Messaging apps er fremtiden

one-to-one-communication

Chat- og besked apps er der, hvor dit publikum vil være fremover. I hvert fald ifølge Fernanda Saboia, fra bureauet Huge i New York og Martin Hoffmann, online journalist og iværksætter fra Tyskland.

I One to One Communication-talken fortalte Saboia om sin research af WhatsApp i Brasilien. WhatsApp i Brasilien er stort. Faktisk har messaging apps overhalet social media apps, et skifte der, ifølge Saboia, skete mellem 2014 og 2016, hvor messaging apps overgik sociale apps i antal brugere.

Vil du have mere fra The Conference? -> Connecting the dots – prekariatet, teknologisk og politisk afmagt og en-til-en kommunikation

Men hvad er det, der gør, at vi hælder mere til at bruge messaging apps end sociale apps – hvorfor deler vi hellere noget med en mindre, lukket gruppe end på Facebook?

Fire grunde

Saboia nævnte fire grunde:

1. Response rate og timing

Folk har en tendens til at svare hurtigere, når de får beskeder i messaging app. Ifølge Saboias research opnår et opslag på Facebook 7,5 procent i organisk reach. En SMS har derimod en Opening Rate på 98, og en gennemsnitlig svartid på 90 sekunder.

Saboia hev eksempler ind fra Brasilien, hvor et lokalt fitnesscenter i Rio kun reklamerer med deres WhatsApp-nummer. Der er altså ingen andre måder at komme i kontakt med centeret på. De har ikke en hjemmeside eller en side på Facebook. De kommunikerer kun via WhatsApp. Lopes, en ejendomsmæglerkæde, fremhæver også kun WhatsApp som måde at kontakte dem på. Der skiftes de enkelte mæglere til at besvare henvendelser.

Forud for både OL i år og VM i fodbold for to år siden skabte bystyret i Rio en fiktiv person, som de kaldte The Explainer. Var man i tvivl om, hvilke veje eller metrostationer, der var lukkede på grund af anlægsarbejde, kunne man altid skrive til The Explainer via WhatsApp.

Som led i Saboias research talte hun med 30 forskellige mindre virksomheder. Ofte fandt hun, at de ikke driver traditionel ecommerce, nogle af dem har heller ikke en hjemmeside. Men de driver forretning via WhatsApp.

2. Privacy

Sociale medier er blevet til broadcast medier. Når man deler noget i dag, er det som at holde en tale. Og når du har delt noget, er det ikke længere dit.

I messaging apps deler man derimod noget med en mindre gruppe, som man er rigtig tæt på.

Ifølge Fernanda Saboia skaber vi grupper på eksempelvis WhatsApp, der ændrer den måde vi deler på sociale medier på. I Brasilien er WhatsApp måden, man kommunikerer med dine venner på.

En rundspørge blandt hendes mandlige kollegaer på kontoret i Rio viste, at hendes kollegaer i gennemsnit er medlem af 17 forskellige grupper i forskellige messaging apps.

Whats, Viber og alle de andre apps giver altså brugerne en følelse af privatliv ved at man kommunikerer i mindre grupper, som sociale medier ikke giver.

3. Analog Precedent

En tredje årsag til, at vi er så glade for messaging apps, er, at messaging apps ligner en kommunikationsform, vi har været vant til. Den er ikke så forskellig fra analoge måder at kommunikere på, eksempelvis et telefonopkald.

Sociale medier er derimod så radikalt anderledes, at vi har svært ved at forklare konceptet for eksempelvis en person i 1986.

4. Segmented audiences

Messaging apps giver, modsat sociale medier, brugerne mulighed for at udleve de forskellige sider af deres personligheder i forskellige sammenhænge.

”Jeg hører til forskellige grupper. Twitter tillader ikke, at jeg er forskellige personer. Facebook giver ikke mulighed for det. Hvis jeg deler et billede af mig som barn, vil det godt modtaget af min familie på Facebook, men for andre på Facebook vil det skabe støj.”

På WhatsApp kan brugerne være en del af forskellige grupper. Man kan have grupper til familien og andre til kollegaer og venner.

