt i en svensk granskov.

jazz

Det er ret syret, men ikke desto mindre en fantastisk kulisse til musikken. Programmet varer godt 50 minutter og svenskerne har kræset for billederne af de tre musikere, skoven og et par svenske heste, der også kigger forbi.

Svenskerne er rare naboer. Veckans konsert med Bobo Stenson er tilgængelig på den fantastiske SVT Play frem til 24. november, hvor også fuld skærm er en mulighed. Sådan er det ikke med Forbrydelsen på DR, hvor jeg som macbruger kan være så heldig at se Sofie Gråbøl i denne størrelse:

forbryd

Og det er ikke så stort.

I næste uge kan man opleve koncert med Toots Thielemans og 8. november gælder det en af mine svenske favoritter, Wildbirds & Peacedrums. Jeg håber, den koncert bliver lige så seværdig som denne aftens.

Svenske skove og dialekter er rigtig godt tv

Da jeg var barn, var jeg næsten hvert år i Sverige. Daginstitutionen og senere fritidshjemmet jeg var placeret i havde en ødegård ved flækken Skogaby ikke så langt fra Laholm i Halland. Ødegården lå i udkanten af skoven ikke så langt fra en stor sø, hvor vi badede. Vi fik hver gang at vide, at vi ikke måtte gå ind i skoven alene. Der skulle være voksne med. En gang jeg var af sted med fritidshjemmet, gik Lars ind i skoven med en pige. Og de blev væk. Alle indstanser var blevet alarmet og der herskede panikstemning i den lille sovesal om natten. Tænk, hvis de aldrig kommer tilbage.

De kom hjem dagen efter. Vistnok. Men siden da har jeg haft mycket stor respekt for de svenske skove. Det har lingvisten Fredrik Lindström også. For måden vi taler på, kan have noget at gøre med, om vi bor ved siden af en skov. I hvert fald hvis vi bor i Sverige. Frederik Lindström har undersøgt de svenske dialekter. I Svenske Dialektmysteriers otte programmer fra 2006 viser han rundt i, hvorfor stokholmere, skåninge og lapper taler som de gør. Og frem til november kan man se dem gratis og i fin kvalitet på SVTs lækre afspiller SVT Play. Mere om den senere.

Ja, jeg medgiver at emnet er en kende nørdet. Og ja, man skal kunne forstå svensk for at følge med. Men det er rigtig rigtig rigtig godt tv. Intromusikken til programmet er kanske en kende overdramatisk, men det ændrer ikke ved, at programmerne på fineste vis kombinerer tung historisk information med fine og sjove arkivklip og Lindströms undersøgende rejser og møder med svenskerne rundt om i det store broderland. Jeg er topbegejstret. For jeg får fascinerede viden om, at jo mere nordpå, man bevæger sig i Europa, jo færre ord bruger man i sproget. For eksempel bruger man syv ord på at side Melodi Grand Prix i Spanien, tre i Danmark og ét i Sverige. Det er interessant og måske lidt ubrugelig viden.

Indtil videre har jeg fået set tre af de otte programmer. I første program lærte jeg for eksempel, at spækhuggere også bruger dialekter til at finde deres flok og at nogle fugle bruger dialekter omvendt, altså til at finde et område uden nogen familiemedlemmer. I andet afsnit var vi med Frederik Lindström i det sydlige Lapland, hvor der er masser af træer, men knap så mange mennesker. Her hørte jeg om sproglig økonomi. Jo mere tyndtbefolket et område er, jo færre ord bruger de. Og når området er tyndt befolket, forsvinder flertalsformerne i sproget. Ret interessant. Deroppe blev en hund til hunden, og at fange sin første laks til førstelaksen. Afsnittet indeholder nogle fantastiske tavse scener med ordknappe nordboere, der bestemt ikke er bange for stilheden. I tredje afsnit kommer man tæt på Sveriges grimmeste dialekt, skånsk. Vi er med Lindström på Bornholm, hvor de stadig taler østdansk(!).  Det talte de også i Skåne før svenskerne vandt Skåne, Halland og Blekinge til sig. Men siden da skulle skåningene forsvenskes, mente de rigtige svenskere. Og det er nok derfor, at vores tætte naboer taler sådan en underlig flad form for svensk.

Igen. Jeg ved, at emnet kræver lidt. Men SE bare et af programmerne. Det er fantastisk tv.

SVT Play er den lækreste af nordiske publicservicekanalers tvafspillere på nettet. Selv på min mac spiller det bare. Ikke noget med at trykke play og vente på at det loader. Det virker! Med det samme! Det kunne DR lære noget af! For der er det som regel en kamp at få tingene til at fungere.