Ucensurede billeder fra Syrien, et kort til at tegne på og et par andre links

Jeg får tygget mig igennem en del artikler for tiden. Sådan går det som regel: når jeg burde læse pensumtekster, ender jeg med at trawle blogs. Og ja, til dem af jer, der ikke ved det, er jeg startet på en kandidatuddannelse i journalistik. Men mere om det en anden gang. Det kan være, at nogle af linkene herunder, kan være inspiration til andre.

Syrien og YouTube

Jeg har for nylig begyndt at læse Zeynep Tufekcis blog Tecnosociology. Hun skriver rigtig interessante blogindlæg om hvad der sker, når teknologi møder kulturer, samfund, sociale bevægelser, mm. Forleden skrev hun et indlæg om de billeder, der kommer ud fra Syrien. Hun giver ingen svar, men stiller mange interessante spørgsmål.

Læs The Syrian Uprising will be Live-Streamed: Youtube & The Surveillance Revolution

Tegn på et Google Map

På Sketchmap.co.uk kan man lynhurtigt tegne på et Google Map. Man skal ikke logge ind og det er lynhurtigt at dele kortet, når man er færdig. Google Map har vist allerede nogle af funktionerne, men som jeg husker det, kan det hurtigt blive noget rod. Via Google Maps Mania

Og nu vi er ved kort, er Twitter Friends Map en simpel måde at få vist, hvor de folk, man følger på Twitter opholder sig. Via Brain Picker.

 The New York Times og Facebook

Liz Heron er Social Media Editor hos The New York Times (og værd at følge på Facebook). I denne artikel på Journalism.co.uk kommer hun med The New York Times bud på, hvordan man kan blive sociale medier til et dybere engagement end blot likes. Det er ikke revolutionerende læsning, men stadig nogle fine pointer.

Læs Seven ways the New York Times is using social media for ‘deeper’ engagement

 

18 Days In Egypt – kontekst i user content

Som en del af Now Is Digital i dag på Aarhus Teater fortalte Jigar Metha om sit hjertebarn 18 Days In Egypt. Projektet går ud på at samle og skabe sammenhæng i titusindvis af billeder og videoer og de mange millioner tweets, som blev delt under de 18 hektiske dage i januar og februar, da Hosni Mubaraks mangeårige styre vaklede og faldt.

Hjemme i Californien sad videojournalisten Jigar Metha, der tidligere har arbejdet for The New York Times, og undrede sig over, at han ikke kunne se, hvad der skete i Egypten live i sit tv, når nu hans twitterfeed ligefrem eksploderede med Egypten-relaterede tweets. Hans undren bragte ham til Cairo, hvor han med sine egne øjne kunne se, hvordan egypterne havde telefoner og kameraer fremme under demonstrationer og dokumenterede revolutionen.

Ud af det opstod ideen om at lave en crowdsourcet dokumentar, hvor egypternes egne stemmer gennem tweets, billeder, videoer og andet kunne indgå. Men først måtte han have en platform, hvor alt dette kunne uploades. Og så begyndte arbejdet med 18 Days In Egypt.

Målet med 18 Days In Egypt er at skabe sammenhæng i de mange millioner stykker indhold, som egypterne delte i vinter. Indholdet er historisk dokumentation af revolution, som ikke må gå tabt, understregede Jigar Metha.

Flere andre platforme har også samlet egypternes delte indhold, men det, der adskiller 18 Days In Egypt, er målet om at skabe kontekst. En video er ikke bare en video. Det er også en fortælling om manden bag kameraet, om stedet det blev filmet, og om, hvad der måske skete, da kameraet blev slukket.

Målet er at indsamle 5000 stykker indhold inden året er omme. Og til at sikre sig validitet i indholdet har holdet bag 18 Days In Egypt stablet et fellowship på benene i Cairo, hvor 20-30 unge egyptere skal ud blandt folk og samle informationer.

De mange stykker indhold vil blandt andet blive visualiseret på forskellige måder. Jigar Metha viste blandt andet, hvordan de bruger open source-værktøjet Popcorn, der lægger indholdet sammen i lag, eksempelvis med et totalbillede af broen, som demonstranterne gentagne gange kæmpede med politiet om. Oven på det billede lægger man så enkelte nære fotos og videoer fra kampene på broen og fortæller om historierne bag dem.