Ifølge Fernanda Saboia byder fremtiden på endnu mere handel i messaging apps. Det handler om conversational commerce og human to bot-communication.

Conversational journalism

Fra Saboias kommercielle perspektiv gik stafetten videre til Martin Hoffmann, der stillede skarpt på conversational journalism. Han havde selv svært ved helt at definere begrebet, men understregede alligevel, at det, at man kommunikerer direkte med brugerne af ens journalistiske produkter kan være en del af løsningen på de problemer, som de traditionelle medier oplever, blandt andet i relation til at fange de unge brugers opmærksomhed. Den opmærksom fanger man alligevel ikke på sociale medier, for der lytter ingen alligevel til brugerne.

”Vi har nået peak comments. Der kommer ikke flere kommentarer på sociale medier hos mediehusene. Folk flytter til grupper og chatrooms,” sagde Martin Hoffmann.

Hoffmann viste en mange eksempler på, hvordan nyhedsmedier har brugt messaging apps eller skabt apps, der ligner chat apps til journalistik.

Han nævnte blandt andre Bild, Forbes, CNN (der har en chatbot på Messenger) og Wall Street Journal hvor du kan abonnere på nyheder om fx Apple. Men disse apps er sjældent særlig sofistikerede og de tillader sjældent, at brugeren kommer i kontakt med journalisten eller mediet.

Han fremhævede Quartzs app som en af de bedre, der leverer indhold med et content team i ryggen.

Og netop dét, at der var et hold af journalister, der leverer indholdet, var en af Hoffmanns centrale pointer. Conversational journalism kræver en del resurser. Man kan ikke bare erstatte journalister med bots. AI er ikke godt nok lige nu. Kvaliteten vil langt fra være den samme.

Vil du have mere fra The Conference? Tricia Wang – Don’t trust the truth

Tekstforfatterens funktion er vigtig

Og det leder til en anden pointe. Nemlig, at denne type for journalistik vil betyde, at tekstforfatterens job bliver vigtig. I messaging apps er pladsen begrænset, og det er derfor en dyd at fatte sig i korthed.

Hoffmann understregede også, at man ikke bare skal pushe sine links ud. Det gør det ikke til conversational journalism. At sende et link til nogen er ikke kommunikation. Det er ikke respekt for brugerne.

Hoffmann og Saboia var enige i, at messaging ikke er endnu en marketingskanal. For der er en klar risiko for, at brugerne vender ryggen til dig, når man bevæger sig ind på kanaler, der kan anses som private. Messaging er derimod, som i eksemplerne fra Brasilien, eminente til kundeservice.

Save

Connecting the dots – prekariatet, teknologisk og politisk afmagt og en-til-en kommunikation

how-technology

To dages konference er overvældende. Mange indtryk og masser af inspiration. Nogle af de pointer, der inspirerede mig mest handler om

  • hvordan vi på grund af den stigende ulighed i vores samfund går en ustabil fremtid i møde
  • at vi i stigende grad kommunikerer i små grupper og en-til-en
  • at vi sidder fast i et ensidigt perspektiv på blandt andet teknologi

Måske er det for søgt. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at trække nogle linjer mellem de tre pointer.

Lad os starte med sessionen Humans, Labour and Technology, hvor professor i økonomi fra SOAS, University of London, Guy Standing talte om prekariatet og den stigende ulighed i vores samfund. Ifølge Standing er fordelingen af velfærd i samfundet gået i stykker; det handler blandt andet om, at mens produktiviteten og leveomkostningerne er steget, er lønningerne faldet. Det har været med til at skabe en ny klasse, prekariatet, der er uden jobmæssig sikkerhed og dermed ikke kan skabe sig en arbejdsidentitet. De er udsatte, for hvis de bliver syge eller kommer ud for en ulykke, mister de deres indtægt. Politisk set er de en farlig gruppe, fordi dele af den er desillusionerede og afviser de traditionelle politiske systemer. I stedet vender de sig mod populistiske politikere på højrefløjen.

humans-labour-technology

En anden del af prekariatet er mere progressive og har måske læst på universitetet, men kan ikke finde fodfæste på arbejdsmarkedet. De progressive har ikke en politisk strategi: de ved hvad, de er imod, men ikke helt, hvad de er for.

Det giver altså et endnu mere fragmenteret samfund, hvor folk isolerer sig mere og mere i grupper.

Det bringer mig videre til One to One Communication-sessionen [link], der blandt andet handlede om, at vi i stigende grad taler sammen i grupper frem for at dele på sociale medier. Det sker i forskellige messaging apps, hvor vi har mulighed for at indgå i nogle sociale sammenhænge, der er skræddersyet til os.

Derfor vil konsekvensen alt andet lige være, at vi i stigende grad murer os inde i bobler, der ikke nødvendigvis er styret af filtre og algoritmer, men mere er styret af interesser og perspektiver. Det er måske godt for samtalen, der kan blive mere fokuseret. Men det er ikke godt for den offentlige debat, der i lyset af større social ulighed vil blive endnu mere fragmenteret og polariseret.

Og her ender vi ved den allerførste keynote på The Conference: Tricia Wangs snak om nødvendigheden af at skifte perspektiv. Hvad enten du er journalist, eller designer eller noget helt tredje – når du skaber produkter til andre mennesker, er du nødt til at bevæge dig ud af din egen bobbel. Du er nødt til at kunne sætte dig i andre menneskers sted, når du skaber noget til dem.

Som journalist er du fx nødt til at droppe ideen om, at det du skriver er sandheden. Det du skriver, er derimod et perspektiv på verden. Drop ideen om, at tallene i en statistik aldrig lyver. Statistik er også teknologi, og den må aldrig blive den endelige måde hvorpå vi prøver at forstå verden på. Vi kan kun blive klogere på verden, hvis vi skifter perspektiv. Og det gør vi ved blandt andet at invitere prekariatet med til bordet. Ellers er der fare for, at vi bare hjælper til at bære mere brænde til bålet.

Save

Hurtigtsnakkende futurist om evnen til at genkende mønstre

Grafisk fremstilling af internettet

Jason Silva er en hurtigtsnakkende futurist og dokumentarfilmsinstruktør. Jeg stødte på ham i denne artikel på The Atlantic. Han er optaget af singularitet og hvornår vi mennesker holder op med at være mennesker og begynder at være teknologi (lidt på samme måde som Amber Case.

Nogle vil sikkert mene, at at han er overfladisk og fuld af varm luft. Jeg har endnu ikke læst Kurzweil og de andre giganter, som Jason Silva står på skuldrene af. Men jeg synes nu, at Jason Silvas videoer er inspirerende og har fået mig til at læse mere.

Hvis du har lyst til mere, så smut forbi Jason Silvas Vimeo-kanal. Jeg anbefaler især The Human Condition.

Den bedste teknologi er usynlig – Amber Case

– En rigtig god bog, som man fordyber sig i, er et usynligt interface. De bedste teknologier er dem, der er usynlige, sagde Amber Case på Media Evolution i Malmø.

Når vi ikke bemærker dem, og når brugervenligheden er så meget i top, at vi ikke tænker over det, så er teknologi bedst.

Amber Case er cyborg antropolog og beskæftiger sig med de måder, som mennesker og teknologi interagerer på, hvordan teknologi afbryder vores liv og forbedrer vores liv. Efter hendes keynote tog jeg en kort snak med hende.

Et af hendes arbejdsområder er usability og i sin keynote talte hun blandt andet om calm technology. Det er teknologi, som er der, når man har brug for den, og forsvinder, når man ikke har brug for det.

Hun forudser, at vi vil se meget mere til den slags teknologier i fremtiden. Det gælder også bedre interfaces. Hun nævnte bladrefunktionen i ebogslæsere, som et interface, der forhåbentlig vil blive forbedret over tid.

Modsætningen til at irriteres over det elendige og umulige design i mange ebogslæsere, er i følge Case, Flipboard. Det er et magasinlignende program til iPad, hvor brugeren er sin egen redaktør. I Flipboard hiver du dine favoritfeeds ind fra blogs, Facebook, Twitter og meget andet, hvorefter Flipboard sætter det op i fint magasinlayout for dig. Det er meget brugervenligt og lækkert, og Amber Case går så langt, som at kalde det superhuman fordi det empowers os. Det er os, der styrer programmet og magasinet og ikke omvendt.