En anden måde at fortælle de mange historier på er gennem brug af tidslinjer, hvor man nørde sig igennem de enkelte dage og nærstudere begivenheder på enkelte klokkeslag.

Det var meget interessant at høre om et konkret brug af begrebet kontekst. De seneste par år har parolen for journalister været, at i det nye medielandskab skal vi være kuratorer og at det, vi kan tilføje af værdi er sammenhæng. Men jeg har ikke set mange eksempler på, at man udnytter det, som brugerne kan – nemlig dele indhold og at man så som journalist forklarer sammenhængen.

Noget andet rigtig interessant var en afsluttende bemærkning om, at produktet er processen og at det ikke handler om at slippe alt indhold på én gang – og så er det færdigt arbejde. Men at blive ved med at involvere folk og få den optimisme og entusiasme, som egypterne oplevede i februar til at vare.

En ny slags nyhedsformidling

I december skrev dSeneste om en ny form for nyhedsformidling på nettet, og nu har jeg så endelig også fået kigget lidt på sagerne. The New York Times og The Washington Post har indgået et samarbejde med Ruperts arvefjende no. 1, Google. Det er stadig et labsprojekt, og det bærer navnet Living Stories.
Living Stories sætter fokus på større nyhedssager, og giver både brugeren mulighed for at sikre sig et hurtigt overblik i en sag, men også gå i dybden med de forskellige vinkler og historier om emnet.

Forsiden på Living Stories

Vælger man et emne, eksempelvis politikkerne omkring global opvarming, får man sig både et kort opsummering af sagen, og en tidslinje(!). Det er sgu’ da vejen frem. Da Mette Voss og jeg fik lov at dele vores tanker om god onlinejournalistik på New Media Days 2009, var det netop det, vi savnede. For hvis jeg nu havde været på Tenerife en uges tid og cykle, kom hjem og gerne ville vide noget om, hvordan det går med Gade i Forsvarsministeriet, jaeh så ser det sådan her ud på ekstrabladet.dk. Og det er ikke overblikket, der sejrer her.

En tilfældig artikel om noget, vi gerne vil vide mere om.

En “Se også”-boks er jo på sin vis god nok. Men den giver ikke et tidsmæssigt overblik af en historie, medmindre der, som hos Politiken, er datoer på. Men den med overblikket har de altså fanget hos Google/The New York Times/The Washington Post. Det er sååå lækkert. Og tidslinje. Tillad dig selv at nyde synet af denne smukke og superpædagogiske tidslinje:

Super god måde at fortælle historiens forløb på. Det er forståeligt og det er ikke svært.

Noget andet ret smart ved Living Stories er url’erne. Et emne – en url. Det vil sige, at selvom opdateringer kommer til er det stadig den samme url, du skal bruge, når du vil opdateres om global opvarmning.

Tilbage er der kun at håbe på, at danske netmedier vil lade sig inspirere og fortælle langtidsholdbare historier, der er til at forstå.

Almindelige amerikanere fortæller #2

Det er ikke kun David Lynch, der laver historier om almindelige mennesker på nettet. På The New York Times kan man hver fredag få en ny historie om en new yorker. Under titlen One in 8 Million fortæller almindelige new yorkere om deres job og passioner. Det er soundslides med lyd fra et interview med personerne. Alle fotos er i sort/hvid og ledsages af interviewbidder.

Interviewene er rigtig gode og går mange gange tæt på. I modsætning til Interview Project er det lykkedes folkene bag One in 8 Million at finde de interessante historier blandt alle deltagerne. De er interviewet grundigt og fordi interviewene er så godt tilrettelagt, kan kilderne selv fortælle deres historier uden, at tekst eller andet bliver nødt til at slå tonen an.

Måske er det mig, der er farvet af min journalistbaggrund, men der er mere at komme efter på konfliktbarometeret i One in 8 Million end i Interview Project. Og det får mig til at blive de tre minutter, hver historie varer.

Kontakt mig!

Send mig en mail, eller ring! Jeg glæder mig til at høre fra dig.