Vi er alle cyborgs
Cyborg betyder, at der er sket en sammensmeltning af menneske og maskine. Og Amber Cases pointe er, at vi alle er cyborgs.

– Vi bruger teknologi som en udvidelse af os selv. Vi gemmer ting på teknologi uden for os selv, og bruger devices som vores hukommelse. Hvert element bliver til en del af vores hukommelse. Nu er det svære ikke at huske informationen, men hvor det er gemt henne. På den måde bliver vi til en slags digitale palæontologer, der skal grave vores hukommelse frem fra en email eller fra Google.

Vores devices bliver en forlængelse af os selv, og ligesom os, kan man ikke se på et device, hvor meget information der rent faktisk er indeni. For et device bliver ikke fysisk større, hvis man putter flere ting i dem. Derfor fylder det også uvirkelig meget plads, hvis man printer alt indhold i en computer ud. Og derfor oplever vi også en meget mærkelig form tab, hvis vi mister vores computer. For på den måde er den jo faktisk en del af os.

Vores devices som tamagotchi
Forlængelsen af os selv i vores devices betyder også, at vi hele tiden passer utrolig godt på dem. De bliver opdaterede og de bliver opladede.

I lighed med det forbundethed, som tamagotchifans havde med deres digitale kæledyr i slutningen af 1990’erne, er vi også forbundne med vores devices. Vi passer på vores devices og vi passer på vores sociale forbindelser, som vores device er bindeleddet til. Dengang i 1990’erne gik teenagepiger amok, hvis man tog deres tamagotchi fra dem, fordi de så ikke ville kunne passe ordentligt på deres kæledyr. I dag er det på samme måde grænseoverskridende, når læreren tager mobiltelefonen fra en teenager. For så vil hun ikke længere kunne passe på sine kontakter.

Vores andet jeg
I dag lærer vi at præsentere os selv online. Vi har et andet jeg, eller måske endda et nyt selv, som er digitalt. På samme måde, som vi selv går i bad og tager rent tøj på, har vores digitale jeg brug for at blive præsenteret ordenligt, opdateret og beskyttet.

Det er derfor heller ikke underligt, når mennesker tager antallet af likes personligt, eller måler det som personlig succes, når man kan skabe mange kommentarer på sine Facebook-opdateringer. Og det er heller ikke så mærkeligt, når man bliver en smule afhængig af rewards. Hver gang, du gør noget godt i Farmville, får du en reward. Det gør du ikke i det virkeligeheden. Det kan gøre det noget sjovere at spille Farmville, end at lave så mange andre ting.

Teknologien er moden
Udover at være cyborg antopolog er Amber Case også medstifter af startupfirmaet Geoloqi. Det er en platform for gps-baseret indhold. Oven i Geoloqi kan man bygge avancerede programmer. Det kan blandt andet være det program i Amber Cases mobiltelefon, der gør, at lyset tændes i hendes hjem, når hun kommer hjem.

– Jeg er meget interesseret i wearable og lokationsbaserede teknologier. De har begge taget 40-50 år at udvikle til det stadie, der er på nu. Nu er de modne til, at de kan bruges.

Det handler både om, at de to slags teknologier efterhånden er til at betale. Men det handler også om, at det er ved at være nemt at bruge dem.

Amber Case peger på, at i fremtiden vil vores mobiltelefoner være en fjernbetjening til vores virkelighed. Med dem vil vi være i stand til at skabe bedre ting. I fremtiden vil teknologierne være bedre indrettet til mennesker. Så det kan forhåbentlig være, at vi i fremtiden vil holde op med at skyde skylden på os selv, når vi ikke kan finde ud af at bruge teknologien og rette skylde mod teknologien i stedet, når tingene ikke er brugervenlige.

Kontakt mig!

Send mig en mail, eller ring! Jeg glæder mig til at høre fra dig.